Grosbøll er blevet et orienteringspunkt

Grosbøll er blevet en markør, når for eksempel menighedsråd skal vælge en præst. Ifølge den folkelige forståelse skal en præst tro på Gud, vurderer interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

I disse dage er det ti år siden sognepræsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, blev landskendt og hurtigt derefter også verdenskendt, som præsten, der er ikke tror på Gud.

Først på året 2003 havde han udgivet bogen En sten i skoen, hvor der blandt andet står: Gud er død, og det er godt. Dermed kan vi gå manden fra Nazareth nær uden at løbe risiko for overgreb. Han er kun en bror (s. 90).

Det var dog ikke før han den 23. maj samme år i et interview i Weekendavisen blev citereret for at sige, at Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, at debatten brød løs.

LÆS OGSÅ: Grosbøll: Jeg tror ikke på sådan noget sludder

Grøsbølls bog En sten i skoen - Et essay om civilisation og kristendom indskriver sig i en teologisk tradition, der er kendt under overskrifter som Guds død - teologi og ikke-metafysisk og ikke-teistisk teologi, og hvis mest berømte fortaler er italieneren Gianni Vattimo.

Det er imidlertid kun de færreste der har læst bogen, og Grosbølls virkningshistorie hænger langt mere sammen med det indtryk, der dannedes i brede kredse på baggrund af interviewet med ham i Weekendavisen som præsten, der ikke tror på Gud. Som sådan er Grosbøll blevet et folkeligt begreb, et orienteringspunkt i den folkelige debat.

Vi er ellers vant til meget forskellige præster
I en folkekirke, der rummer meget store forskelle med hensyn til teologi, etik og embedssyn, kan det måske undre, at Grosbølls udmelding vakte en så voldsom folkelig debat. Vi er i folkekirken vant til, at præster har forskelligt syn på bibelen, alles frelse, kvindelige præster, vielse af fraskilte, vielse af homofile.

LÆS OGSÅ: Grosbøll-sagen 10 år - tillykke folkekirke!

Men når man får det indtryk, at en præst ikke tror på Gud, opfattes det ikke blot som endnu et udtryk for folkekirkens mangfoldighed, men som et grundlæggende problem, som rigtig mange har svært ved at acceptere.

Ganske vist har sekulariseringen og dermed også traditionstabet påvirket den danske befolknings forhold til kristendom og kirke, men undersøgelser viser, at det store flertal af befolkningen stadig svarer ja til spørgsmålet om de tror på Gud. Danskernes gudsforestillinger kan være meget forskellige og meget diffuse, og tro og tvivl lever sikkert side om side i de flestes bevidsthed.

Grosbøll brød kontrakten med folket
Men meget tyder på, at der er en klar forventning om at præsten, som repræsentant for den folkekirke, som knap 80 % stadig er medlem af, tror på Gud. Giver præsten udtryk for, at han eller hun ikke tror på Gud, så opfattes det som et brud på kontrakten mellem kirken - her repræsenteret ved præsten - og folket. Hvad skal man med en kirke, hvis præster ikke står inde for kirkens budskab?

Derfor er Grosbøll blevet et orienteringspunkt eller en markør, når for eksempel menighedsråd skal vælge en præst. Ordet en troende præst har derfor ikke længere noget at gøre med Indre Mission eller lignende, men handler om, at præsten efter folkelig forståelse virkelig er en præst.

LÆS OGSÅ:Søges: Præst med tro

Grosbøll opfattes som umoderne
Grosbøll er en modernitets-teolog, men jeg tror, at han folkeligt opleves som meget umoderne eller uaktuel. Som modernitetsteolog er han meget optaget af diskussionen om forholdet mellem tro og viden, eller religion og videnskab, og hans løsning er en affortryllet kristendomsforståelse, hvor der ikke er plads til en skabende og opretholdende Gud, mens der i dag i postmoderniteten er en langt større åbenhed over for forbindelsen mellem fornuft og gudstro.

Men, vil nogen sikkert ikke indvende, har nutidens mennesker alle statistikker til trods - ikke et alvorligt problem i forholdet til tro, og tilbyder Grosbøll ikke en løsning, som vil være relevant for nutidens mennesker?

Spiritualitet er in
På engelsk har man to ord for tro, belief og faith, og meget tyder på, at mange mennesker i dag har det svært med belief, forstået som hele det dogmatiske system om Gud, kirken og så videre, men ikke med faith, forstået som erfaringen af det guddommelige. Religion, troens institutionelle og dogmatiske dimension, er ikke i fokus i dag, men det er spiritualitet, troens praksis- og erfaringsdimension.

Grosbøll har - måske på grund af sin reduktionistiske og dermed affortryllede teologi om Gud - tilsyneladende ikke blik for kristendommens spirituelle dimension, og uanset hvor interessant hans klassiske diskussion om religion og videnskab måtte være, så opleves den i disse år som folkeligt uaktuel.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent og skriver religionsanalysen ved religion.dk.