Analyse

Bør Danmark både have folkekirke og blasfemiparagraf?

FN's rapportør Bielefeldt bemærker, at lovgivningen i Danmark i høj grad ser religion som ’indre overbevisning’, i stil med hvordan de lutherske reformatorer så på troen, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

Det er udfordrende for Danmark både at ville have folkekirke, antiblasfemilovgivning og tros- og religionsfrihed, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen efter at Danmark har haft besøg af FN's særlige rapportører for tros- og religionsfrihed

Den 22. marts afsluttede Heiner Bielefeldt, rapportør for FN om tros- og religionsfrihed, sit besøg i Danmark. Samme dag offentliggjorde han den foreløbige rapport for sit besøg. Rapporten opsummerer, hvad han har fundet ud af i forhold til, hvordan det står til med tros- og religionsfrihed i Danmark.

Hvorfor Danmark? Der har aldrig tidligere været noget besøg af FN’s specielle rapportør omkring tros- og religionsfrihed i Danmark. Det har der heller ikke i nogen andre skandinaviske lande. Når Danmark er blevet udvalgt, så hænger det sammen med den statskirkeordning, som vi (stadig) har i Danmark, hvor evangelisk luthersk kristendom er anerkendt i grundloven som ’folkekirken’.

Bielefeldt ønskede en dybere forståelse af, hvordan folkekirken stadig kan have en privilegeret status i et samfund, som ellers har ændret sig markant i retning mod religiøs pluralisme, både som konsekvens af sekularisering og på grund af migration og globalisering.

Derudover fokuserede Bielefeldt på tros- og religionsfrihed i forhold til andre frihedsrettigheder. For ti år siden blev Dannebrog brændt på gaderne i Mellemøsten under krisen i forbindelse med Muhammedtegningerne. Ytringsfriheden er tydeligvis en prioritet i Danmark.

Samtidig har vi i Danmark en blasfemilovgivning, noget som ellers mest kendes fra lande som Egypten og Pakistan, og som i disse lande alt for ofte bruges til at straffe minoritetsreligioner. FN’s specielle rapportør har tidligere på det kraftigste anbefalet at afskaffe blasfemilovgivningen, da den moderne antidiskriminationslovgivning fuldt ud beskytter individer.

Hvordan kan det hænge sammen, spørger Bielefeldt, at have et land, hvor der er en antiblasfemilovgivning, tros- og religionsfrihed og et religiøst samfund, der har en privilegeret stilling?

I sin foreløbige rapport anerkender Bielefeldt, at der fuldt ud eksisterer tros- og religionsfrihed i Danmark, sådan som Grundloven (§67) giver den til borgerne, og som de konventioner, Danmark har tiltrådt, foreskriver det (ICCPR art. 18, ECHR art. 9).

Bielefeldt bemærker, at lovgivningen i Danmark i høj grad ser religion som ’indre overbevisning’, i stil med hvordan de lutherske reformatorer så på troen. Derfor, siger Bielefeldt, kan man fra et dansk perspektiv sagtens begrænse for eksempel omskæring af drenge, uden at man mener, det er en begrænsning af religionsfrihed. Bielefeldt advarer i sin rapport om, at denne forståelse fører til negative stereotyper og en fremmedgørelse af jøder og muslimer i forhold til majoritetssamfundet, som ser omskærelse som en uvæsentlig og ydre rite.

I forhold til folkekirken ser Bielefeldt en bred opbakning i befolkningen. Forsvaret for folkekirken kommer fra tre forskellige grupperinger: Der er en gruppe, som ønsker at opretholde en religiøs og kulturel enhed i en tid med migration og religiøs pluralitet. En anden gruppe ser folkekirken som en garant for et sekulært samfund ud fra den forståelse, at staten lader folkekirken passe den åndelige side af tilværelsen, og staten tager sig af den fælles og sekulære dimension. Endelig er der den tredje gruppe, som ser det som kirkens opgave at være en bro fra samfundet til andre religiøse minoriteter, specielt i forhold til islam, som mange almindelige danskere har ringe kendskab til og lav forståelse for.

Det er med andre ord udfordrende at være Danmark og ville have både folkekirke, antiblasfemilovgivning og tros- og religionsfrihed. Med Bielefeldts rapport vil en afskaffelse af blasfemilovgivningen være ønskelig, ligesom folkekirken bør fokusere på den vigtige brobygningsfunktion, som kirken kan have mellem et moderne sekulært verdenssyn og en trosbaseret forståelse af livet og samfundet.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.