Er moskeer religiøse eller politiske?

Selv om der foregår ting i moskeer, der ikke har med religion at gøre, så betyder det jo ikke, at der ikke også foregår noget religiøst, skriver lektor og ph.d. Sune Lægaard i forbindelse med debatten om lukningen af Grimhøjmoskeen i Aarhus

Meget af debatten om religion i Danmark handler i virkeligheden om muslimer og islam. Når religionens rolle i politik eller religiøse symboler i det offentlige rum diskuteres, er det oftest islams rolle eller muslimske tørklæder, det handler om.
 
En sædvanlig debat i denne sammenhæng handler om moskeer: Skal kommuner give byggetilladelse til såkaldte ”stormoskeer” (som faktisk bare er moskeer, der er synlige som sådan)? Skal offentlige repræsentanter deltage i åbningen af moskeer (for eksempel Rovsinggademoskeen i Købehavn i 2014)? For tiden handler diskussionen om, hvorvidt Grimhøjmoskeen ved Aarhus skal lukkes, fordi den bliver forbundet med radikalisering af unge muslimer.
 
Efter DR dokumentaren ”Den fordømte moske” (6/1 2015) udtalte Pia Kjærsgaard med henvisning til Grimhøjmoskeen, at lovene må laves om, eller vi må ty til nødret for at lukke moskeen.

Læs også: Justitsminister: Fristende, men umuligt at lukke Grimhøj-moskéen 

Den 14. januar var der hasteforespørgselsdebat i Folketinget om et forslag fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative om at bede Rigsadvokaten undersøge, om Grimhøjmoskeen kan lukkes. Justitsministeren fortalte dog, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at lukke moskeen.
 
I forhold til denne debat kan man dels spørge, hvor meget den overhovedet har med religion at gøre, dels om disse sager ikke viser en høj grad af intolerance overfor moskeer og den tilstedeværelse af muslimer og islam, de er udtryk for?
 
Ofte fremfører kritikere af moskeer, at dette slet ikke er et spørgsmål om religion eller religionsfrihed. Den første påstand er ofte baseret på en ide om, at noget kun er religion, hvis det ligner kristendommen. Fordi islam ifølge mange kritikere er ”politisk”, så er det, der foregår i moskeer slet ikke religion.
 
Men selv om der også foregår ting i moskeer, der ikke har med religion at gøre, så betyder det jo ikke, at der ikke også foregår noget religiøst. Og man kan ikke kræve, at noget skal ligne kristendommen for at tælle som religion. Det ville være at undertrykke religionsfriheden, der jo netop handler om, at folk selv må tro og praktisere det, der er i overensstemmelse med deres overbevisning.

Læs også: Politisk flertal freder omstridt moské i Aarhus
 
Den anden påstand er mere interessant, for ifølge nogle kritikere beskytter religionsfriheden kun trosfriheden og gudsdyrkelsen. Fordi der er masser af steder at bede for muslimer, kræver religionsfriheden derfor ikke, at man bygger moskeer.
 
Men moderne formuleringer af religionsfriheden (for eksempel i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention) omfatter ikke kun trosfrihed og gudsdyrkelse, men også retten til at praktisere og manifestere sin tro, ikke kun privat, men også offentligt. Denne bredere formulering er netop udtryk for, at religionsfriheden ikke kun skal beskytte traditionel protestantisk kristendom, men for eksempel også muslimers religiøse praksis.
 
Så moskesagerne handler altså også om religion. Men selv da er der selvfølgelig grænser for, hvad religionsfriheden beskytter. Så det næste spørgsmål er, om kravene om lukning af Grimhøjmoskeen viser, at vi er intolerante – eller er det omvendt regeringen, der nægter at gribe ind, der er for tolerant?
 
Hverken eller – faktisk er Grimhøj sagen et glimrende eksempel på netop tolerance.
 
Tolerance handler om, at man undlader at gribe ind over for noget, som man ikke bryder sig om. Alle partier i Folketinget tager højlydt afstand fra udtalelser fra moskeen, der kan tolkes som opbakning til radikalisering eller afstandtagen til demokrati. Så kravet om afstandtagen er tydeligt opfyldt.

På den anden side forbliver det ved ordene; Folketinget vedtager ikke ”nødret” eller forcerede rigsadvokatundersøgelser. Og selv om borgmester Jacob Bundsgaard i Aarhus vil obstruere byggetilladelser til udvidelse af Grimhøjmoskeen, vil denne sag formentlig blive behandlet efter bogen, det vil sige planloven.

Læs også: Borgerlige foreslår særregler for ekstreme muslimer
 
Dette er udtryk for en klassisk toleranceproblematik: Staten udtrykker afstandtagen, men holder sig ikke desto mindre tilbage fra at gribe ind. Samtidig er det ikke lalleglad tolerance, for tilbageholdenheden har grænser, for eksempel § 78, stk. 2 i Grundloven om, at foreninger, der virker ved vold, opløses.

Der er her den komplikation, at tolerancen er institutionaliseret, så politikerne ikke kan gribe ind, hvis moskeen holder sig inden for lovens rammer. Så hvis man ser på de enkelte politikere, har de faktisk ikke magt til at gribe ind, og derfor kan deres tilbageholdenhed ikke være udtryk for tolerance.
 
Derfor bliver man nødt til at se på sagen som en helhed og ikke bare på enkeltaktører. Afstandtagen og tilbageholdenheden er fordelt på forskellige aktører i sagen, men når disse betragtes samlet, har sagen om moskeen alle kendetegnene ved tolerance.
 
Så faktisk er det danske system et tolerant system, og langt de fleste, måske alle, partier i Folketinget bakker op om denne tolerancemodel.

Selv om hasteforespørgselsdebatten i Folketinget giver indtryk af politisk uenighed, er dette hovedsageligt politisk retorik og Christiansborgfnidder. Partierne adskiller sig udelukkende ved forskellige syn på grænserne for tolerance – men igen er forskellene faktisk små, da det hovedsageligt angår empiriske spørgsmål, om det kan bevises, at moskeen virker ved vold, eller om det nytter at lukke den.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk