Gud tager skraldet?

Ifølge antropolog Cecilie Rubow kan vi lære en del om vore religiøsitet ved at betragte affaldsbjergene omkring os

Religiøsiteten ligger og gemmer sig i det almindelige dagligliv. Det er hypotesen i den del af religionsforskningen, som kigger efter religion andre steder end netop i de etablerede religioner.

Det har længe været en teori, at vestlig kultur er ramt af udødelighedsforestillinger. Ganske vist optræder døden med stor hyppighed i hverdagen, kulturen og den større omverden. Men den glider også umærkeligt væk og antager mindre radikale former, så anderledes, at det slet ikke rigtig er døden længere.

I børnenes computerspil vågner man rask væk igen i et new game, filmene er jo bare film, gruopvækkende nyheder har også en flygtig materialitet. Kødet i køledisken har mistet enhver reference til dyret, det var en del af.

LÆS OGSÅ: Religion.dk's tema om død

Døden henvises til særlige områder
Teorien lyder, at døden er tabuiseret, og at sådan har det ikke altid været, og at sådan er det ikke i alle samfund, men at tabuiseringen i Vesten hænger sammen med resten af kulturen:

Den grænseoverskridende tro på vækst, fremskridt og individuel integritet, som passer så frygtelig dårligt med raslende skeletter, åbne sår og dødens grænse, der kan spolere det hele i løbet af et uforudsigeligt nul komma fem.

Når døden endelig viser sig er der særlige jobbeskrivelser, lokaler og områder, som tager sig af den. Hvis døden ikke helt kan fjernes, foretrækkes det næstbedste: lad det ske diskret.

Byboere vil ikke se deres affald
Den amerikanske skraldeantropolog Robin Nagle foreslår, at udødelighedstanken også findes i vores omgang med hverdagens affald. Vestens forbrug omsætter sig i nye rekorder for skrald. Næsten umærkeligt glider plasticflaskerne ud af hånden, og skraldeposerne ned i skraldebilers mægtigt kværnende indre.

Eller sådan bør det være, ifølge byboerne, der aldrig lugter til lossepladserne eller hører de kolossale forbrændingsanstalters ovne hvæse, og som frygter skraldet uden for den autoriserede vej indkapslet i plastic, håndteret af sanitetsarbejdere, isoleret, brændt og begravet på særlige områder.

New York har indtil for få år siden fyldt et enormt område på Staten Island med et skraldebjerg af dimensioner, der kunne ses fra rummet. Nu omdannes området til park, ligesom tusindvis af andre byer i øvrigt ligger på lag af skrald. I mange tilfælde er landområder simpelthen skabt af affaldsdynger.

LÆS OGSÅ:Affaldsdyngerne vokser i de store byer

Frygt er et sikkert spor til det religiøse
Udødelighedsforestillinger kan ses som religiøse i den forstand, at de overskrider den almindelige erfaring om endelighed, og frygt og fascination er derfor ofte et sikkert spor på vej til det religiøse. Uorden, kaos og død, det er religiøse forestillinger eksperter i at tackle.

Skrald frygtes, siger Robin Nagle, efter at have nærstuderet newyorkernes affaldspraksis, og det kan ikke kun forklares med frygt for smitte. Kaffegrums smitter ikke. Men når den er gennemvædet af lækkende væske fra svinekødet, gør den måske, og det bliver ukontrollabelt, og det siver måske gennem sprækker og ødelægger den kulturelle orden.

Affaldsbjergene gemmer en moderne teologi
Skrald er en slags farlig død, tingenes og fødevarernes død, og tages analysen et lille stykke videre, ligger der ved nærmere eftersyn en hel moderne teologi gemt i affaldsbjergene. Uformuleret, men meget konkret, ophobes det håbefulde budskab, at naturen tager skraldet til sig.

Skønnet ud fra den ø af mere og mere findelt plastic, der svømmer rundt i Stillehavet, de stadig forøgede mængder CO2 og de atomare skraldeskakter, forekommer den iboende teologi at være, at det nok skal gå, og at naturen er stor nok til at opsluge og omdanne livets skrald til nyt liv. Sagt religiøst er budskabet, at Gud tager skraldet.

LÆS OGSÅ:Man bliver ikke frelst af miljøgerninger

Undersøger vi hverdagens affald grundigere, er skraldets teologier naturligvis flere. Kompostbunken har sin teologi med kredsløbets teologi; affaldssorteringen sin genordningsteologi ved at tage det ellers tiloversblevne og spildte til nåde; genbrugsstationer velsigner bæredygtighed ved deres cirkulation af varer uden om markedet og ved at omdanne skrald til nye resurser.

Kig efter, næste gang De kigger i Deres skrald; der ligger måske en religion.

Cecilie Rubow er lektor i Antropologi ved Københavns Universitet og skriver Religionsanalysen for religion.dk.