"Folkekirken er fanget i et nulsumsspil"

Folkekirken betaler for sin grundlovssikrede særstatus ved at have en mindre grad af frihed end andre trossamfund, mener lektor i filosofi Sune Lægaard

I Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det er en forfatningsmæssig kendsgerning: Ifølge Grundlovens § 4 er den evangelisk-lutherske kirke den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Så folkekirken har en særstatus og modtager støtte som ingen andre trossamfund. Der er altså ulighed mellem religioner. Ifølge Grundlovens § 67 har borgerne samtidig ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. De har altså religionsfrihed.

LÆS OGSÅ: Det mener partierne om folkekirkens fremtid

Folkekirkens særstatus bruges som politisk trick
Men påstanden, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed, er ikke kun en beskrivelse af den faktiske retstilstand. Det er også et slogan, der bruges politisk, når det diskuteres, hvordan vi bør forholde os til religion.

I debatten om religiøse symboler i det offentlige rum bruger Dansk Folkeparti for eksempel dette slogan som begrundelse for at forbyde muslimske tørklæder, selv om kristne symboler ikke forbydes.

Mere generelt appelleres der til dette slogan som begrundelse for, hvorfor vi ikke bør imødekomme trossamfund uden for folkekirken i lighedens navn.

Vil ligestilling gavne kirken?
Dette kan skyldes, at forholdet mellem religionslighed og frihed ses som en slags nulsumsspil: Tanken lader ofte til at være, at man ikke kan ligestille andre trossamfund med folkekirken uden dermed at fratage folkekirken noget. Hvis andre skal ligestilles, må folkekirken nødvendigvis stilles dårligere.

Om dette er rigtigt, afhænger dog af i hvilken henseende man skulle ligestille andre trossamfund. Der er i sig selv intet principielt i vejen for, at andre trossamfund kunne få forholdsmæssigt samme økonomiske støtte som folkekirken (som tilfældet er i Norge). Her indebærer ligestilling ikke nødvendigvis, at folkekirken stilles dårligere.

Men folkekirkens særstatus er ikke bare et spørgsmål om økonomisk støtte. Kirken varetager i kraft af sin særstatus også myndighedsopgaver, som udføres af tjenestemandsansatte og statsuddannede præster.

Dette aspekt er kommet i fokus i den aktuelle debat om indførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle, hvor kirkeministeren anklages for at krænke religionsfriheden, fordi han tvinger biskopperne til at udforme et sådan vielsesritual.

Her er der tale om en slags nulsumsspil, men af en anden slags end fortalerne for at opretholde folkekirkens særstatus ofte går ud fra. Her er der nemlig ikke tale om, at folkekirken alt taget i betragtning har flere privilegier end andre trossamfund, som den nødvendigvis må afgive, hvis der skal ske en ligestilling. Her er der tværtimod tale om, at folkekirken betaler for sin særstatus ved at have en mindre grad af frihed end andre trossamfund.

Adskillelse af kirke og stat synes uundgåeligt
I sagen om vielsesritualet er det ikke folkekirken som trossamfund, der underlægges statslig tvang, men folkekirken som offentlig myndighed, der implementerer beslutninger truffet af Folketinget.

Om dette er en begrænsning af religionsfriheden i Grundlovens forstand er et juridisk spørgsmål det er dog tvivlsomt, for religionsfriheden er en individuel rettighed.

Indførelsen af et vielsesritual, som den enkelte præst endda ifølge et andet samtidigt fremsat lovforslag skal kunne nægte at benytte, tvinger jo netop ingen enkeltperson, men kun folkekirken som offentlig myndighed.

Hvis man ud over individuel religionsfrihed også insisterer på kirkens frihed fra statslig indblanding, så lader det til, at en adskillelse af stat og kirke med hensyn til uddelegerede myndighedsbeføjelser er uundgåelig.

Så i nogle henseender kan religionsfrihed kun lade sig gøre, hvis vi også har religionslighed. Og ligestilling vil stille folkekirken bedre med hensyn til frihed, ikke dårligere.

Sune Lægaard er lektor i filosofi ved Roskilde Universitetscenter