Forhandlinger sikrer kristnes rettigheder i Egypten

Egypten har ikke et retssystem eller en regering, der sikrer den generelle befolkning på landet og i de fattige forstæder. Derfor søger folk i stedet at sikre sig gennem deres sociale netværk, som ofte er centrerede omkring religiøse institutioner, skriver teolog Henrik Lindberg Hansen

Der er ingen tvivl er om, at de kristne i Mellemøsten udsættes for forfølgelse af eksempelvis Islamisk Stat, men det er ikke tilfældet overalt i Mellemøsten, og det er vigtigt at skelne mellem systematisk forfølgelse og udbredt diskrimination, som man finder den for eksempel i Egypten.

Forfølgelse er ofte defineret som en samfundsstyrende enheds systematiske forsøg på at udrydde en bestemt del af befolkningen, og mens diskrimination kan være meget alvorlig og føre til både død og ødelæggelse, så er det ikke et centralt organs forsøg på udryddelse. Diskrimination finder sted mod religiøse minoriteter i Danmark såvel som i Egypten i mindre og større grad, mens systematisk forfølgelse næppe er at finde i nogen af disse to lande. Ses de kristne minoriteter overalt i Mellemøsten som forfulgte, fortegnes billedet.

For ikke at fastholde et billede af mellemøstlige kristne som passive ofre, er det vigtigt at spørge, hvad de kristne gør for at sikre sig i et land som Egypten. På den måde kan vi vise, at de kristne er handlekraftige borgere. I Egypten sker dette blandt andet gennem 'officiel dialog', som er en semi-politisk forhandling af relationer mellem koptere og forskellige muslimske politiske aktører.

Den officielle dialog mødes med megen skepsis både blandt egyptere og internationale iagttagere, og for at forstå, hvorfor Egypten har denne dialog, kræver det baggrundsviden om det egyptiske samfund og dets politik.

Egypten har ikke et retssystem eller en regering, der sikrer den generelle befolkning på landet og i de fattige forstæder. Ofte fremstår de statslige institutioner i disse områder som en del af folks mange problemer, når de forsøger at få deres hverdag til at hænge sammen. Derfor søger folk i stedet at sikre sig gennem deres sociale netværk, som ofte er centrerede omkring religiøse institutioner.

Folk har tillid til og hjælper hinanden i netværkene, og skulle ulykken ramme, kan man for eksempel låne penge til at genopbygge gården. Det er i disse netværk, at man leder efter en ægtefælle, og det er ligeledes her nogen finder indflydelse og status som prædikanter og dydens håndhævere - indflydelse og værd, som det er svært at finde i samfundet på grund af den voksende arbejdsløshed og sikkerhedspolitiets sporadiske tilfangetagelser og tortur.

Da der ikke er et retssystem, som fungerer lige for alle borgere, har de religiøse ledere en særstatus, fordi de ofte fungerer som dommere i stridigheder indenfor og mellem disse netværk. Opstår der stridigheder mellem netværkene, er lederens status og indflydelse afgørende for, hvem der går ud af stridighederne bedst muligt. Jo mere indflydelse et netværk og dets leder har, jo bedre står det enkelte medlem af netværket. Lederen følges derfor ofte i tykt og tyndt, og netværket arbejder for at øge hans magt og indflydelse.

Den lokale leder kan styrke sin position ved at knytte bånd til de andre lokale netværk. De mødes i forbindelse med højtider i kirker og moskeer og eksempelvis ved begravelser. Når der opstår problemer, kan de så forhandle indbyrdes, og jo bedre forbindelser den enkelte leder har, jo bedre udfald kan det få for hans netværks medlemmer. I dette niveau af den officielle dialog sikrer lokale kristne ledere deres flok ved at deltage i et lokalpolitisk spil.

De lokale ledere forhandler desuden deres indflydelse opad i systemet. Nogle har nok indflydelse til at få sæde i parlamentet. Her kan de forhandle favorable goder til deres lokale netværk i form af skoler eller andre nødvendigheder, hvilket yderligere konsoliderer ledernes indflydelse i de lokale områder.

Andre opnår indflydelse ved at forhandle med folk, der sidder i parlamentet eller med indflydelsesrige handelsfolk. På den måde bliver de lokale netværk basis for den nationale politik. Regimet har ikke ressourcer til at kontrollere den overvældende majoritet af fattige, men kan forhandle med lederne af de lokale netværk for at sikre sig deres støtte.

De kristne ledere forhandler dog sjældent direkte med regimet som medlemmer af parlamentet, da det er svært for kristne at få en officiel politisk røst. I stedet deltager de lokale kristne netværk i et nationalt netværk gennem den koptisk ortodokse kirke, som så kan forhandle de kristnes kår direkte med regimet.

Den koptisk ortodokse kirke søger eksempelvis at sikre, at de kristne kan få lov at vedligeholde og bygge kirker, hvilket er et ømtåleligt emne, der kan føre til optøjer.

Forhandlingerne med regimet kommer tydeligt til udtryk, når der har været blodige optøjer. Optøjerne sker ofte i forbindelse med interreligiøs seksualitet, hvor rygter om kidnapning og voldtægt bringer sindene i kog, selvom der ofte hverken er tale om kidnapning eller voldtægt, men unge mennesker der forelsker sig på tværs af religiøse og dermed sociale skel.

Eskalering af den type konflikter fører til tider til, at familier angribes på tværs af religioner. Nogle gange griber de kristne også til våben, hvis de føler, at deres sociale netværk er stærkt nok til det, men det er oftest muslimske netværk, der står som de aggressive.

Forbryderne i disse sammenhænge bliver sjældent stillet for en domstol, i stedet forhandles der mellem den koptiske kirke og regimet, og der findes et forlig, som aftales mellem de lokale ledere.

Efter optøjerne optræder nationale, religiøse og politiske ledere i de officielle medier, hvor de understreger, at der ikke er problemer mellem kristne og muslimer, da de alle i sidste ende er egyptere og dermed en enhed. Dette er officiel dialog på det nationale plan.

Grundlæggende for den officielle dialog er altså løftet om national enhed. Det kan være svært at forstå for udenforstående. Jeg var selv forbløffet over det, de seks år jeg boede i Egypten. Selv efter voldelige optøjer, som havde tydelige religiøse elementer, fik jeg at vide af flertallet af kristne og muslimer, at der ikke fandtes interreligiøse problemer i Egypten. Overhovedet.

En del af forklaringen på denne påståede nationale enhed er, at regimet desperat har brug for enhed i et stærkt fragmenteret samfund. Desuden har ideen om, at kristne og muslimer står side om side mod landets problemer, været et stærkt symbol på national enhed siden revolutionen i 1919, hvorfor den kontinuerligt bruges i medierne af de politiske aktører.

Problemerne findes, ifølge de politiske aktører, i stedet ofte blandt den politiske opposition i form af virvaret af islamistiske netværk - hvilket i bedste fald er en unuanceret politisk retorik. Til gengæld kan den koptiske kirke bruge diskursen om national enhed til at forhandle en mere tålelig position i samfundet.

Det er ikke alle de lokale netværk, der forhandler deres indflydelse med regimet. Nogle søger i stedet at sikre sig i virvaret af forskellige islamistiske netværk. Nogle af disse er ekstremistiske, mens andre er moderate - eller ligefrem liberale på nogle punkter.

I denne bevægelse har det Muslimske Broderskab særstatus som det eneste reelle politiske alternativ til regimet under Mubarak, selvom Broderskabet på ingen måde kontrollerer virvaret af forskellige lokale netværk. Mens Broderskabets ledelse oftest udtaler sig moderat, så er baglandet en mere broget skare, hvorfor der til tider er uoverensstemmelse mellem, hvad lederne siger, og hvad medlemmerne gør.

Regimet og dets partnere, for eksempel den koptisk ortodokse kirke, fremstiller ofte Broderskabet udelukkende som radikaliserede, hvilket ikke fremmer dialogen mellem statsmagten og den islamistiske bevægelse. Dette tydeliggør, at den officielle dialog deltager i et politisk spil, som fremmedgør nogle som politiske modstandere, mens den smeder bånd til andre, og det har en effekt ud i lokalsamfundene, hvor forskellige tilhørsforhold kan være med til at skabe gnidninger.

Denne effekt er særligt tydelig i kølvandet på militærets magtovertagelse, da Broderskabets præsident blev afsat. Den koptiske kirke har siden Mubarak haft tradition for politisk at støtte den af militæret tilladte præsidentkandidat. Dette var særligt tydeligt i valget i 2005, hvor den koptiske pave officielt støttede Mubarak og ligefrem udstødte en koptisk præst, som støttede en alternativ præsidentkandidat, fra kirken.

Den koptiske kirke fortsatte denne politik i forbindelse med revolutionen i 2011, hvor den koptiske pave i første omgang frarådede koptere at deltage i revolutionen, og efterfølgende i de forskellige valg, hvor kirken støttede de ikke-islamistiske kandidater. Den koptiske pave stod også fysisk bag den nuværende egyptiske præsident Sisi, da han officielt meddelte, at præsident Morsi fra Broderskabet var blevet afsat. Sådan fungerer den officielle dialog i Egypten altså også.

Henrik Lindberg Hansen er teolog, ph.d. i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk.