Analyse

Et globalt perspektiv: Hvad har vi lært om religioner og pandemi?

Når mennesker føler sig ensomme og bange, er religion et naturligt sted at søge svar. Ifølge en spørgeundersøgelse fra Pew Research Center mener 25% af amerikanerne, at deres religiøse tro er forøget under krisen. På billedet ses en kirke i Massachusetts, hvorpå der hænger såkaldte "prayer ribbons" til minde om de mere end 6000 indbyggere, der er døde med covid-19. Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøse traditioners teologiske ressourcer og styrker kan komme i spil i en tid med epidemi, lidelse, sygdom og uvished, skriver Jonas Adelin Jørgensen fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Coronavirussen skelner ikke mellem etnicitet eller køn – og heller ikke religion.

I begyndelsen af coronakrisen blev den sydkoreanske Shincheonji Church of Jesus berømt og berygtet for at være arnested for halvdelen af Sydkoreas corona-tilfælde. I Malaysias hovedstad Kuala Lumpur blev flere hundrede muslimer, der deltog i fællesbøn, inficeret med virus, og den årlige ramadanfaste var for verdens muslimer ganske anderledes i år uden fællesspisninger. Tusindvis af hinduer trodsede den indiske regerings henstilling til at ikke forsamles offentligt under Holi-festivalen i begyndelsen af marts. Den kristne faste op til påske med afholdenhed i forhold til vin, slik og røde bøffer viste sig at være barnemad i forhold til den altomfattende sociale faste, som begyndte i vores og mange andre lande i begyndelsen af marts, og som ikke engang endte med påsken!

Disse få eksempler viser, hvordan hundrede millioner af menneskers religiøse praksis er blevet ændret de sidste måneder under coronakrisen. Efterhånden som omfanget og alvoren af virussen blev kendt, var religiøse ledere i mange sammenhænge i frontlinjen.

I forhold til social distancering samarbejdede religiøse ledere og sundhedsmyndigheder i stor udstrækning. Forsamlinger er blevet aflyst og religiøse ritualer er blevet ændret for ikke at sprede virussmitte. Religiøse ledere på tværs af religioner opfordrede medlemmer til at respektere sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og de har også beskæftiget sig med de åndelige dimensioner af, hvad krisen indebærer i forhold til sundhed, sociale udfordringer og økonomiske problemer.

Berkley Center for Religion, Peace and World Affairs på Georgetown University har samlet en række artikler om netop religiøse aktørers respons på krisen. Denne liste kan give os nogle vigtige indikationer på, hvordan responsen har været, og der er både positive og negative ting at lære:

Hvordan bidrager religiøse fællesskaber til håndteringen af krisen? Hvad kan vi lære om forholdet mellem religioner og pandemi? Hvad kan beslutningstagerne lære i forhold til bedre at integrere religiøse fællesskaber i responsen på pandemier, både i forhold til det sundhedsmæssige og i forhold til de økonomiske og sociale konsekvenser, som pandemien har?

Ritualer og praksisser tilpasset en ny verdensorden
Beslutningstagere har en tendens til at misforstå religiøse fællesskaber som en sektor ligesom andre samfundssektorer. Men religiøse fællesskaber går på tværs af alle sektorer og er en integreret del af samfund, økonomier og politik. Mere end 80% af verdens befolkning ser sig selv som en del af et religiøst fællesskab ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Forum (2012).

Religiøse fællesskaber og deres muligheder er derfor også meget forskellige: Vatikanets politiske og kulturelle betydning er forskellig fra en moske i Syrien eller et buddhistisk tempel på Sri Lanka. Trods religiøse fællesskabers forskellighed er der tre områder, som de har til fælles, og som har betydning for den samfundsmæssige respons: religiøse samlinger, ritualer og socialt arbejde. Derfor er det afgørende vigtigt, at religiøse fællesskaber og religiøse ledere inddrages i en integreret samfundsmæssig respons.

Vi ser da også – til trods for undtagelser – at religiøse aktører i en lang række kontekster har fulgt sundhedsretningslinjer, og at de med kreativitet og generøsitet har forsøgt at tilpasse sig forholdene og forsøgt at finde måder at være til stede for medlemmerne under epidemien. En stor del af det religiøse liv er flyttet online, ligesom vi har set religiøse samlinger i drive-in-format.

Den enkeltes handlinger er de vigtigste
Også den teologiske begrundelse for ændret adfærd har været vigtig. Gennem teologi har religiøse ledere hjulpet de ’tvivlende’ medlemmer med at navigere i en vanskelig situation: I både kristendom, islam og jødedom fremhæves værdien af at bevare menneskeliv. Det gælder også i en krisesituation.

Kristendommen fremhæver sammenhængen mellem tro og gerninger og understreger, at uden den rette handling er troen blot en påstand. Koranen sidestiller det at redde et enkelt menneskes liv med at redde hele menneskeheden. Jødedommen understreger hvordan bevarelsen af liv står over alle andre bud i Talmud.

Det er med andre ord den enkeltes handlinger, som er vigtige for helheden. Selv om enkeltpersoner måske ikke føler, at deres individuelle adfærd betyder meget for den fælles samfundsmæssige respons på epidemien, så peger religiøse aktører på vigtigheden af den enkeltes handlinger. Information og forståelse af pandemien – både sundhedsmæssigt og teologisk – har derfor været centralt for religiøse aktører og i forhold til deres medlemmer.

Eksempler på dette ser vi i de Forenede Arabiske Emirater hvor Shaykh Bayyahs fatwa beskriver, hvordan sygdom skal forstås og fortolkes for muslimer. Fatwaen understreger, hvordan retningslinjerne fra sundhedsmyndigheder skal forstås, og at det er en religiøs forpligtelse for alle muslimer at gøre, hvad de kan for ikke at smitte andre og videregive virussen. Med henvisning til sharia siger fatwaen derfor, at det er forbudt for smittede at deltage i moskebøn eller eidbønner, og at troende med nedsat immunforsvar skal bede hjemmefra.

På samme måde har jødiske religiøse ledere har tilpasset vielsesritualet og kravet om, hvor mange der skal være til stede til et jødisk bryllup i lyset af smitterisiko. Blandt katolikker er det kommet til udtryk i forhold til retningslinjer for nadverfejring, så den traditionelle fredshilsen ikke længere er et fysisk håndtryk.

Manglende involvering af religiøse grupper i sundhedsmæssige retningslinjer
Tilliden til religiøse ledere mange steder større end tilliden til politiske ledere – nogle gange også større end til sundhedssystemet. Det kan føre til problemer som for eksempel på Sri Lanka, hvor sundhedsmyndigheder har gjort kremering obligatorisk for ofre for coronavirus.

Kremering er forbudt for muslimer, og det har ført til yderligere spændinger mellem det buddhistiske flertal og det muslimske mindretal. Ønsket om at ære afdøde og give dem en værdig begravelse er forståeligt i forhold til det muslimske mindretal. Derfor burde myndighederne have arbejdet tættere sammen med det muslimske mindretal om begravelsespraksis.

Fra tidligere epidemier – eksempelvis ebolaepidemien i 2013-2016, som kostede omkring 10.000 personer livet – var en af erfaringerne, at hastebegravelser af afdøde smittede og efterfølgende genbegravelser var en af de væsentlige grunde til udbredelse af smitte. I Vestafrika blev derfor både religiøse ledere og sundhedsmyndigheder begge inddraget udarbejdelsen af en vejledning i begravelser, som både er rituelt meningsfulde og sundhedsmæssigt forsvarlige. Der har i disse vejledninger også været et interreligiøst aspekt, hvor kristne og muslimske ledere har været involveret på lige fod. Sådanne erfaringer kunne være bragt i spil i andre kontekster og have forhindret sammenstød mellem religiøse grupper og sundhedsmyndighederne.

Større farer end virus
Pandemien har også påvirket religiøse fællesskabers sociale arbejde. Mange steder spiller religiøse fællesskaber en rolle i forhold til udsatte grupper – ikke blot ældre, men også økonomisk marginaliserede som har brug for velgørenhedsarbejdet. Når religiøse fællesskaber ikke længere kan samles, så påvirker det også de grupper, som er afhængige af fødevareuddeling og andre former for social indsats.

I Philadelphia har en lokal imam, Idris Abdul-Zahir, argumenteret for at fortsætte uddelingen af mad til skoleelever under krisen. Selv om frygten for virus er stor, så er sulten den umiddelbare fare for mange fattige, har han argumenteret. Den samme argumentation finder vi blandt buddhister, hinduer og muslimer i Indien, hvor mange lever økonomisk udsat, og hvor tab af daglejerarbejde betyder sultne familier.

Religiøse fællesskaber har også spillet en vigtig rolle som fortalere for dem, der har mest brug for det, for eksempel hvor indiske jesuitter har hjulpet tusindvis af migrantarbejdere efterladt i et ’ingenmandsland’ mellem storbyerne og deres landsbyer, og ude af stand til økonomisk at tage vare på sig selv og uden mulighed for at modtage hjælp af frygt for smitte. I takt med at pandemiens sociale og økonomiske konsekvenser bliver tydelige for de mest økonomisk marginaliserede grupper, så vokser behovet for religiøse fællesskabers sociale arbejde yderligere.

Pandemien har styrket troen
Endelig har spørgsmål om mening og håb naturligvis også været centrale under epidemien. Når mennesker føler sig ensomme og bange, er religion et naturligt sted at søge svar. Ifølge en spørgeundersøgelse fra Pew Research Center mener 25% af amerikanerne, at deres religiøse tro er forøget under krisen.

I en stærkt rationalistisk præget vestlig kultur vil vi forvente, at alt må have en grund. Rationalister – også religiøse rationalister – vil have forklaringer.

Men religion er mere end en rationalistisk søgen efter svar. Religion er også romantisk, forstået på den måde, at romantikere – også religiøse romantikere – ønsker et tegn. Men det er ikke tilstrækkeligt at se verden som ’videnskab mod tro’, eller ’religiøs’ og sekulær’ – for det store flertal af verdens befolkninger spiller tro og religion en stor rolle for hverdagsliv og i håndteringen af sygdom, sorg, tab og død.

I den jødisk-kristne tradition møder man det stærkest i Salmernes Bog, i klagesangen, hvor forfatterne i en stor del af teksterne kæmper med følelser af isolation, sygdom og død. Det er en ressource, som vi måske igen har brug for at genopdage i denne krisetid.

Klagesangen er et udtryk for det, der sker, når mennesker i mødet med lidelse spørger ’hvorfor’ uden at få noget svar. Det er, når vi flytter os fra vores selvcentrerede bekymringer over vores egne personlige omstændigheder og spørger bredere til menneskers tilsyneladende meningsløse lidelser. Når disse tekster taler til os, så er det fordi teksterne giver ord til et håb og en forståelse af guddommeligt nærvær, uden at vi har nogen forklaring på lidelsen.

Det er ikke en del af religiøs tro at kunne forklare grunden til, hvad der sker. Det er nærmere det modsatte: det er en del af religiøs tro, at ikke kunne forklare grunden til sygdom og lidelse, og derfor bede med på klagesangene. Det er her, religiøse traditioners teologiske ressourcer og styrker kan komme i spil i en tid med epidemi, lidelse, sygdom og uvished.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., og akademisk medarbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.