Fremtidens folkekirke kan risikere kun at være for de veluddannede, traditionsbundne og ældre

Faldende dåbstal kan være afgørende for folkekirkerne i de nordiske lande. Det handler ikke bare om færre medlemmer, men om at kirkerne ikke længere er for hele folket, skriver Jonas Adelin Jørgensen, der er cand.theol., ph.d. og akademisk medarbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd i denne analyse

De nordiske lutherske folkekirker er de suverænt største religiøse fællesskaber i de fem nordiske lande. Samtidigt oplever alle folkekirker et faldende antal medlemmer. En hovedårsag er faldende dåbstal. I de nordiske lande er barnedåben nemlig indgangen til kirken for langt de fleste af kirkernes medlemmer. Men i de sidste to årtier er antallet af døbte faldet, og det påvirker nu medlemstallet for kirkerne. Således er dåbstallet af 0-1-årige i Danmark faldet fra 77,2% i 2000 til 58,7% i 2018. Hvad kan forklare dette fald i Danmark og de andre nordiske lande?

Det spørgsmål forsøger det nye nordiske initiativ Churches in Times of Change at svare på. Gennem en kortlægning af de forskellige nationale forskningsprojekter og teologiske debatter i Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark i de sidste 20 år, og ved at sammenligne indsigter, forsøger dette projekt at finde nogle fælles grunde til de faldende nordiske dåbstal. Grundlæggende empiriske og sociologiske spørgsmål er blandt andet: hvilke faktorer er betydningsfulde, når forældre beslutter sig for at lade deres børn døbe? Og omvendt: skal grunden til de faldende dåbstal findes i sekularisering og individualisering? Er der forskel på forskellige medlemsgruppers tilbøjelighed til at lade deres børn døbe? Hvad siger disse tendenser om fremtiden for de nordiske folkekirker?

For det første ved vi fra forskellige nordiske rapporter en del om de positive faktorer, som påvirker forældre til at døbe deres børn. Flere af rapporterne peger på, at det som forældre vægter højest når de lader deres børn døbe, er kultur og familietraditioner. Tradition er i den forstand en vigtig faktor i motivationen af dåb. Tidligere var det utænkeligt, at ikke lade sine børn døbe. Anderledes er det i dag, hvor dåben netop er forældrenes aktive valg. I dag er dåb et valg af hvilken kultur og tradition, som forældrene identificerer sig med. Den teologiske betydning af dåben – at barnet i dåben antages som Guds barn – er en yderligere en positiv faktor, viser spørgeundersøgelser, om end ikke så vigtig som den første grund. Selve dåbsritualet og den æstetik som omgiver dåben – dåbskjole, dåbslys, salmerne, liturgien – spiller også en positiv rolle for forældrenes valg af dåb. Endelig betyder køn også noget for dåb, hævder en svensk undersøgelse: I familier hvor der er stærkere kvindelig indflydelse fra mødre og bedstemødre, er der større sandsynlighed for at børnene bliver døbt. Med andre ord er kultur og familietraditioner, dåbsritualets æstetik og teologi samt køn positive faktorer, når forældre beslutter sig for dåb af deres børn.

Der er for det andet en række faktorer, som er mere tvetydige men også vigtige at have med i billedet. For det første viser svenske undersøgelser, at familiemønstre spiller en rolle: familier med to forældre som begge har afsluttet en videregående uddannelse har den største sandsynlighed for at vælge dåb for deres børn, mens enlige mødre i større byer er dem, der har lavest sandsynlighed for at vælge dåb for børnene. Fra danske undersøgelser ved vi, at jo ældre forældrene er, jo mere sandsynligt er det, at de vælger dåb. Dette forklarer forskere med, at højere fødselsalder for kvinder hænger sammen med højere uddannelsesniveau, så jo højere uddannelse jo større tilbøjelighed til dåb af børnene. Hvis det er rigtigt, er det lidt overraskende: I religionssociologisk perspektiv ville man tænke sig, at jo højere uddannelsesniveau jo højere grad af sekularisering. Men i Danmark ser det ud til at være omvendt!

Urbanisering er en også en tvetydig faktor: I hele Norden gælder det, at andelen af børn der døbes, er lavere i byerne end på landet. Hvis urbanisering fører til individualisering og følelse af traditionsfrihed, så er det muligt at dette kan forklare sammenhængen mellem lavere dåbstal og urbanisering. Endelig er der den tvetydige faktor migration: I takt med øget migration til de nordiske lande er der sket store demografiske skift, især i de urbaniserede områder. De fleste migranter har et ganske distanceret forhold til kristendommen og har ingen interesse i at blive medlemmer af folkekirkerne. Fra andre typer af sociologiske studier ved vi, at mennesker har en tendens til at vælge det samme som dem, de omgiver sig med. Spørgsmålet er nu, om tilstedeværelsen af troende fra andre religiøse traditioner betyder, at folkekirkemedlemmer er mindre tilbøjelige til at døbe deres børn, fordi flere ikke bliver døbt, eller om de omvendt er mere tilbøjelige til at lade deres egne børn døbe, fordi de mere bevidst vælger denne tradition som værdifuld og vigtig?

For det tredje er der en række faktorer, som er negative og får forældre til ikke at døbe deres børn. Forskere har peget på sekularisering som en hovedgrund, det vil sige den situation, hvor religion ikke længere spiller samme fundamentale rolle for tilværelsesforståelsen, men religion er blevet en aktivitet blandt andre fritidsaktiviteter. Sekularisering fører til et distanceret forhold til religion generelt og kirkelige fællesskaber i særdeleshed. Sammen med sekularisering hører også pluralisering, det vil sige den situation, hvor der er flere muligheder for den enkelte at vælge mellem, når det gælder religiøs overbevisning og religiøs praksis. Det er klart, at situationen i de nordiske lande i høj grad er præget af sekularisering og pluralisering: Mange ser ikke religion som et vigtigt spørgsmål og føler sig i høj grad frie til at tro eller ikke tro, sådan som de nu engang er blevet overbevist om. Denne frihed til selv at vælge smitter også af på barnedåbspraksis: nogle forældre beslutter sig for ikke at døbe deres børn, fordi det ville indebære, at forældrene på vegne af barnet beslutter barnets religiøse tilhørsforhold. Det vil sige, at barnet må vælge selv, når han eller hun bliver i stand til det. Med andre ord påvirker sekularisering, pluralisering og religiøs individualisme forældrenes valg af dåb negativt, selv om det sker på forskellige måder.

Hvad er det for en fremtidig nordisk folkekirke, vi ser for os i lyset af disse trends og faktorer? Hvis den nuværende udvikling med faldende dåbstal fortsætter, så vil det i de nordiske folkekirker indenfor få år være under halvdelen af de 0-1-årige, som døbes. Medlemmerne vil i stigende grad være den del af befolkningen for hvem kulturelle og religiøse traditioner vejer tungt. De sætter pris på den teologiske betydning af dåben, lever i traditionelle familier, og har forældre som er ældre og mere veluddannede. Den del af befolkningen som lever i byområder, i mindre traditionelle familiemønstre, og føler sig distancerede fra kirkelige fællesskaber og religion generelt, men som samtidigt er optaget af individuel frihed og den enkeltes mulighed for at vælge eller fravælge religiøst tilhørsforhold, vil have stadig mindre sandsynlighed for at vælge dåb og kirkemedlemsskab for deres børn. Med tiden vil de nordiske folkekirker, som vi indtil nu har set som hele folkets kirke, i højere grad blive kirker for den første gruppe, og i mindre grad for den anden gruppe. Folkekirkerne risikerer på sigt at ikke længere være kirker for hele folket, men for en del af befolkningen: de kulturelt og religiøst traditionsbundne traditionelle familier, som er ældre og mere veluddannede end gennemsnittet.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., og akademisk medarbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.