Er fundamentalisme et teologisk eller politisk begreb?
Vi forstår i dag en fundamentalist som en del af en religiøs gruppe, der traditionelt tolker og efterlever religiøse skrifter og traditioner. En fundamentalist var oprindeligt en kristen, der ønskede at stoppe samfundets forfald i 1800-tallets USA
”Smid et æg ud af et togvindue, og du vil ramme en fundamentalist næsten overalt i USA i dag.”, skrev den amerikanske journalist H. L. Mencken i 1926. Det er et citat, der viser, hvilken stor betydning kristen-fundamentalismen fik i USA i begyndelsen af 1900-tallet.
I dag anvendes begrebet næsten dagligt til at beskrive visse religiøse gruppers måde at fortolke og efterleve hellige tekster og traditioner på. Ordet fundamentalisme anvendes i en global kontekst som et sammenlignende religionsvidenskabeligt begreb, der kan beskrive religiøse grupper i alle traditioner, herunder kristne, muslimer, jøder og buddhister. Begrebet bruges i dag bredt om ”anti-moderne” tendenser, og spørgsmålet er, om ordet kan dække over alt det, vi gerne vil bruge det om?
Oprindeligt var fundamentalisme en selverklæret betegnelse af protestantiske kristne i USA, som ønskede at leve efter nogle særlige læresætninger, der kan ses som en reaktion på den amerikanske sekularisering og samfundsudvikling siden borgerkrigen (1861-1865): bibelkritik, ikke-protestantisk indvandring, løssluppenhed, liberalisme m.m.
Udtrykket ’fundamentalisme’ opstod som et resultat af teologiske diskussioner på de årlige bibelkonferencer i Niagara Bible Conference (1878-1897), der definerede de læresætninger der sidenhen blev anset som grundlæggende for kristen tro af de deltagende kristne.
Begrebet og læresætningerne blev udfoldet i samlingen af bøger "The Fundamentals. A Testimony to the Truth" (solgte i 3 mio. eksemplarer) fra 1910. Ved generalforsamlingen samme år i den presbyterianske kirke, vedtog man i forkortet form bogens budskab, i hvad der blev kendt som de fem fundamentale læresætninger: 1. Bibelsk inspiration og skriftens ufejlbarlighed som et resultat af denne, 2. Jesu jomfrufødsel som en mirakuløs begivenhed, 3. Tro på, at Kristi død var soning for synd, 4. Jesu kropslige opstandelse og 5. Jesu mirakler som en historisk virkelighed.
I 1920 foreslog Curtis Lee Lawes, redaktør af The Watchman-Examiner (et tidsskrift udgivet af baptisterne i USA), at de, der kæmper for de grundlæggende elementer i troen (som de forstås i The Fundamentals) skal benævnes fundamentalister. En fundamentalist blev herefter en, der forsøgte at bekæmpe den, ifølge fundamentalisten, nedbrydende indflydelse af det nye og ’moderne’ og kæmpede for at (gen)etablere ’den hellige bogs’ (Bibelen) absolutte myndighed i samfundet, det vil sige en tydelig ideologisering af kristendommen. De spørgsmål som med tiden kom til at præge bevægelsens syn på verden og som blev legitimeret ud fra en ’bibelsk inspiration’ var typisk anti-modernistiske og en udtalt modstand overfor kønnenes ligestilling, darwinisme, homoseksualitet, prævention, abort m.m.
Efter 1. Verdenskrig forandrede bevægelsen sig fra en først og fremmest en teologisk til en social og politisk bevægelse, som bl.a. kæmpede for spiritusforbud og mod udbredelsen af teorien om evolutionisme. Derfor opfatter mange teologer i dag fundamentalisme som kristen teologisk konservativisme ude af takt med vor tid, mens andre ser den som højreradikal aktivisme, der trækker spor helt op til vor tids Tea party-bevægelse.
Fundamentalisterne kom til at repræsentere den fundamentalistisk-modernistiske kontrovers, der dukkede op sent i det 19. århundrede i nogle protestantiske kredse i USA og Europa, og fortsatte i årtierne efter.
I 1925 satte fundamentalisterne eksempelvis spørgsmålet om undervisning i kreationisme versus den darwinistiske evolutionære teori i centrum for en historisk tvist mellem fundamentalister (kreationisterne) og lærere (modernisterne), der underviste i darwinisme. Retssagen blev kendt som the trial of the century: Tennessee versus John Scopes eller Scopes Monkey Trial (Scopes abe retssag), som den siden hen blev kaldt. I 1925 blev en Tennessee high school lærer ved navn John Scopes arresteret for at undervise i evolutionsteorien, en forbrydelse mod Tennesseestatens love.
Retssagen var interessant på grund af de retslige, videnskabelige, religiøse, filosofiske og politiske spørgsmål som den rejste – spørgsmål som stadig debatteres på alle niveauer i amerikanske retssale og politiske institutioner. Både på delstats og føderalt niveau har der siden været afgørelser, der forbød en ligestilling af kreationisme og darwinisme i offentlige skolers biologiundervisning, men denne gang til fordel for darwinistisk undervisning.
Det omgås dog på forskellig vis, bl.a. ved at ændre benævnelsen af kreationisme til "Intelligent design Theory" – teorier, der i virkeligheden handler om det samme.
Hvor religiøse skabelsesteorier ikke finder stor opbakning i Danmark, er det noget ganske andet i USA, hvor en Gallupundersøgelse i 1993 viste, at 11 procent af amerikanerne accepterede teorien om at mennesket har udviklet sig over millioner af år fra mindre avancerede livsformer, hvor en gud ikke havde del i denne proces. 35 procent mente, at mennesket har udviklet sig over millioner af år, men under guddommelig ledelse og endelig fastholdte 47 procent at gud skabte mennesket mere eller mindre i deres nuværende form på én gang inden for de sidste 10.000 år eller deromkring – dvs. som skabelsesberetningen fortæller i første Mosebog.
Samtidig har andre undersøgelser i USA vist, at ikke færre end 68 procent af befolkningen tilslutter sig, at der skal undervises i kreationisme i skolernes biologiundervisning. Politikerne har tilsyneladende forstået budskabet i USA, hvor både Reagan, Bush (både senior og junior) og Al Gore har udtalt sig til fordel for kreationismeteoriens sidestilling med evolutionismen.
Nu kunne man måske tro, at det var et udpræget amerikansk fænomen, men i eksempelvis Storbritannien foregår der også en interessant udvikling på dette område. I marts 2002 afslørede The Guardian, at kristne fundamentalister havde taget magten på en statsfinansierede secondary school i det nordøstlige England og disse bestræbte sig på at undervise i den kreationistiske teori i deres klasserum. Viceinspektøren, Gary Wiecek for Emmanuel College i Gateshead udtalte til avisen, at:
Som kristne lærere er det vigtigt, at vi er i stand til at imødegå den anti-kreationistiske position ... Det må være vores pligt som kristne lærere at imødegå disse falske doktriner med velbegrundede indsigt (The Guardian, 9. marts 2002).
En anden lærer hævdede, at evolutionisterne har:
... en tro, som er blind og tom i forhold til den kristnes tro ... En kristen lærer i biologi vil ikke (eller bør ikke) betragte evolutionsteorien som aksiomatisk, men vil modsætte sig den mens der undervises i kreationisme (The Guardian, 9. marts 2002).
Et engelsk Labour-medlem af parlamentet, Jenny Tonge, stillede efterfølgende Tony Blair et spørgsmål i det britiske parlament: Er statsministeren glad for at tillade undervisning i kreationisme sammen med Darwins teori om evolution i offentlige skoler? (The United Kingdom Parliament, 13. marts 2002). Blair svarede, at kreationisterne i Gateshead gjorde et fremragende arbejde: I sidste ende vil et mere forskelligartet skolesystem levere bedre resultater for vores børn.
Eksemplet med kreationisme er nævnt for at vise, hvordan en bestemt religion ud fra nogle religiøst baserede antagelser om verdens indretning kan få indflydelse på skolers undervisning i et bestemt fag.
I det her tilfælde ud fra den første af kristen-fundamentalisternes fundamentale læresætninger. De religiøse antagelser om kreationisme har dermed rødder i den fundamentalistiske bevægelses trossætninger fra begyndelsen af det 20. århundrede og fordrer en bogstavtro læsning og forståelse af Bibelens tekster, som strider mod det dominerende rationelle og naturvidenskabelige syn på verdens skabelse og udvikling.