Hvornår er en omvendelse ægte?

Som jeg ser det, så er der gode grunde til at give opholdstilladelse på grundlag af religiøs omvendelse, hvis der er en konflikt mellem vores moderne vestlige og individualistiske forståelse af hvad omvendelse er, og en mere traditionel forventning til fællesskabets autoritet i forhold til omvendelse, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. (Foto af iranske asylansøgere fra Stefanskirken på Nørrebro). Foto: Jens Nørgaard LarsenDanmark

I sidste uge blev to afghanske asylansøgere kaldt 'fupkonvertitter' af Martin Henriksen, MF. En sådan vurdering er en teologisk dom, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

En af sidste uges tophistorier i flere danske medier var Flygtningenævnets genoptagelse af to afviste asylansøgeres sag.

Komplikationen i sagen var, at de to ansøgere fra Afghanistan var konverteret fra islam til kristendom under deres midlertidige ophold i Danmark.

LÆS OGSÅ:Kovending i Flygtningenævnet kan give kristne asyl

Myndighederne mente i første omgang ikke, at omvendelsen var tilstrækkelig grund til at opnå permanent ophold i Danmark. Men myndighederne anerkendte alligevel indirekte faren ved hjemsendelsen af de nyomvendte, idet afvisningen blev fulgt af en opfordring til at holde omvendelsen hemmelig hjemme i Afghanistan.

Efter kritik fra FN's Menneskerettighedsorganisation UNCHR har Flygtningenævnet nu genoptaget sagen med henblik på at genoverveje afslaget.

LÆS OGSÅ:At konvertere frem og tilbage

Bølge af fupkonvertitter?
Martin Henriksen, Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, udtalte sin bekymring i forhold til den mulige præcedens, som en ny afgørelse til fordel for ansøgerne, vil udgøre.

Hvis de to konvertitter får opholdstilladelse, så vil vi ifølge Henriksen risikere en bølge af fupkonvertitter (politiken.dk, 30. august 2012).

Min religionsanalyse sigter på den interessante sproglige nyskabelse, som Henriksen her præsenterer os for: Fupkonvertitterne. For hvordan kan vi vide, om en religiøs omvendelse er ægte og dybtfølt, eller om den bare er bluf og blålys?

En 'rigtig' omvendelse kan defineres på flere måder

Der er i virkeligheden vigtige problemer i spørgsmålet om religiøs omvendelse, problemer som termen fupkonvertitter skygger for:

For det første, hvad en rigtig omvendelse indebærer af erfaringer, ændringer af adfærd, nye teologiske forståelser og ændret religiøs praksis. For det andet forbindelsen mellem personlige teologiske og eksistentielle forandringer og religionsfrihed som en universel menneskelig rettighed.

LÆS OGSÅ:Religion.dk's tema om konversion

Hvad en rigtig omvendelse indebærer, er et spørgsmål, som kan besvares på flere måder: Enten ved at studere dem, der hævder at være omvendte, og på grundlag af det beskrive hvad omvendelse ser ud til at indebære. Eller ved at se på det teologiske indhold i omvendelsen og i ideen om omvendelse og på grundlag af denne analyse at give en karakteristik af en sand omvendelse.

Det første fører os i retning af en akademisk omvendelsesteori. Det sidste i retning af et religiøst ideal.

Omvendelse er at acceptere et nyt referencepunkt
Hvad der er fælles for begge disse to måder at se omvendelse på er, at omvendelse indebærer accept af et nyt referencepunkt. Dette nye referencepunkt Jesus som min frelser påvirker og omskaber den personlige identitet. Det vil sige: Hvad jeg er, det er jeg nu i forhold til det nye referencepunkt Jeg er den, som Jesus har frelst.

Det nye referencepunkt bliver med andre ord et nyt omdrejningspunkt for at forstå sig selv. Dette nye omdrejningspunkt og den nye identitet står naturligvis ikke alene, men bliver netop til i dialog med alle de andre identiteter, man kan have: Europæer (og for eksempel ikke asiater), mand (ikke kvinde), storby (ikke provins), akademiker (ikke faglært).

Med andre ord: En omvendelse er ikke en afslutning på alt, hvad der tidligere har været, men et nyt referencepunkt for at forstå sig selv, sin historie og identitet.

Vurdering af omvendelsens ægthed er en teologisk dom
Det som adskiller de to måder at se på omvendelse er naturligvis vurderingen af omvendelsen: Den akademiske og beskrivende forståelse af omvendelse kan ikke (kursiv) vurdere, hvor vidt en omvendelse er ægte.

Det er umuligt at vurdere, hvorvidt en omvendelse virkelig er personligt erfaret, og om omvendelseshistorien er sand. En omvendelsesteori er ikke og kan ikke være vurdering af en omvendelses ægthed. Vurderingen af en omvendelse er netop en vurdering, en fortolkning.

LÆS OGSÅ:
Hvornår er en dåb gyldig?

En afgørelse af, hvorvidt en omvendelse er ægte eller falsk er med andre ord et forsøg på at se en konkret omvendelseshistorie i forhold til et religiøst ideal med alt, hvad idealet indebærer.

Hvorvidt der er fupkonvertitter blandt asylansøgerne er derfor i sidste ende en teologisk dom. Betyder termen, at Henriksen er villig til at vove en sådan dom?

Vesten ser religionsfrihed som en personlig rettighed
Det andet problemområde forholdet mellem personlige og eksistentielle forandringer og religionsfrihed som en universel menneskelig rettighed berører forskellen på en traditionel og moderne måde at tænke om religion og omvendelse.

Ifølge vores moderne måde at tænke om omvendelse, så berører omvendelse den enkeltes selvforståelse og identitet så grundlæggende, at det netop må være et personligt og individuelt anliggende.

LÆS OGSÅ:Ekspert advarer: Religionsfriheden er i global krise

Fordi religiøse omvendelser handler om det, der er ultimativt vigtigt for den enkelte frelse så må og skal familien eller samfundet ikke blande sig i den enkeltes afgørelse. Vi har med andre ord religionsfrihed som en personlig rettighed.

I traditionelle samfund er omvendelse en fælles sag
I kontrast til denne forståelse, så vil den tænkning, som præger mange traditionelle og mere kollektive samfund for eksempel Afghanistan argumentere på følgende måde: Omvendelse berører den enkelte såvel som familien og samfundet.

Fordi religiøse omvendelser handler om det, der er ultimativt vigtigt frelse så kan det ikke overlades til enkeltpersoner at beslutte, hvilken religion, de skal tilhøre. Derimod er omvendelser et kollektivt anliggende, hvor familien eller samfundet har et afgørende ord at sige i forhold til den enkeltes omvendelse.

LÆS OGSÅ:
Min kommende svigerfamilie strammer kravene hvad gør jeg?

God grund til opholdstilladelse ved omvendelser
Hvad betyder dette i forhold til at vurdere religiøse omvendelser og opholdstilladelser? Som jeg ser det, så er der gode grunde til at give opholdstilladelse på grundlag af religiøs omvendelse, hvis der er en konflikt mellem vores moderne vestlige og individualistiske forståelse af hvad omvendelse er, og en mere traditionel forventning til fællesskabets autoritet i forhold til omvendelse.

Uden opholdstilladelse vil denne spænding nemlig efterlade en konvertit i et socialt ingenmandsland indtil der sker en ny omvendelse, nemlig til den religion, som fællesskabet kræver. Dette vil nødvendigvis være i konflikt med den moderne forståelse af et individ og et individs rettigheder, som FN' s menneskerettighedskonvention bygger på.

Er danskerne så også 'fupkristne'?
Sidst men ikke mindst, så stiller termen fupkonvertitter et bredere spørgsmål ved, hvad der kendetegner autentisk religiøs praksis og religiøst liv.

Et oplagt eksempel kunne være kvaliteten af den kristendom, som de fleste folkekirkedanskere praktiserer: En form for kristendom, hvor man ganske vist er medlem af folkekirken, men hverken teologisk eller etisk føler sig forpligtet af den kristne bekendelse, de bibelske skrifter eller den lutherske tradition.

Kunne vi med henvisning til Henriksens nye term tale om en slags fupkristne? Med det bevæger vi os klart over i en vurdering, og de problematiske perspektiver i selve terminologien bliver klare.

Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.