Analysen

Vi bliver nødt til at reformulere Luther

Jeg begynder med Luthers skelsættende forståelse af menneskets ”retfærdiggørelse ved tro alene”. Her er vi inde ved centrum af Luthers nye teologiske indsigt, som han fandt ved sin læsning af Paulus’ Romerbrev, skriver professor Niels Henrik Gregersen. Foto: Frank May.

Vi kan ikke få fat på den bærende idé hos Luther i dag ved blot at gentage hans teologiske formular: ”Retfærdiggørelse ved tro alene”. For vi går rundt og sammenligner vores tro, så det bliver til troens selvretfærdiggørelse, skriver professor Niels Henrik Gregersen

Vi nærmer os så småt fejringen af Reformationens 500 års jubilæum den 31. oktober 2017. For tiden sidder en lang række forskere verden over og arbejder på historiske værker, der diskuterer lutherdommens virkningshistorie, ligesom der arbejdes med teologiske, filosofiske og kunstneriske genfremstillinger af Luther i går og i dag. Luther-industrien er allerede i gang – også herhjemme – og resultaterne er begyndt at tikke ind, selvom de først for alvor bliver udfoldet i 2017.

I den anledning vil mine indlæg i religionsdebatten den kommende tid dreje sig om at genoverveje en række af Luthers teologiske kerneideer ud fra et samtidsteologisk perspektiv. Hvordan kan vi tænke og tale om Luther og luthersk kristendom i dag?

Jeg begynder med Luthers skelsættende forståelse af menneskets ”retfærdiggørelse ved tro alene”. Her er vi inde ved centrum af Luthers nye teologiske indsigt, som han fandt ved sin læsning af Paulus’ Romerbrev. Ordet ”retfærdiggørelse” bygger naturligvis på ordet ”retfærdighed”. Men det, som evangeliet ifølge Luther handler om, er, at Gud skænker sin egen retfærdighed til den, der ikke er retfærdig i sig selv. Retfærdigheden er derfor noget, man skal modtage af Gud. Troen drejer sig om at tage imod – og have tillid til Gud.

Hertil kunne man spørge: hvorfor lige det? Er det ikke bedre, at vi hver især forsøger at tage os sammen og gøre det så godt, som vi nu kan – med de begrænsede ressourcer, vi hver især har. Jo, det kunne man godt sige, for naturligvis skal man prøve på at gøre tingene, så godt som kan, eksempelvis behandle ethvert andet menneske med ubetinget kærlighed. Der er bare det, at det ikke er så nemt at gøre som at sige.

Vi kan godt have det som et program, at vi skal leve i kærligheden – det er langt at foretrække frem for at være en programmatisk egoist, der altid sætter sig selv først. Derfor siger både Paulus og Luther, at Loven (det som Gud forlanger af mennesket) er hellig og god i sig selv. Men problemet er, at et menneskes liv ikke afgøres af programmatiske erklæringer, men af det faktisk levede liv.

For nylig var jeg til et selskab, hvor én sagde, at Danmark sagtens kunne have modtage en halv million flygtninge og indvandrere. Det var meget smukt sagt, og der er ingen grund til at betvivle hendes oprigtighed. Der var bare det, at der sad en anden ved siden af og mente, at man måske kunne klare 50.000 flygtninge, men så heller ikke mere. Målt med den halve million var det meget forbeholdent, selvom andre vil synes, at det er alt for mange, hvis det skal lykkes med integration og arbejde osv.

Problemet med diskussionen var, at der rundt om bordet blev jongleret med forskellige tal. Dermed er vi inde i sammenligningens verden. Jo højere tal, des mere godhed – i hvert fald i princippet og på teoretisk afstand af de faktiske vanskeligheder. Anderledes ville det være, hvis man virkelig gjorde noget ved sagen, for eksempel ved at åbne sit hjem for en flygtningefamilie. Men det var der ikke nogen, der bød ind med omkring bordet.

Sammenligningerne fylder også meget blandt forskere på dagens universiteter, hvor man lever med et dygtighedspres. Du er, hvad du skriver og i øvrigt får lavet, og hvad andre folk regner dig for. Også her glider forskere alt for let ind i sammenligningens verden. Vi sammenligner os selv med andre.

Og ikke nok med det: Vi sammenligner årets produktion med produktionen i de foregående år. Uanset om bundlinjen er blå, opadgående og lovende eller rød, nedadgående og stadigt mere mager, så lever vi ud fra den alen, som Luther kaldte gerningsretfærdigheden: selvretfærdighedens verden. Uanset om det drejer sig om kærlighedsevne eller produktionsevne, ser vi på os selv – og bedømmer os ude eller inde i forhold til andre. Vi selv – og samfundets bedømmelse af os – er det eneste afgørende.

Set i forhold hertil var det for Luther en mægtig befrielse at tale om ”retfærdiggørelse ved tro alene”. Her er det ikke vores evner og dygtigheder, der afgør, hvem vi er, og hvad vi er værd. Det afgør alene Gud, der ser på os med kærlighed og velvilje, uanset bundlinjen. Identiteten skal modtages af Guds hånd – hver dag på ny. Du er, hvad du er, fordi Gud har forbundet sig med dit liv, og fordi du selv i troen forbinder dig med Gud. Et menneskes værdi er uendelig i Guds øjne og afhænger ikke af menneskets godhedserklæringer eller CV.

Men jeg vil mene, at vi i dag ikke kan få fat på den bærende idé hos Luther ved blot at gentage hans teologiske formular: ”Retfærdiggørelse ved tro alene”. For nu sker der det, at også troen bliver noget, vi kan gå rundt og sammenligne. Min tro er større, bedre eller sikrere end din tro. Eller omvendt: Jeg kan slet ikke rigtig tro på Gud, når jeg ikke føler, at jeg tror på den rigtige og autoriserede måde, eller egentlig ikke rigtig ved, hvad det betyder at tro på Gud ”for mig”. Dermed bliver resultatet – stik imod intentionen – at ”retfærdiggørelse ved tro alene” bliver til ”troens selvretfærdiggørelse”. Så er vi lige vidt. 

Hertil havde Luther selv det enkle sjælesørgeriske råd, at man slet ikke skal spekulere på sin egen tros intensitet eller værdi, men overlade sig til Gud i tillid til, at Gud i sin evighed er, ligesom Gud har vist sig i Jesus Kristus, nemlig som den, der elsker den uperfekte synder. Men samtidig vil Gud drive mennesket ud af syndens selvkredsning. Synd er at være ”indkroget i sig selv”, sagde han. Det er denne tilstand, vi skal ud af. Uanset om synden tager form af en sekulær selvgodhed eller af en religiøs selvfølelse.

Kan Luthers indsigt reformuleres i dag? Det mener jeg. Opgaven må være at flytte Luthers tale om ”Guds retfærdighed” og ”retfærdiggørelse af tro alene” væk fra den guddommelige domstolstænkning og den alt for menneskelige regnebrætstænkning. Men også væk fra spørgsmålet om, hvor effektiv troen er til at skabe kærlige mennesker. Det drejer om troens fundamentale tillid til Gud. Man kunne for eksempel følge den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich og sige:

”Du skal acceptere, at du er accepteret”. Eller anderledes sagt: ”Du skal tage imod, at Gud kommer dig i møde – og altid tager imod dig”. Troen drejer sig om at tage imod Gud i tillid til, at Gud allerede har lovet at tage imod det menneske, der søger ham – også selvom det ikke går så godt med menneskets kærlighed, dygtighed og med det enkelte menneskes temmelig begrænsede trostalenter. 

Niels Henrik Gregersen er professor i teologi og skriver religionsanalysen på religion.dk.