Analyse

Kritik af Lunde Larsen handler ikke om religions-forskrækkelse

Ifølge en udbredt begrundelse er problemet ikke, at politikere har en tro, eller at den tro eksempelvis er missionsk. Problemet opstår derimod, hvis politikerens udøvelse af magt over borgerne begrundes i politikerens tro. - Foto: Thomas Lekfeldt/ info@thomaslekfeldt.com/ www.thomaslekfeldt.com

Når Folketinget åbnes med en gudstjeneste, og der er et kors i flaget, giver krav om adskillelse af religion og politik så overhovedet mening? Ja, mener lektor i filosofi Sune Lægaard og forklarer hvorfor

At uddannelses-og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) ikke angav at have taget en del af sin teologiske uddannelse på den konfessionelle Misjonshøjskolen i Norge og have fulgt kurser ved Dansk Bibel-Institut gav anledning til debat.

Kritikken af Lunde Larsen er blandt andet blevet udlagt som udtryk for en generel religions- eller kristendomsforskrækkelse. Men er den det?

Sagen rejser nogle principielle spørgsmål. På den ene side aktualiserer sagen spørgsmålet om forholdet mellem politikeres personlige overbevisning og deres politiske hverv. På den anden side illustrerer sagen et spørgsmål om forholdet mellem konfession og uddannelse.

Begge disse spørgsmål er varianter af det mere overordnede spørgsmål om adskillelse af religion og politik. Dette kan måske virke mærkeligt, da vi i Danmark jo ikke har en adskillelse af stat og kirke. Når Folketinget åbnes med en gudstjeneste, og der er et kors i flaget, giver krav om adskillelse af religion og politik så overhovedet mening?

Det er her vigtigt at skelne mellem det institutionelle spørgsmål om forholdet mellem staten og kirken og andre spørgsmål om forhold mellem religion og politik. Disse er principielt uafhængige. Man kan adskille institutionerne, men blande religion godt og grundigt ind i politik, som eksempelvis i USA. Man kan omvendt have forbindelser mellem institutionerne og langt hen ad vejen holde religion ude af politik, som i mange Europæiske lande.

Adskillelse kan altså betyde forskellige ting på forskellige områder. Hvilken slags adskillelser, der eventuelt bør finde sted på et given område, afhænger af begrundelserne for at adskille religion og politik. Det er de to spørgsmål i sagen om Lunde Larsen gode eksempler på.

Det første spørgsmål handler om forholdet mellem personlig overbevisning og politik. Esben Lunde Larsen mistænkes for at være tilhænger af en fundamentalistisk form for kristendom, hvilket ses som et problem i forhold til hans rolle som minister. Som Kristeligt Dagblad noterede, rettes denne slags anklager dog mest mod den kirkelige højrefløj. Det anses normalt ikke for et problem, hvis politikere er almindelige folkekirkekristne. Så er kritikken ikke selektiv, når kravet om adskillelse kun rejses i nogle tilfælde?

Det er desuden svært at tro, at en eventuel religiøs overbevisning ikke skulle spille en rolle i forhold til, hvilke holdninger politikere har. Hvis man tror, så er det givetvis svært ikke at lade sit politiske ståsted påvirkes af ens tro. Så kan adskillelse overhovedet lade sig gøre her?

Det afhænger af begrundelsen for at kræve adskillelse. Ifølge en udbredt begrundelse er problemet ikke, at politikere har en tro, eller at den eksempelvis er missionsk. Problemet opstår derimod, hvis politikerens udøvelse af magt over borgerne begrundes i politikerens tro. Alle borgere er lige, og den politiske magt i et demokrati bør udøves i respekt for dem som sådan. Dette er et spørgsmål om legitimitet, ikke religionsforskrækkelse.

Begrundelsen handler i lige så høj grad om at respektere religiøse som ikke-religiøse borgere, da også sidstnævnte har forskellige overbevisninger. Kravet bør derfor gælde alle religiøse grunde. Men kravet er ikke, at politikere ikke må være troende eller lade deres holdninger påvirke af deres tro. Kravet er i stedet, at de skal kunne begrunde deres udøvelse af politisk magt med grunde, som også borgere, der ikke deler deres tro, kan forstå og se som gyldige.

Det andet spørgsmål handler om forholdet mellem uddannelse og religion – eller nærmere bestemt: Mellem statslig godkendelse af og støtte til uddannelser med konfessionelt (som bekender sig til en bestemt lære eller udlægning, red.) indhold. Der er ikke noget problem i, at statsstøttede uddannelser omhandler religion. Det gør teologi, religionsvidenskab og mange andre fag. Problemet opstår, som professor Lisbet Christoffersen har forklaret, hvis forskning og undervisning underkastes en bestemt ramme, inden for hvilken resultaterne skal ligge.

Problemet er, at konfessionelle uddannelsesinstitutioner som Dansk Bibel-Institut, Misjonshøjskolen og Fjellhaug International University College sætter rammer op for, hvad der er rigtige svar, og hvilke metoder der kan benyttes. Deres uddannelser er bibeltro i den forstand, at de antager, at Biblen er Guds ord og som sådan fuldt troværdig og urokkelig. Dette er i modstrid med hele grundideen i videnskab og dermed den slags forskningsbaseret undervisning, som videregående uddannelse skal levere.

Videnskab handler om at undersøge og lede efter ny viden – så hvis svarene på nogle spørgsmål på forhånd er lagt fast, eller hvis nogle metoder ikke kan benyttes på nogle kilder (eksempelvis Biblen), så er der ikke tale om videnskab. Der kan stadig være et højt fagligt niveau på konfessionelle uddannelser i andre henseender, men det er bare ikke en videnskabelig baseret faglighed.

Staten godkender og støtter uddannelser ud fra formålet om, at de studerende skal erhverve videnskabelig viden og lære at anvende videnskabelige metoder. Så hvis en uddannelse er konfessionel, kan den ikke godkendes eller støttes – for så vil staten ikke leve op til dette formål. Dette er igen et eksempel på adskillelse – her af statens formål med uddannelse og religiøse overbevisninger – men der er igen ikke tale om et udtryk for religionsforskrækkelse.

Så sagen om Lunde Larsen uddannelse rejser faktisk principielle spørgsmål, der er værd at diskutere – og kritikken er ikke nødvendigvis udtryk for religionsforskrækkelse.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.