Folkekirkens særstatus: for eller imod?

Politisk frihed er ikke en Luthersk eller kristen opfindelse. Som nævnt hang protestantisme historisk ikke sammen med demokrati og religionsfrihed, men med kirketvang og enevælde, skriver lektor Sune Lægaard. Foto: Privatfoto

Indflydelsesrige danskere i politik og folkekirke vil mene, at en adskillelse af kirke og stat er den direkte opskrift på politisering af religion og religiøsificering af politik. Det vil måske overraske nogle, skriver filosofilektor Sune Lægaard

Den evangelisk-lutherske kristendoms særstilling i Danmark trues af individualisering, sekularisering og globalisering. Færre danskere føler sig repræsenterede af folkekirken, og der er tiltagende utilfredshed med, at religionsundervisningen i folkeskolen stadig betegnes kristendomsundervisning.

Ifølge Hans Raun Iversen kan disse tendenser forstås som udtryk for, at frihedstanken i den lutherske protestantisme er på vej til at underminere de sidste rester af den evangelisk-lutherske folkekirkes monopol- eller særstilling.

Enten: Nutidens evangelisk-lutherske kristendom bør frasige sig særstilling
Dette ligner, hvad man kunne kalde et protestantisk paradoks. Ifølge tanken ligger det i selve den lutherske protestantisme, at den frasiger sig en politisk eller social særstilling. Hvis det er rigtigt, er selve ideen om en statslig luthersk protestantisme, eller statslig særbehandling af den evangelisk-lutherske kirke eller tro, en selvmodsigelse.

Ifølge den tanke om åndsfrihed, der er central i luthersk protestantisme, er enhver monopol- eller særstilling til den evangelisk-lutherske kirke en misforståelse og i modstrid med det, denne kirke prædiker.

Dette øjensynlige paradoks har ikke meget at gøre med den faktisk eksisterende historiske lutherske kristendom, der ikke så nogen modsætning mellem den prædikede indre åndsfrihed og den praktiserede ydre kirketvang. Paradokset viser heller ikke nødvendigvis en selvmodsigelse i Luthers egen teologi.

Men tanken er en anden: Det, vi i dag forstår ved evangelisk-luthersk kristendom, har denne indbyggede spænding mellem den måde, vi nu ønsker at forstå åndsfrihed på, og statslig sanktionering af religion.

I så fald må en nutidig evangelisk-luthersk kristendom, der ønsker at være tro mod sine egne værdier, opgive de sidste rester af monopol- eller særstilling. Så truslen mod Folkekirkens særstilling og kristendomsundervisningen i Folkeskolen er altså hverken noget, der kommer udefra eller en trussel; tværtimod bør den evangelisk-lutherske kristendom selv frasige sig sin særstilling.

Eller: Nutidens evangelisk-lutherske kristendom bør kræve særstatus

Ifølge en anden fortolkning af nutidig luthersk kristendom forholder det sig dog lige omvendt: Der er ikke en modstrid mellem luthersk kristendom og en politisk særstilling; tvært imod er en sådan særstilling påkrævet ud fra de selv samme ideer om åndsfrihed, som lå til grund for den første fortolkning.

Denne anden fortolkning kan man kalde luthersk sekularisme. Det er tanken, at den kristne skelnen mellem det evige og det timelige er en forudsætning for adskillelsen af religion og politik. Derfor er opretholdelsen af den danske Folkekirke en forudsætning for, at vi fortsat kan have et demokratisk samfund, hvor religiøs autoritet ikke bruges til at begrunde udøvelse af politisk magt over borgere, der ikke deler troen på den pågældende religion.

Så paradoksalt nok er adskillelse af kirke og stat ikke et skridt mod adskillelse af religion og politik, men en direkte opskrift på politisering af religion og religiøsificering af politik.

Luthersk sekularisme overrasker nok
Denne påstand er nok overraskende og provokerende for mange danskere, men den er fremherskende blandt prominente og indflydelsesrige danske politikere og i folkekirken.

Anders Fogh Rasmussen begrundede f.eks. sit krav om, at religion skulle ud af det offentlige rum, med en direkte henvisning til Luthers skelnen mellem verdsligt og gejstligt.

Luthersk sekularisme har ret i, at der er en religiøs frihed i protestantismen. Men politisk frihed er ikke en luthersk eller kristen opfindelse. Som nævnt hang protestantisme historisk ikke sammen med demokrati og religionsfrihed, men med kirketvang og enevælde.

Så selv om adskillelse af religion og politik kan formuleres via det kristne skel mellem verdsligt og timeligt, skal man altså ikke være kristen, lutheraner eller have en folkekirke for at gøre det.

Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.