"Hvor langt rækker den fælles forståelse mellem muslimer og kristne?"

Dialogen er nået et stykke ad vejen mod fælles forståelse og efterhånden, som tilliden mellem grupperne vokser, må der sættes mere fokus på de forskellige forståelser af eksempelvis religionsfrihed, som der helt åbenlyst er mellem muslimer og kristne, mener interkulturel konsulent Mogens S. Mogensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Dette års (2012, red.) dansk-arabiske dialogkonferencer viser glædeligt stor enighed mellem muslimer og kristne, men man bør ikke overse dialogens indbyggede dialektik, mener interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen

I begyndelsen af maj og igen i slutningen af september blev der afholdt dansk-arabiske dialogkonferencer i henholdsvis Beirut og København mellem kristne og muslimer fra Danmark, Libanon, Syrien, Irak, De forende Emirater, Saudi Arabien og Jordan.

Arrangørerne var Danske Kirkers Råd, Muslimernes Fællesråd og The Arab Group for Muslim Christian Dialogue, og finansieret af det danske udenrigsministerium.

Overskrifterne og fællesudtalelserne efter konferencerne var henholdsvis Toward a better understanding og A Committed Partnership between Muslims and Christians.

Det er meget prisværdigt, at der tages sådanne initiativer til dialog og samarbejde. Globaliseringen har gjort hele verden til ét sammenhængende netværk, hvor vi bliver nødt til at lære at tale sammen og at samarbejde om de fælles globale problemer, hvis vi skal gøre os håb om en værdig fælles fremtid.

Enighed blandt deltagerne om en række forhold
Hvad er det så de deltagende muslimer og kristne har en fælles forståelse af, og hvad er det, de på basis heraf vil samarbejde om?

Deltagerne udtrykte i den første konference blandt andet enighed om at bekende troen på én Gud, at muslimske og kristne værdier er forenelige med principperne i menneskerettighederne, at de grundlæggende værdier i islam og kristendom er en berigelse for vore samfund, og at religiøse samfund og enkeltpersoner må være en aktiv del af samfundet.

Enighed gav sig udslag i konkret samarbejde
På baggrund heraf forpligtede deltagerne på den anden konference sig til at samarbejde om blandt andet at dele deres skrifters visdom med hinanden, at give unge muslimer og kristne mulighed for at interagere i sport og kulturelle aktiviteter for at styrke den gensidige respekt og forståelse, at udvise solidaritet med trossamfund, som undertrykkes og marginaliseres, at bekæmpe islamofobi og vestofobi og at advokere for lige rettigheder og muligheder for trossamfund.

LÆS OGSÅ:
Beder muslimer og kristne til den samme gud?

Det er meget glædeligt, at kristne og muslimer fra Danmark og Mellemøsten kan drøfte disse helt afgørende spørgsmål og også nå til enighed om nogle fælles formuleringer og om at arbejde sammen på disse områder.

Hvor dybt stikker enigheden?
Men spørgsmålet rejser sig uvilkårligt, hvor langt den fælles forståelse egentlig rækker? Den første fælleserklæring giver et godt eksempel på problematikken.

Kristne og muslimer er enige om at bekende sig til troen på én Gud. Men allerede i næste paragraf siges det meget ærligt, at muslimer og kristne har different concpetions of God/Allah. Sandsynligvis gælder det også for mange af de andre emner, som muslimer og kristne her erklærer sig enige om.

Både muslimer og kristne tilslutter sig princippet om religionsfrihed, men sandsynligvis har kristne og muslimer meget forskellige forståelser af, hvad religionsfrihed indebærer.

De danske kristne deltagere har helt sikkert den forståelse, at religionsfrihed indebærer retten til at skifte religion, altså også retten til for en muslim at blive kristen uden af den grund at blive udsat for repressalier.

Denne forståelse af religionsfriheden er desværre endnu ikke særlig udbredt blandt Mellemøstens muslimer. Det samme gælder for eksempel spørgsmålet om lighed mellem mænd og kvinder, som deltagerne, der alle har tilsluttet sig fælleserklæringerne, sandsynligvis har forskellige tolkninger af.

Dialogens indbyggede dialektik
Man kan drage forskellige konklusioner på basis af sådanne dialogers indbyggede dialektik. Man kan lade som om tilslutningen til de fælles ord dækker over en fælles forståelse, selv om det i mange tilfælde ikke er tilfældet og så begynde at samarbejde på basis af de fælles ord.

Eller man kan gå til den anden yderlighed og sige, at en sådan dialog, der dybest set ikke når frem til et fælles grundlæggende forståelse, er værdiløs og måske ligefrem skadelig, fordi den tilslører sandheden.

En konstruktiv konklusion
En mere konstruktiv konklusion at drage ville imidlertid være at konstatere, at man i dialogen er nået et stykke ad vejen frem mod en fælles forståelse men endnu ikke er nået i mål, og at dialogen derfor må fortsætte.

LÆS OGSÅ: Islam og kristendom - ligheder og forskelle

Efterhånden som tilliden mellem grupperne vokser, må der sættes mere og mere fokus på de forskellige forståelser, som der helt åbenlyst er mellem muslimer og kristne (og sikkert også mellem muslimer indbyrdes og mellem kristne indbyrdes) af nogle af de spørgsmål, som er af afgørende betydning for vort samliv og vort samarbejde i en multireligiøs verden.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent og skriver religionsanalysen ved religion.dk. Du kan læse hans blog her.