I Danmark er kirkepolitik og religionspolitik skarpt adskilt
I mange andre lande foregår der en samlet religionspolitisk diskussion om, hvad man vil med de trossamfund, der findes i samfundet. Men i Danmark har vi parallelt en kirkepolitik og en trossamfundspolitik, skriver postdoc Hans Dabelsteen
Allerede inden Mette Bock blev kirkeminister, sendte hun en prøveballon til vejrs vedrørende folkekirken. I maj 2016 besluttede et flertal i Folketinget med Mette Bock i spidsen at pålægge Kirkeministeriet beregninger, der muligvis kunne danne grundlag for en økonomisk reform af statstilskuddet.
En sådan reform vil ligge i forlængelse af de seneste års omfattende (og strandede) forsøg på at omlægge folkekirkens organisering såvel økonomisk som organisatorisk. Samtidig er der nu et udvalgsarbejde i gang vedrørende de andre trossamfund for at få en samlet regulering af forholdene for andre trossamfund end folkekirken.
Hvad der er karakteristisk for alle disse reformforsøg er, at man holder den politiske debat adskilt i forhold til, om det drejer sig om folkekirken eller de andre trossamfund.
Modsat de fleste lande vi normalt sammenligner os med, er der ikke en religionspolitisk dimension, altså ingen politiske betragtninger om organiseret religion og stat, som vedkommer alle borgere i landet.
For lidt over en måned siden offentliggjorde kirkeminister Mette Bock så endeligt den pålagte økonomiske opgørelse. Det var en ret grov økonomisk skitse, der viste, at staten økonomisk støtter folkekirkens forkyndelse med cirka 724 millioner kroner, og folkekirken betaler selv for vedligeholdelsen af dens kulturarv i omegnen af 773 millioner kroner. Med kulturarv tænker man her især på de 1713 gamle kirkebygninger fra før reformationen, men også de resterende 637 kirker.
Hensigten med denne øvelse er at forberede en omlægning af støtten til folkekirken på en sådan måde, at skatteborgere ikke kommer til at betale for forkyndelse, men for kulturarv i stedet. Kritikere af en sådan reform påpeger, at fjerner man løntilskuddet til præsternes lønninger, fjerner man også kirkeministerens mulighed for at holde ekstreme præster under kontrol. Andre kritikere peger på, at dette kunne være et første skridt til at adskille kirke og stat.
Ser vi på udgangspunktet for kirkeministerens prøveballon, bunder den i en betænkelighed ved, at staten direkte støtter forkyndelse og har det bedre med en mere indirekte støtte, eksempelvis i form af et ikke-øremærket bloktilskud. Man kan godt forstå dilemmaet i lyset af, at §4 i Grundloven pålægger staten at støtte folkekirken, mens § 68 samtidig fastslår, at ingen har pligt til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen.
Men om staten støtter forkyndelse eller bevarelse af den fælles kulturarv (altså kirkebygningerne) er et skel, der hurtigt kan mudre til. For er støtte til vedligeholdelsen af aktive kirkerum, hvis eneste formål er forkyndelse og tilbedelse, en neutral støtte til samfundets kulturarv? På samme indirekte vis støtter staten andre trossamfund med en række skattefordele til en værdi af over 900 mio. kr. årligt.
Mette Bocks kirkeministerielle prøveballon er ét eksempel på dansk kirkepolitik. Men set på afstand kan det undre, at man ikke oftere sammenkæder spørgsmål om statens forhold til folkekirken med mere overordnede overvejelser om forholdet mellem stat og alle trossamfund.
I mange andre lande foregår der en samlet religionspolitisk diskussion om, hvad man vil med de trossamfund, der findes i samfundet. Men i dansk politik har man tradition for at diskutere folkekirke og andre trossamfund adskilt fra hinanden. Derfor er love, regler og vilkår for de to også meget forskellige. I den forstand kan man sige, at vi parallelt har en kirkepolitik og trossamfundspolitik.
Hans Bruun Dabelsteen
Postdoc, ph.d. i statskundskab