Hesteskoen: symbol på Djævelen eller en velsignelsesmaskine?

Nogle værker om symbolers betydning trækker tråde til metallet, smeden og hesten, der er stærke, vilde og ofte forbundet med magi, skriver religionsforsker Cecilie Rubow. Foto: StockExchange

Lektor Cecilie Rubow undersøger de modstridende betydninger, vi tillægger hesteskoen. Måske ligner den i virkeligheden folkekirken selv?

I 1940'erne opstod traditionen med at give brudepar en gammel, dekoreret hestesko. I årtier har den vakt både glæde og uenighed. For hvad betyder den egentlig, den hestesko? I dag kan man også spørge, om den mon ligner andre omstridte symboler i det kirkelige landskab? Eller måske kirken selv?

De har måske set den ved et bryllup. Der ligger den pludselig på gulvet i kirken. Brudeparret er på vej ud, gommen tager den op og giver den til bruden. Eller den er lagt i våbenhuset. Eller måske uden for kirken.

Betyder den held og lykke?

Hvis man giver sig til at spørge deltagerne ved et bryllup om, hvad sådan en hestesko mon betyder, kan man få meget forskellige svar. Nogle er ret usikre på, om den overhovedet betyder noget, ud over at den bare er en del af hele festligheden omkring et bryllup. Andre vil sige, at den betyder 'held og lykke', eller 'gid at I må få det godt', eller at den måske lige frem bringer lykke.

Rundt om på hjemmesider om bryllupper og alle de forberedelser, man kan gøre sig for at få 'en stor dag', måske 'den største i dit liv', dukker der dog også somme tider advarsler op. Nogle kirkers hjemmesider anfører også, at man frabeder sig hestesko i kirken. Hvorfor det?

LÆS OGSÅ:10 eksempler på overtro ved bryllupper

Fordi en hestesko i virkeligheden ikke er et uskyldigt symbol, kan man få at vide: Den er nemlig et symbol på Djævelen, og hvem vil have Djævelen inden for sin dør, oven i købet lige, når man har fået velsignelsen lyst over sit ægteskab?

Betydningen kan vendes på hovedet
Det slutter ikke her. Slår man op i værker over symbolers historier, både inden for og uden for kirken, vil man se, at hesteskoen er et meget gammelt symbol, og at den har trukket de forskelligste betydninger. Nogle forskere fremhæver, at hesteskoen har skiftet betydning, alt efter hvordan den vender: Hænger den med buen nedad symboliserer den Helvede, men hænger den med buen opad, er den tættere på en glorie, og så symboliserer den himmelhvælvet.

Andre værker trækker tråde til månen, horn, krabber og klør, og til metallet, smeden og hesten, der er stærke, vilde og ofte forbundet med magi. Nogle hæfter sig ved historien om Sankt Dunstan, der narrede Djævelen og fik ham til at love, at han ikke vil opsøge folk, der har en hestesko hængende.

LÆS OGSÅ:Religion.dk's tema om overtro

Som med sprog skifter symboler betydning alt efter konteksten. I tilfældet med hesteskoen går betydningen i stik modsatte retninger: for nogle handler den om lykke og lys, for andre om det dystre og fristende. Der ligger den. I nogle kirker har man besluttet sig for, at den skal ud. Kirketjeneren vil derfor sørge for at få den ud i våbenhuset eller endnu længere væk. Derude kan den så betyde, hvad man synes, men i kirken skal den ikke være.

I andre kirker er man nået frem til, at man egentlig synes, at den er ret ligegyldig. Herregud. Det er bare endnu én af de ting, som folk tager med sig, ikke meget anderledes end kjolerne, skoene og tøjet, noget blåt, noget gammelt og så videre. Derfor lader man ligge. Tager det roligt. Og vælger at lægge fokus et andet sted. På velsignelsen for eksempel.

Ritualiseret lykønskning
Den tredje holdning til hesteskoen, som man typisk kan møde i folkekirken, er, at hesteskoen faktisk er ret interessant - og at det er vigtigt, at man inddrager den, for så vidt som det er noget, der optager deltagerne.

LÆS OGSÅ:Religion.dk's tema om lykke

I nogle familier går hesteskoen måske i arv. I nogle landsbyer er der tradition for, at det er noget naboerne giver til brudeparret. Der er så mange måder at gøre det på, og derfor så mange betydninger.

Bryllupper er fester. Nogle gange store fester, med masser af overskud og glæde, blanke biler, store kager, flot dækkede borde, fede gaver og måske den vildeste kjole. Og somme tider en hestesko, som kan fungere som en lille velsignelsesmaskine blandt mange andre. En enkel ritualiseret måde at sige 'gid at det må gå jer godt'. Det håber vi virkelig. I får brug for det. Lidt held og lykke. Ud over alt det andet, selvfølgelig: kærlighed, arbejde osv.

Er kirken en hestesko?
Hesteskoen ligner mange andre symboler i det kirkelige landskab. Hvad kan man have liggende på gravsteder, på altre, hvilket tøj kan man have på, og hvem kan giftes med hinanden? Der er mange hestesko.

LÆS OGSÅ:Sådan fungerer folkekirken

Måske kan man gå så vidt som at sige, at kirken selv måske er en slags hestesko? Den ligger der på tærsklen mellem staten og folket, og hvad betyder den så?

For nogle symboliserer den sammenhæng og styrke mellem Gud, staten og folket. Andre synes at mene, at den skal smides ud af staten, og så er der alle dem, som tager det roligt. Lad det nu ligge. Det går nok.

Debatten er der. Hvad siger De?

Cecilie Rubow er lektor i Antropologi ved Københavns Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk.