Ekstremt hinduritual vinder frem i verden

Flere hinduer lader sig pierce gennem kinderne af guden Murugans lanse, hvorefter de i procession vandrer med tunge altre til et nærliggende tempel, skriver lektor Marianne Qvortrup Fibiger

Lange spyd igennem kinder og tunge, mange dages faste, overnatninger på sømsenge og vandringer på sømsko med et tungt alter på skuldrene. Dette er ikke en beskrivelse af et ritual fra en forgangen tid, men et nutidsbillede af et årligt tilbagevendende hinduritual. 

Ritualet dyrkes ikke kun i delstaten Tamil Nadu i Indien, hvor det har sit udgangspunkt, men udspiller sig mange steder rundt omkring i verden blandt hinduer. Det voldsomme ritual synes at være blevet mere populært, og det er et interessant fænomen, som jeg blandt andet har undersøgt i Mauritius, en afrikansk stat, der ligger langt ude i det indiske ocean ikke så langt fra Madagaskar. 

Mauritius er en veludviklet, moderne stat med det højeste bruttonationalprodukt målt per indbygger i Afrika. De er kendt for at udvikle knowhow, har tiltrukket mange store virksomheder, og der kører flotte biler rundt på vejene. Mauritius er på mange måder sekulariseret, og religion fylder mindre og mindre i mange af de omkring 1,3 millioner indbyggeres dagligdag. 

Øen er kendt for at være religiøs og etnisk mangfoldig, men med en majoritet af hinduer på omkring 48,3 procent. Der findes et stort antal af templer, der dog primært er fyldt ved de store hinduistiske festivaler, som synes at blive mere og mere spektakulære.

En af dem er festivalen Thaipusam, som finder sted i den tamilske måned thai når stjernen Pusam står højest på himlen i januar-februar måned. Festivalen er selvfølgelig mytologisk begrundet, men mange af dem, som deltager, kender ikke rigtigt til myten. Ritualet bliver således adskilt fra myten og bliver sit eget omdrejningspunkt. 

Hovedbegivenheden i Thaipusam, som indledes med en ti dages fasteperiode, er cavadee. Dagen, hvor mange bliver piercet med guden Murugans lanse igennem kinderne, får piercet deres tunger og også bliver piercet mange steder rundt omkring på kroppen, hvorefter de i procession vandrer med tunge altre, de såkaldte cavadees, op til et nærliggende tempel. 

Processionen varer gerne et par timer, og her kan deltagerne over for tilskuerne vise ders religiøse dedikation. De mest ekstreme vælger at vandre på sømsko med alteret over skuldrene, eller at trække alteret efter sig i en vogn fastspændt med kroge, der er boret ind i kroppen.

Hovedformålet er at bære en krukke med mælk op til guden Murugan, hvor mælken bliver ofret til guden. Er mælken ikke blevet sur på vejen, er det et tegn på, at guden er én venligt stemt, og derfor vil rense mølkebringeren for dårlig karma, lytte til vedkommendes bøn, sikre at det vil gå godt i året, som kommer og tilgive de overtrædelser, som vedkommende har begået i det forløbne år.

Interessant er det, at dette ritual er blevet mere populært indenfor de seneste år samtidig med, at der er sket en øget sekularisering af samfundet. Ritualet bliver nu ikke kun udført af hinduer med en tamilsk baggrund, men af stort set alle hinduer, ligesom også en del kristne er begyndt at deltage i ritualet. Den samme udvikling vil man møde blandt hinduer andre steder i verden, som i for eksempel Singapore, Malaysia, Sydafrika, men også i England og Tyskland.

Dette har da også fået flere talsmænd for religiøse organisationer i Mauritius til at kritisere den øgede deltagelse, som de kalder et showoff, et udstillingsvindue for gifteklare mænd, der gerne vil vise sig frem, og en selviscenesættelse, der ikke har meget med hinduismen at gøre. 

Modsat ser mange af deltagerne ritualet som en mulighed for i koncentreret form at minde sig selv om, at man er hindu med alt, hvad det indebærer, for eksempel at man skal leve et etisk, korrekt liv. De ser det også som en mulighed for at bøde for alt det, man burde have gjort, og for de overtrædelser, man har gjort i året, som er gået. 

Eller som en af dem, jeg interviewede, fortalte mig, så ser han det som en form for ofring af sig selv og dermed også som en renselse, der muligvis gør ondt fysisk, men som gør godt psykisk.

Festivalen er også en mulighed for i koncentreret form at vise sit religiøse tilhørsforhold. Det er svært at nå i en travl hverdag, hvor karrieren med lange arbejdsdage, vennerne og familien skal passes.

Set som religion i koncentreret form passer festivalen Thaipusam således godt til en moderne, rationel tilgang til verden, men også til en performancekultur, hvor man har individet i centrum. 

Det viser endnu engang, at religion ændrer sig og tilpasser sig. Det, man aldrig ved, er, om det er en fornyelse af det, som var, eller om det er en del af en tilbagegribende proces, hvor der hentes gamle arkaiske elementer frem, der blot indsættes i en ny fortolkningsramme. Jeg vil tro, at sidste er tilfældet, når ritualet med piercinger gennemføres på Mauritius.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.