Analyse

Bryder Folketingets åbningsgudstjeneste skellet mellem religion og politik?

”Frygt er en stærk faktor i samfundslivet [som] styrer forskning og styrer politik: Hvad skal vi være bange for, hvordan kan vi føle os trygge.” Spurgte biskop Marianne Christiansen i ved Folketingets åbningsgudstjeneste.

Stigende interesse for åbningsgudstjenesten viser danskernes interesse for religionens position i samfundet, skriver lektor og ph.d. Brian Arly Jakobsen oven på Folketingets åbning tirsdag

Hvert år den første tirsdag i oktober åbner Folketingsåret. Det står skrevet i Grundlovens § 36, stk. 1.

Og hvert år inden folketingets medlemmer mødes til den officielle åbning i folketingssalen og hører statsministerens åbningstale, mødes folketingets medlemmer – eller i hvert fald nogle af medlemmerne – i Christiansborg slotskirke til Folketingets åbningsgudstjeneste.

Læs årets åbningsprædiken her: Biskoppen i sin åbningstale: Frygt ej! 

Hvor nogle af åbningstraditionerne er nedfældet i Grundloven er andre traditioner, såsom åbningsgudstjenesten, en del af Folketingets protokol og forretningsorden.

Folketingets åbningstraditioner forbinder fejringen af det danske demokrati og Folketinget, nationen og den danske folkekirke i en række ritualer, som tilsammen kan betegnes som civilreligion.

Nationalstaten benytter ritualer og symboler, som stadfæster en fælles opfattelse af nationen og dens forbindelse med staten og det danske folk.

Folketingets åbningsprædiken er et tegn på civilreligion

Folketingets åbningstraditioner kan ses som et civilreligiøst ritual, der er dannet til specifikt at støtte statens gældende politiske orden. Civilreligion kan i en nationalstatslig sammenhæng bruges til at styrke den nationale gruppeidentitet og legitimere en eksisterende politisk orden ved at tilføre en transcendental dimension eller et religiøst skær til retfærdiggørelsen af den eksisterende politiske orden.

Hvert år siden 2004 har kolleger og jeg taget ca. 60 førsteårsstuderende i faget religionssociologi på Københavns Universitet med til Folketingets åbning som en del af undervisningen i netop teorien om civilreligion. Det er altid en øjenåbnende oplevelse for de studerende. De færreste kender til åbningsgudstjenestens eksistens forud for undervisningen og er både overrasket over den tætte forbindelse mellem politik og religion – mellem Folketinget og folkekirken – og benovet over muligheden for at komme så tæt på en større forsamling af landets folkevalgte.

Arkitekt C. F. Hansens smukke slotskirke fra 1826 sætter hvert år rammerne for åbningsgudstjenesten og de er med til at understrege dagens vigtige begivenhed ligesom korets sang, som regel Holmens Kantori, næppe fremstår mere storslået noget andetsteds i byen end i Christiansborg Slotskirkes fremragende akustik.

De første år vi deltog i åbningsgudstjenesten var der altid ledige pladser på de bagerste bænke, når gudstjenesten begyndte. Det er ikke tilfældet mere. Det er efterhånden blevet et tilløbsstykke og for første gang oplevede vi i år, at studerende ikke fik adgang pga. for få ledige pladser til offentligheden.

At gudstjenesten i år måske blev et større tilløbsstykke end jeg før har oplevet, kan forklares med at Vesterbro sogn børne- og ungdomskor var en del af det musikalske indslag, som sikkert har lokket mange forældre og bedsteforældre med til gudstjenesten. Det ændrer dog ikke ved, at der det seneste årti, har været en stigende offentlig interesse for den i offentligheden ellers oversete åbningsgudstjeneste. Desværre var det også første gang, vi oplevede et så massivt opbud af politi og øgede sikkerhedsforanstaltninger før indgangen til slotskirken.

Det er en trist udvikling, at folkestyret i stigende omfang barrikaderer sig bag sikkerhedsforanstaltninger som efterhånden besværliggør, begrænser eller helt udelukker folket fra at deltage i den fornemmeste demokratiske institutions aktiviteter.

Biskop Marianne Christensen berørte dette spørgsmål i sin prædiken ved åbningsgudstjenesten med titlen ”I må ikke handle i frygt”, hvor hun betonede, at ”Frygt er en stærk faktor i samfundslivet [som] styrer forskning og styrer politik: Hvad skal vi være bange for, hvordan kan vi føle os trygge.”

Frygt synes også i stigende grad at styre folkets adgang til de demokratiske institutioner. En ærgerlig udvikling.

Er gudstjenesten et brud på skellet mellem religion og politik?

Den stigende offentlige interesse for åbningsgudstjenesten afspejler den stigende interesse for religioners position i samfundet – herunder hvordan folkekirken indgår i officielle sammenhænge i landets institutioner. Politikere har selv sat fokus på spørgsmålet, som eksempelvis i 2003, hvor Venstres daværende kirkeminister Tove Fergo valgte den indremissionske præst Thomas Kristensen som prædikant ved åbningsgudstjenesten.

Valget af en indremissionsk præst fik daværende politiske ordfører fra Venstre, Jens Rohde til at blive væk fra åbningsgudstjenesten. Han sagde til Politiken 8. oktober 2003:

 ”Det er første gang, jeg ikke møder op. Det er simpelthen for sort med Indre Mission. Folketingets åbning er en festdag, og jeg gider ikke gå foroverbøjet ud ad døren.”

Udtalelsen førte til en større debat i Venstre mellem forskellige kirkelige retninger og viste, at religion i stigende grad er blevet et kontroversielt emne i den offentlige debat. Debatten viste også, at der i Venstre er spændinger mellem forskellige kirkelige kredse og sekulære samt liberale syn på verden. Den såkaldte ’Rohde-sag’ satte dog ikke åbningsgudstjenesten principielt til debat.

Det gjorde til gengæld en udtalelse til Ritzaus Bureau den 2. oktober 2007 af daværende folketingsmedlem for SF, Kamal Qureshi, hvor han gav udtryk for mere principielle overvejelser angående Folketingets åbningsgudstjeneste.

Han sagde blandt andet, at ”Hvis man vil holde politik og religion adskilt, så skal man ikke begynde folketingsåret med at gå i slotskirken”.

Andre af folketingets medlemmer var uenige og Folketingets daværende formand, Venstres Christian Mejdahl, mente, ifølge Ritzaus Bureau, ikke, at der var anledning til at ændre på den nuværende praksis. Han gav udtryk for, at det var ”en glimrende tradition, og den er der absolut ingen grund til at lave om på.”

Den daværende gruppeformand for de konservative og præsidiemedlem i Folketinget, Helge Adam Møller afviste, ifølge Ritzaus Bureau, også Qureshis krav ”Det er vigtigt at beholde traditionen, fordi det er noget, som et kæmpe flertal synes er en god tradition.” Han anså traditionen ”fuldstændigt ligesom juleaften. Det er også frivilligt, om man vil gå i kirke juleaften.”

Endelig begrundede han traditionen med et citat fra Venstres Bertel Haarder, der engang har sagt, at ”folketingsmedlemmerne samles i slotskirken om det, vi er fælles om og i folketingssalen, om det vi er uenige om.” Man kunne lakonisk tilføje, at enten finder en stor del af folketingets medlemmer ikke åbningsgudstjenesten vigtig nok til at deltage i, eller også er de decideret uenige i ritualets eksistensberettigelse.

Uanset hvad, er der en større del af tingets medlemmer, som åbenbart ikke er fælles om gudstjenesten i slotskirken.

Var årets prædiken kontroversiel? 

Åbningsgudstjenesten er ikke en højmesse med altergang og nadver, det vil sige, den retter sig ikke først og fremmest mod den enkelte kristne og vedkommendes religiøse behov. Det er en særgudstjeneste, som snarere fungerer som en bekræftelse af forbindelsen, som den udtrykkes i Grundloven, mellem en luthersk kristendom og det danske demokrati.

Et forhold, der bliver indlysende, når man gennemgår de forskellige prædikener, som har været holdt af skiftende, betydningsfulde gejstlige siden den første åbningsgudstjeneste i 1848 for den grundlovsgivende forsamling.

Ved gudstjenesten kan de deltagende medlemmer af Folketinget få bekræftet deres stilling som lovgivere som et hverv, der af prædikanten sættes ind i en kristen, luthersk forståelsesramme. Således også i år, hvor biskoppen for Haderslev stift Marianne Christiansen afholdte prædikenen.

Det var en lektion ud i forståelsen af det lutherske menneskesyn og kristne næstekærlighedsbudskab. Hvor vi de senere år har set en politisering af det kristne næstekærlighedsbudskab i det politiske felt, ud fra en stærkt reducerede begrebsliggørelse af næstekærlighedsbudskabets udstrækning – er det kun dine nærmeste det gælder eller hele menneskeheden? – så understregede biskoppen at kærligheden ikke er ”… varme følelser, men helt konkret medmenneskelig handling og forpligtelse på hinanden.”

I modsætning hertil står kærligheden som kun er reserveret ”… til de nære forhold, til dem, vi godt kan lide. Dér i det nære kan vi være flinke og rare, men ude i den virkelige verden er det kun kolde kontanter, der tæller.” Hvor det første kærlighedsbudskab er trængt i defensiven, står det andet stærkere i den politiske verden:

”Det er blevet politisk ukorrekt med kærlighed og godhed,” som biskoppen understregede. Temaerne frygt og kærlighed blev fremhævet især med tanke på at fordrive frygten for flygtninge med kærlighed. Spørgsmålet hun rejste var:

”Hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer?” Svaret var, at det er kærligheden, som fordriver frygten.

Prædikenens religiøse budskab blev ikke modtaget lige godt blandt tingets medlemmer. Dansk Folkepartis Marie Krarup udtalte, at biskoppen blandede politik og kristendommen på en måde, som er fuldstændig uhørt. Med biskoppens forståelse af næstekærlighed mente Krarup, at hun tog politisk patent på godhed og næstekærlighed. Kontroversen afspejler ikke en politisk uenighed, men snarere en (legitim) teologisk uenighed mellem Krarups tidehvervske kristendomsforståelse og biskoppens ditto.

Hvor Krarup er tilhænger af en stram flygtningepolitik, som forudsætter en snæver forståelse af næstekærlighed, så repræsenterer biskop Marianne Christiansen i sin prædiken, en bredere forståelse af næstekærlighed, som kan indeholde en mere åben og liberal flygtningepolitik.