Flere muslimer bruger islam til selvudvikling

Ny forskning viser, at mange vestlige storby-muslimer blander elementer fra islam med individuelle former, skriver religionsforsker Birgitte Schepelern Johansen

Et tilbagevendende træk i mange beskrivelser af religion i moderne samfund er, at religion er blevet et individuelt anliggende: At vi vælger, fravælger og kombinerer religiøse forestillinger og praksisser efter forgodtbefindende og som det nu passer i vores liv. 

Religionsfrihed og religionsmangfoldighed går hånd i hånd
Denne udvikling er sket i takt med, at de religiøse institutioner har mistet autoritet som overordnet referenceramme for folks liv. Og den anden vej rundt: det, at der eksisterer flere valgmuligheder, bidrager til at stille spørgsmålstegn ved kravet om at være den ultimative sandhed, som ligger i mange religioner ikke mindst de monoteistiske af slagsen.

Hvad sker der med praktiseringen af islam i mødet med sådan en kontekst? Ny forskning peger på, at en del muslimer i Danmark vælger, fravælger og kombinerer lige så lystigt, som deres ikke-muslimske naboer.

Du kan tro hvad du vil, så længe det ikke bryder loven eller forstyrrer den offentlige orden. Dette er den grundlæggende tanke i mange vestlige samfunds indstilling til religion, der ofte også er indskrevet i den lovgivning, der regulerer forholdet mellem staten og dens borgere.

Et samfund, der bekræfter religionsfrihed som en væsentlig frihedsrettighed, er samtidig et samfund, der potentielt har åbnet døren for mange forskellige måder at være religiøs på.

Man kan være religiøs på en sådan måde, at det regulerer store dele af ens liv. Man kan være religiøs til lejligheden, ved særlige højtider, i krisesituationer eller når det er socialt påkrævet.

Man kan helt frasige sig religion som et aktivt standpunkt eller simpelthen bare være ligeglad. Denne udvikling begrædes af nogle som udtryk for tab af tradition og sammenhæng, mens den af andre ses som et udtryk for et positivt fremskridt.

Under alle omstændigheder synes religionsfrihed og religionsmangfoldighed at betinge og forstærke hinanden. 

Islamiske dogmer kombineres med personlig udvikling
Hvad betyder det for muslimer at skulle leve inden for disse rammer? Ikke sjældent besvares dette spørgsmål som følger: at det medfører konflikt, fordi islam grundlæggende har et problem både med den religiøse frihed og pluralisme (fordi islam er den universelle sandhed) og den privatiserede religion (fordi islam indebærer en samfundsform, ikke kun personlig tro).

Idéen om islams uforenelighed med det moderne demokrati, ikke mindst fordi demokratiet insisterer på personlige frihedsrettigheder, er en af de mest sejlivede fortællinger i vestlig politik.

Denne udlægning er ganske givet rigtig i nogle situationer. Der er muslimer, der opfatter vestlige frihedsidealer som problematiske og som en trussel mod islams sandhed.

Der er muslimer, der reagerer mod de mange valgmuligheder ved at søge at fastholde og forstærke deres religiøse traditioner. Og hvad enten denne opfattelse af religion skyldes pres og udgrænsning fra majoritetssamfundet, eller at islam er uforeneligt med demokrati, så skaber det nogle gange sammenstød og konflikter dermed også synlighed.

Men der er også muslimer, hvis forhold til religion ikke tager form af en opposition eller konflikt, og som hverken er særligt religiøst aktive, organiserede eller højtråbende.

Et aktuelt forskningsprojekt på Københavns Universitet udført af ph.d studerende Nadia Jeldtoft har fokus på netop disse muslimer, der ellers har haft en tendens til at være usynlige både for forskere og for medierne.

Projektet, der handler om religiøsitet blandt ikke-organiserede muslimer i storbymiljøer i Danmark og Tyskland peger på, at en del muslimer lever på en måde, der mest af alt ligner det, man kender fra studier af religiøsitet og spiritualitet blandt andre, ikke-muslimske europæere.

Disse muslimer fortæller om en religiøsitet, der ikke er knyttet op på dogmer og streng overholdelse af bestemte regler eller praksisser, men som snarere har fokus på den enkeltes behov og muligheder.

Religion bliver dermed noget, man forholder sig til, som det nu kan lade sig praktisk gøre i forhold til ens øvrige liv. Nogle gange kan det fylde meget, andre gange lidt, men i alle tilfælde er det religiøse oftest et indre personligt anliggende.

Nogle muslimer blander uproblematisk elementer fra islam med praksisser som meditation og healing, hvorved nye individuelle former opstår. Og måske vigtigst så betragter mange religion som noget, der støtter ens egen personlige udvikling.

Man beder snarere, fordi det gør én gladere, mere rolig eller mere effektiv til sit arbejde, end fordi det står i Koranen, eller fordi man skal underkaste sig Guds vilje.

Den væsentligste målestok for værdien af en handling bliver, at man selv får noget ud af det. Om man så vil tage dette som udtryk for en velkommen frigørelse fra religiøse dogmer eller som en indtræden i modernitetens effektive trædemølle, vil jeg lade op til den enkelte at vurdere.

Birgitte Schepelern er religionsforsker på Københavs Universitet