Danskerne fravælger folkekirken og andre religiøse fællesskaber

Når den offentlige debat igen og igen kæder ekstremisme og religion sammen, fravælger danskere mere eller mindre aktivt religiøse fællesskaber, skriver ph.d og religionssociolog Astrid Krabbe Trolle

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at en betragtelig gruppe folkekirkemedlemmer aktivt valgte at melde sig ud af kirken i 2016. Ateistisk Selskabs busreklamer og kampagner om hjælp til udmeldelse har været en medvirkende årsag til den store udmeldelse. Men vi ser den samme tendens til at fravælge folkekirkeligt medlemskab hos danske forældre, når de vælger ikke at lade deres børn døbe i folkekirken.

Begge tendenser – både den aktive udmeldelse og fravalget af dåb – har rod i samme aldersgruppe. Det er de danskere, der tilhører de såkaldte post-boomer generationer, det vil sige folk, der er født fra 1965 og frem. Selvom perioden teknisk set dækker flere generationer, både generation X (født i 1960erne og 1970erne) og generation Y (født i 1980erne og 1990erne), går en række karakteristika igen.

Post-boomer generationerne har en større mistillid til institutionelle autoriteter og er vant til nemmere adgang til digitaliseret viden. Dertil er især generation Y vokset op med globale terrorangreb og en tro på samfundsmæssig deroute. Den institutionelle mistillid har en direkte effekt på de yngre generationers religiøsitet, der er langt mere individualiseret end deres forgængeres. Men den religiøse individualisering står ikke alene. For at forstå de yngre generationers forhold til religion og folkekirkemedlemskab er det også nødvendigt at se på folkekirkens religiøse og sekulære modspillere.
 
I 1960erne undersøgte Per Salomonsen danskernes religion. For Salomonsens respondenter var folkekirken et folkeligt og nationalt fællesskab. Men i spørgsmålet om dåb, peger studiet også på, at danske forældre først og fremmest var interesserede i, at deres børn ikke skulle blive ekstreme. Folk følte sig forpligtet til dåb, men ikke til en videre religiøs opdragelse.

Børn blev i store tal døbt i folkekirken, fordi kirken var en gylden middelvej mellem stærk religiøsitet og stærk ikke-religion, som i 1960erne især har betydet kommunisme. Med andre ord var datidens danskere præget af politiske ideologier, begyndende ungdomsoprør og kold krig. Her betød tilvalg af folkekirken det mindst ekstreme valg for de fleste danskere.
 
I dag er de nye generationer voksne i en tid, hvor digitaliseret viden gør alle slags autoriteter mindre troværdige. Som i 1960erne er de fleste danskere religiøse pragmatikere, og det betyder stadig at vælge den gyldne middelvej mellem stærk religiøsitet og stærk ikke-religion.

Men det mindst ekstreme valg har rykket sig, fordi den stærkeste ideologi ikke længere er kommunisme. I dag bliver ekstremisme kædet sammen med religiøs vold og terrorhandlinger, noget der ligger langt væk fra den danske folkekirke, men alligevel er forbundet til den i kraft af religionskategorien.
 
Religion opfattes altså i dag af mange danskere som mere ekstrem og mere global, mens den anden ende af aksen, den militante ateisme, er mindre synlig i en dansk sammenhæng.

For post-boomer generationerne er den tætte sammenkædning af ekstremitet og religion udslagsgivende for deres religiøse pragmatisme, der for mange resulterer i et mere eller mindre aktivt fravalg af religiøse fællesskaber.

Astrid Krabbe Trolle
Ph.d og religionssociolog