Folkekirken åbner op for medlemskab til migrantkristne

Nyt forslag om dobbelt medlemskab skubber til nogle af de idéer om eksklusivitet og systemisk helhed, som har formet både folkekirke og nationalstat, skriver religionssociolog Astrid Krabbe Trolle

I januar 2017 offentliggjorde Folkekirkens Mellemkirkelige Råd en række anbefalinger til, hvordan folkekirken kan opnå større åbenhed over for migrantmenigheder og enkelte migranter.

Udgangspunktet for anbefalingerne er tilstrømningen af kristne migranter til Danmark, der både kan aflæses i de mange nye statsgodkendte migrantkirker og i det almindelige gadebillede. Med andre ord er det religiøse landskab ved at ændre sig igennem indvandring, og den danske folkekirke må derfor også forholde sig til denne nye virkelighed.

En af anbefalingerne fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd er at åbne op for muligheden af dobbelt medlemskab. Det betyder, at enkeltpersoner både kan være medlemmer af en migrantkirke og af folkekirken.

Det dobbelte medlemskab er interessant, fordi det skubber til nogle af de idéer om eksklusivitet og systemisk helhed, som har formet både folkekirke og nationalstat siden den westfalske fred i 1648, som markerede afslutningen på trediveårskrigen og gav religionsfrihed i Europa.

Dengang blev de nyoprettede europæiske fyrstestater startskuddet til et parallelløb mellem stat og kirke, der har resulteret i, at kirken er modelleret over nationen på en række områder. Det gælder særligt folkekirkens territoriale selvforståelse, der er afspejlet i sognestrukturen og idéen om den nationale kirke. Både stat og kirke fordrer loyalitet, og det har indtil for ganske nylig betydet eksklusivt statsborgerskab og eksklusivt kirkemedlemskab. Med globaliseringen og tilvæksten af migranter må både stat og kirke arbejde med mere elastiske medlemskaber.

I 2015 åbnede regeringen op for dobbelt statsborgerskab, fordi mange borgere i praksis har tilhørsforhold til flere nationalstater på samme tid. Spørgsmålet er, om man kan sige det samme om de kristne migrantgrupper. Giver det mening for migratkristne at blive en del af folkekirken som migrantvalgmenighed eller associeret migrantmenighed? Eller for den enkelte migrant at være medlem af to kirker – og dermed også betale medlemsbidrag begge steder?

Den iranske menighed Church of Love blev i 2014 folkekirkens første migrantvalgmenighed, men kirken er ikke en typisk migrantkirke på den måde, at den er kendetegnet ved at døbe nykonverterede iranske muslimer til kristendom, men ikke nødvendigvis til folkekirken, selvom deres præst, Massoud Fouroozandeh, på daværende tidspunkt også var tilknyttet folkekirken. Løsningen blev at indlemme Church of Love i folkekirken efter valgmenighedsloven, så de nye konvertitter også blev en del af folkekirken.

Men i de fleste migrantkirker er medlemmerne kristne fra hjemlandet, og derfor har de ofte en anden teologisk orientering end den folkekirkelige. Derfor er den største forhindring for et dobbelt medlemskab ofte teologiske uenigheder mellem migrantkirke og folkekirke – ud over økonomiske overvejelser.

Fra et religionssociologisk perspektiv er bevægelsen hen imod medlemskab af flere religiøse organisationer tankevækkende, fordi det udfordrer den institutionelle forståelse af religion, der længe har præget religionernes indbyrdes konkurrence på det religiøse marked. Kravet om det eksklusive medlemskab er med til at stadfæste folkekirkens position som majoritetskirke – ligesom det skærper grænserne for minoritetsreligionerne.

At folkekirken nu åbner op for dobbelt medlemskab giver selvfølgelig en mulighed for at føje flere medlemmer ind under samme folkekirkelige kappe, men det medfører samtidig nogle interessante forskydninger i forhold til folks forståelse af medlemskab. Man kunne spørge, om det dobbelte medlemskab åbner op for et andet religiøst engagement? Betyder det dobbelte medlemskab, at man fremover vil anse medlemskabet af den religiøse organisation som mere midlertidigt eller mere ligegyldigt?

Astrid Krabbe Trolle
Religionssociolog, ph.d