Det multireligiøse samfund - utopi eller ideal?
I debatten om det multireligiøse samfund blandes facts og holdninger sammen, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen
Er det multireligiøse samfund en utopi eller en smuk fremtidsvision?
Terroren i Norge har rejst spørgsmålet om det multireligiøse og -kulturelle samfund. Ifølge sognepræst Sørine Gotfredsen, der forleden skrev en kronik om Anders Breiviks terrorhandling, er der i dag to lejre: den ene lejr ser det multikulturelle samfund som en smuk fremtidsvision, mens den anden lejr, som hun tilhører, ser det som en farlig utopi eller som en illusion.
Her er det imidlertid vigtigt at skelne mellem fakta og holdninger. Uanset hvad Gotfredsen og andre måtte have af holdninger, så er det et faktum, at for eksempel Danmark i dag er et multikulturelt og et multireligiøst samfund.
Der lever i Danmark mennesker fra mange dele af verden, og de holder i større eller mindre grad fast i større eller mindre dele af deres hjemlands kultur.
Der lever mennesker i Danmark, som er muslimer, hinduer, buddhister og jøder og i større eller mindre grad praktiserer deres religion. Det multikulturelle og multireligiøse samfund er tilmed grundlovssikret.
Siden 1849 har vi haft religionsfrihed, og mange andre frihedsrettigheder værner i praksis om folks ret til at følge den kultur, de ønsker.
Såvidt facts omkring det multireligiøse og multikulturelle. Men hvordan skal man forholde sig til denne virkelighed? Gotfredsen og mange andre med hende ser det multikulturelle og det multireligiøse som en fare.
Efter Gotfredsens opfattelse er det netop det multikulturelle og multireligiøse, som danner grobund for fanatisme og terrorisme af den art, som Anders Breivik er et udtryk for.
Forskellige religioner og kulturer kan ikke leve fredeligt sammen, især gælder det for kristne og muslimer, og derfor vil mange mennesker ligesom Breivik føle sig truet på eksistensen af det multikulturelle og det multireligiøse.
Med udgangspunkt i denne holdning til det multikulturelle og multireligiøse samfund kunne man spørge, hvad løsningen så er?
Da for eksempel det danske samfund allerede i nogen grad er multireligiøst og kulturelt, fjernes denne fare altså ikke ved blot at formene mennesker med en anden kultur og religion adgang til Danmark, men de bosiddende andre må altså ideelt set fjernes fra det danske samfund.
Ekstremisme skyldes eksklusion
Den kroatiske teolog Miroslav Volf anlægger imidlertid en helt anden tolkning af den ekstremisme, som i forbindelse med kulturelle og religiøse konflikter kan føre til vold.
På baggrund af personlige erfaringer fra konflikten mellem de katolske kroater og de ortodokse serbere analyserer han i bogen Exclusion & Embrace fænomenet eksklusion.
Efter hans opfattelse viser eksklusionstrangen sig ofte i en søgen efter en (falsk) renhed. Blodet må være rent, renset fra al ikke-arisk forurening (Nazi-Tyskland), jorden må være ren, renset for alle ikke-serbiske ubudne gæster (Serbien).
Et folk, en kultur, et sprog, en bog, et mål og det, der falder uden for denne altomfattende enhed, forurener og er farligt og må derfor fjernes.
Udrensningen foregår også sprogligt
Denne udrensning kan ske gennem etnisk udrensning, tvungen assimilering, dominans over de mindreværdige eller på andre måder. Grunden til, at disse eksklusions-praksisser kan fungere så godt, er, at de understøttes af et eksklusions-sprog.
Før vi med god samvittighed kan behandle de andre inhumant, må vi rent sprogligt have defineret dem på en måde, der ikke bare legitimerer sådanne ekskluderende handlinger, men ligefrem gør det til en moralsk pligt at deltage i eksklusionen.
Volfs bud på en løsning af sådanne konflikter tager som udgangspunkt, at vi på en og samme tid bestræber os på at holde afstand til og høre til i vor kultur.
Andre kulturer er en potentiel kilde til berigelse
Afstanden fra min egen kultur gør, at der skabes en sprække, hvorigennem den anden kan komme ind. Samtidig minder han om, at alle kulturer i en eller anden grad er hybrider og påvirker og overlapper hinanden, og at andre kulturer derfor ikke er en trussel mod min kulturelle identitets renhed, men en potentiel kilde til berigelse.
Mens de serbiske cetnikere i 1993 angreb kroaterne, fik Volf efter en forelæsning om forsoning spørgsmålet: Men kan du omfavne en cetnik?
Spørgsmålet var altså, om Volf kunne omfavne den ultimative anden, ond som han var. Hvad kunne retfærdige gøre en sådan omfavnelse, og hvorfra skulle han få styrken til at gøre det, og hvad ville det gøre ved hans identitet som kroat?
Efter lidt betænkningstid svarede Volf:
Nej, det kan jeg ikke men som en efterfølger af Kristus tror jeg, at jeg skulle kunne gøre det.
Spørgsmålet satte Volf i gang med at overveje kristendommens bidrag til løsning af de problemer, som opstår, blandt andet når mennesker skal leve sammen i et multireligiøst og multikulturelt samfund.
Mogens Mogensen er ph.d og interreligiøs konsulent.