Religionsanalysen

Hvilke spørgsmål må man stille i en moské?

Lektor i historie Kirstine Sinclair fortæller om et besøg i en moské sammen med de studerende, som havde en stor interesse for gudsforholdet i kristendom versus islam. Aftalen var, at de kunne stille alle spørgsmål, men der var også nogle spørgsmål som var mere følsomme end andre. Foto: Jale Ibrak/Colourbox

Hvordan foregår det, når studerende besøger en islamisk moské? Hvad må man spørge om? Hvad lærer man af at lave feltarbejde i en moské? Det fortæller lektor Kirstine Sinclair om med udgangspunkt i et konkret besøg i en moské i Odense

For nyligt havde jeg en gruppe studerende fra kandidatuddannelsen i Mellemøststudier på Syddansk Universitet med i moskéen. Moskéen, vi besøgte, tilhører Islamisk Trossamfund, ligger på Ørbækvej tæt på universitetet og er Odense største.

To unge, mandlige repræsentanter for Islamisk Trossamfund på Fyn modtog os i moskéen og fortalte om bygningen og om bøn og tro. De to værter udviste stor tålmodighed med vores spørgsmål. Aftalen var, at vi måtte spørge om hvad som helst, og denne gruppe studerende havde en særlig interesse i forskelle på bøn og gudsforhold mellem kristendom og islam og om forskelle mellem shia- og sunniislam.

Jeg har ikke oplevet, at man i moskéen ikke vil besvare spørgsmål om bestemte emner, men det er tydeligt, at der er nogle emner, der er mere følsomme end andre. Eksempelvis mærker man en vis træthed, hvis der spørges til holdningen til kvindelige imamer eller kønsadskillelse i moskéen i det hele taget.

Trætheden afløses af svag irritation, hvis spørgsmålene går i retning af eventuelle terror- eller ekstremismesympatier. Holdningen i moskéen er, at man ikke støtter nogen form for ekstremisme, hverken i holdninger eller handlinger, men at moskéen i udgangspunktet er åben for alle, der ønsker at benytte den til bøn. Man skal således ikke bestå en prøve eller besvare spørgsmål for at få adgang.

De studerende stillede også spørgsmål om forskelle mellem indretning af henholdsvis sunni- og shia- moskéer, og moskéens svar var, at shia-muslimer nok ville være formelt velkomne i moskéen, men at det i praksis ville være mere enkelt, hvis de i stedet opsøgte en shia-moské.

Mine spørgsmål handlede om valg af moské som ung, praktiserede muslim i Danmark. Jeg har besøgt moskéen flere gange både med og uden studerende og spørger hver gang: Hvorfor kommer I i netop denne moské? Igen denne gang var svaret: ”Fordi det er den, der ligger nærmest mit hjem, så det er mest praktisk”. Det svar møder jeg tit fra unge muslimer.

Med andre ord havde vores to værter gjort samme overvejelser som mine studerende og jeg, da vi planlagde besøget i moskéen. Det var mest af alt praktiske hensyn, der gjorde sig gældende. Det var simpelthen den moské, der lå nærmest.

Vores værter i moskéen fortalte, at moskéen er typisk for en dansk moské netop i kraft af ikke at være bygget til formålet og i kraft af, at den huser mange forskellige arrangementer og mennesker.

Bygningen har imidlertid vist sig velegnet, idet de mindre lokaler er indrettet til receptions- eller undervisningsområde, bibliotek og bederum for kvinder, og der er foruden er et ganske stort bederum på ca. 200 km2 til mænd (og i nogle tilfælde kvinder). Desuden er der ganske gode parkeringsforhold ved moskéen, hvilket er nødvendigt, fordi den ligger afsides og besøges af omkring 500 mand til bøn hver fredag.

Desuden er moskéen, som man kan se, åben for besøgende og studerende, der gerne vil have stillet deres nysgerrighed.

Kirstine Sinclair
Lektor i historie