Krænker forbuddet mod rituel slagtning religionsfriheden?

Handler religionsfrihed om religiøses ret til at handle, som de vil - eller om accepten fra det omgivende samfund, spørger lektor Sune Lægaard og peger på diskussionerne om religiøs slagtning og omskæring af jødiske drengebørn

Den 17. februar trådte en bekendtgørelse i kraft om, at alle dyr, der slagtes i Danmark, skal bedøves først. Dermed bliver også religiøse slagtninger uden bedøvelse forbudt.

Både repræsentanter for danske jøder og muslimer har kritiseret dette forbud for at krænke religionsfriheden. Ifølge fødevareminister Dan Jørgensen burde forbuddet dog ikke være noget problem, da al jødisk schæchtning og muslimsk halal slagtning i Danmark allerede i dag foregår med bedøvelse.

LÆS OGSÅ: Må muslimer ikke spise et dyr, der har været bedøvet inden slagtning?

Om et sådant forbud faktisk krænker religionsfriheden kan diskuteres både som et rent retligt spørgsmål og som et mere principielt spørgsmål. Juristerne er uenige om det retlige spørgsmål på den ene side griber forbuddet tydeligvis ind i visse jødiske og muslimske forskrifter, der er omfattede af religionsfriheden som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men på den anden side har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Storkammer tidligere truffet en afgørelse, der under nogle omstændigheder åbner for denne slags indgreb. Med andre ord er der ikke et klart juridisk svar på, om forbuddet er en krænkelse af religionsfriheden eller ej, før en eventuel sag kommer hele vejen til menneskerettighedsdomstolen.

Det kan have lange udsigter men det forhindrer ikke, at man kan diskutere det principielle spørgsmål. Sagen rejser nemlig et interessant spørgsmål om, hvad religionsfriheden egentlig er, og hvorfor den betyder noget, der stikker dybere end de juridiske regler og afgørelser:

Er et forbud en indskrænkning af religionsfriheden, selv hvis den type slagtning, der forbydes, ikke bliver foretaget af nogen religiøse grupper i landet? Ifølge overrabbiner Bent Lexner forhindrer forbuddet ham i at dyrke sin religion.

LÆS OGSÅ: Overrabbiner: Så længe jagt er tilladt i Danmark, er forbud mod jødisk slagtning ren populisme

Men hvis jøder og muslimer i dag er i stand til at dyrke deres religion på tilfredsstillende vis, og forbuddet ikke vil forbyde noget, der foregår i dag, så er det umiddelbart mærkeligt, at forbuddet skulle forhindre jøder og muslimer i at dyrke deres religion.

Det er selvfølgelig rigtigt, at forbuddet forhindrer, at jøder og muslimer begynder at slagte dyr uden bedøvelse det indskrænker altså mængden af tilladte handlinger. Ifølge ministeren er det netop formålet med bekendtgørelsen, da ministeriet har fået forespørgsler om muligheden for at slagte uden bedøvelse.

Men hvis jøder og muslimer er i stand til at dyrke deres religion på en tilfredsstillende vis i dag, så er de handlinger, som forbuddet forhindrer, ikke nødvendige for deres religionsdyrkelse.

Så selv om forbuddet forhindrer visse handlinger, som i fremtiden kunne tænkes udført i religionens navn, er det ikke af denne grund et brud på religionsfriheden.

Religionsfrihed betyder jo ikke, at alle handlinger, som nogen kunne finde på at ville foretage i deres religions navn, skal være tilladte. Religionsfriheden er jo ikke absolut men begrænset af andre hensyn.

Denne diskussion behandler dog udelukkende religionsfrihed som en beskyttelse af personers handlefrihed til at udføre bestemte handlinger. Således betragtet kan det være svært at se, at forbuddet skulle være en krænkelse af religionsfriheden.

Men dette viser måske bare, at religionsfrihed er mere end blot en beskyttelse af personers handlefrihed. Selv om forbuddet ikke begrænser handlinger, der er nødvendige for at jøder og muslimer kan dyrke deres religion, så kunne der være andre problemer med det og dette kunne forklare kritikken af forbuddet.

LÆS OGSÅ: Forskere: Danskere mangler information om omskæring

Religionsfrihed knytter an til brede diskussioner om religionens rolle i samfundet og især til religiøse mindretals plads. Noget lignende ses i debatten om, hvorvidt omskæring af drenge skal forbydes denne debat er anderledes end debatten om slagtning uden bedøvelse, for her vil et forbud faktisk kriminalisere handlinger, som mange jøder og muslimer i dag udfører som en måde at praktisere deres religion på.

Men det interessante er de argumenter, som jøder og muslimer fremfører imod et forbud mod omskæring. Nogle af argumenterne angår selve muligheden for at udføre handlinger, som nogle jøder og muslimer mener, er påkrævede af deres religion.

Men andre argumenter handler om noget andet, nemlig den holdning til religiøse mindretal i almindelighed og jøder og muslimer i særdeleshed, som et forbud angivelig kan ses som udtryk for.

LÆS OGSÅ: Muslimer vil ligestilles via religionslov

Bekymringen fra jøder og muslimer handler måske mere om den holdning, resten af samfundet har til religiøse minoriteter, end om friheden til at udføre bestemte handlinger.

I så fald er spørgsmålet, om religionsfriheden ikke bare er en ret til handlingsfrihed, men også er en ret til en bestemt holdning fra det omgivende samfund? Hvilken holdning er det i givet fald, og hvordan vurderer man, om et forbud er udtryk for den ene eller den anden holdning?

Sune Lægaard er lektor, ph.d. ved Roskilde Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk