Analyse

Er Ungarns kristne enige med Orbán?

Ungarns premierminister Viktor Orbáns parti Fidesz er i de senere år blevet betegnet som stærkt højreorienteret. Hans populistiske politik splitter kirken: Skal de støtte ham eller gøre modstand? Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

Stigningen i populistisk politik sætter europæiske kirker i et dilemma: Selv om de sympatiserer med traditionelle værdier, skal de så tale mod farerne ved en totalitær politik, som adskiller befolkningsgrupper og dæmoniserer minoriteter?

I europæisk politik har der i det seneste årti vokset en stærkt nationalkonservativ, euroskeptisk og populistisk bevægelse på tværs af en række lande, som ser sig som åndelige arvtagere til europæisk kristen kultur. Specielt i Østeuropa har bevægelserne vundet gehør blandt vælgerne. I Polen vandt partiet Lov og Retfærdighed (PiS) en stor sejr i 2015, og blev det største parti i Polen. Også i Ungarn vandt Viktor Orbáns parti Fidesz en overbevisende fjerde sejr i 2018 med 133 ud af 199 pladser i parlamentet.

Udviklingen af Fidesz politik under Orbáns lederskab er betegnende for situationen: Fra begyndelsen i slut-firserne, hvor partiet som en studenterbevægelse støttede sociale og økonomiske liberaliseringer, og var for en tættere europæisk integration, udviklede Fidesz sig gennem 1990’erne i en mere national-konservativ retning. I dag støtter partiet statslig intervention i sociale og økonomiske spørgsmål, de er stærkt værdikonservative i forhold til familiepolitik og betænkelige ved en tættere europæisk integration.

I de senere år er Fidesz derfor blevet betegnet som stærkt højreorienteret, og Orbán selv er fortaler for, hvad han kalder ’illiberalt demokrati’ og ’kristen frihed’. Det ’illiberale’ består i modstanden mod alternative politiske forståelser, som er i modstrid med flertallets ’kristne frihedsværdier’. Orbán har peget på Tyrkiet, Rusland, Kina og Singapore som succesfulde eksempler på illiberale stater, og Trumps USA som eksempel på en politik bygget på kristne frihedsværdier.

I den ungarske udgave sammenkæder Orbán modstanden mod vestlige sekulære værdier, som han ser i EU, modstand mod seksuelle minoriteter og abort, modstand mod migration og islam, og et stærkt engagement for tros- og religionsfrihed for kristne. Det er denne cocktail, som har overbevist ungarske vælgere om Orbáns politik og sikret ham magten som premierminister siden 1998.

Hvad betyder det for ungarske kirker? Orbán appellerer ofte til kristne værdier og den europæiske kristne arv i sine taler. Han har opdyrket et tæt forhold til forskellige kirker i Ungarn, først og fremmest den reformerte kirke, som han selv tilhører, og hvor flere tidligere præster også har været ministre under Orbán. Men også den katolske kirke i Ungarn er en varm støtte af Orbán, selv når det kommer til migrationspolitikken, som af uafhængige observatører betegnes som brud på menneskerettigheder, for eksempel når Ungarn bevidst sulter asylansøgere for at få dem til at opgive deres asylsager.

Det er dog ikke alle ungarske kristne, som ser Orbáns politik som udtryk for kristne værdier. I december 2019 udsendte den lille ungarske metodistiske kirke Ungarns Evangelikale Fællesskab et åbent brev om den politiske situation i Ungarn. Sammen med en række andre ledere i kirken udtrykker pastor Gabor Ivanyi i stærke vendinger sin kritik af Orbán påstand om at føre en kristen politik. I skrivelsen opforder Ivanyi til modstand mod Orbáns centralisering af magten og marginalisering af minoriteter:

”Vi opfordrer til modstand mod den magtarrogance, som gør ’kristen frihed’ til et slogan for eksklusion, hadefuld og undergravende politik: En politik som ødelægger social sammenhængskraft… og som systematisk undergraver demokrati og lov. Vi er bekymrede over en magtarrogance som blander fortællingen om national identitet med fortællingen om kristen identitet på en manipulerende måde. Vi kan ikke lade vores frihed, som gives os i den kristne dåb, blive røvet fra os… Sand kristen frihed trues altid af politik, som adskiller og isolerer. Autoritær magtudøvelse breder sig over hele verden og udfolder sig specielt for vores øjne her i Ungarn”.

Det, som gør udtalelsen bemærkelsesværdig, er det tidligere tætte forhold mellem Ivanyi og Orbán: Ivanyi kender Orbán godt fra slutningen af 1980’erne, hvor de begge var offentlige modstandere af det kommunistiske regime. Ivanyi har døbt to af Orbáns børn og viede Orbán og hans hustru kirkeligt i begyndelsen af 1990’erne, da Orbán var en ung politiker. I takt med Orbáns højredrejning, blev Ivanyi mere og mere kritisk, og i 2011 ophørte statens økonomiske støtte til Ivanyis kirkelige arbejde. Problemet er ifølge Ivanyi, at Orbán i sin retorik og politik vender forholdet mellem kristne værdier og politik på hovedet.

”Er det kristent at forbyde hjemløshed og fængsle hjemløse, og er det kristent at forbyde fri presse, akademisk frihed og uafhængige dommere?” spørger Ivanyi retorisk.

Ivanyis protestskrivelse og modstanden mod Orbáns politik viser, hvor en af de vigtigste fronter i den europæiske kulturkamp står netop nu. Sammenkædningen af ’illiberalt demokrati’ med ’kristen frihed’ bruger Orbán til en politik som sigter på at beskytte den nationale kultur, traditionelle familieværdier, anti-migration, anti-abort og fremhævelse af kristendom.

Modstanderne ser Orbán som den, der fremhæver liberal internationalisme, multikulturalisme, opløsning af kønsmønstre, feminisme og individualisme, som truer visionen om et traditionelt, varmt og homogent samfund, og som i sidste ende opløser familier og gør mennesker rodløse og gudløse. Denne type tænkning genfinder vi i en række andre europæiske lande, for eksempel som indledningsvis nævnt i PiS i Polen.

Denne populistiske politik stiller europæiske kirker i et dilemma: Selv om de sympatiserer med traditionelle familieværdier, er modstandere af en sekulær europæisk kultur, og finder tros- og religionsfrihed vigtigt, skal de så tale mod farerne ved en totalitær politik, som adskiller befolkningsgrupper og dæmoniserer minoriteter? I hvor høj grad skal kirkerne lade sig bruge som instrumenter for disse politiske bevægelser, og i hvor høj grad må de protestere mod lovgivning der – som i Ungarn – kriminaliserer hjemløshed, mistænkeliggør homoseksuelle og forbyder hjælp til asylansøgere?

Det er de grundlæggende spørgsmål for europæiske kirker i mødet med politisk populisme og højredrejningen i en række europæiske samfund, og som bliver afgørende for kristne kirkers fremtidige samfundsmæssige troværdighed.