Islamforsker: Islamofobi spøger i dansk islamkritik

Foto: Leif Tuxen

Den selvhævdende islamkritiker er en særlig kategori i den offentlige debat, som under dække af kritisk stillingtagen til islam som politisk ideologi ofte ender med at ramme alle muslimer, skriver islamforsker Brian Arly Jakobsen

Udtrykket islamofobi er i sin nuværende forståelse introduceret som begreb i slutningen af 1980erne i Storbritannien til at karakterisere en afvisning af og diskriminering af muslimske befolkningsgrupper i vestlige samfund.

Hvad er islamofobi?
I 1997 definerede den engelske tænketank The Runnymede Trust begrebet i rapporten Islamophobia: A Challenge for Us All. Her blev islamofobi defineret som ubegrundet fjendtlighed over for muslimer, og derfor frygt eller afsky for alle eller de fleste muslimer.

LÆS OGSÅ: Islamofobi eller hvad? Muslimsk organisation undrer sig over Vestens skepsis

Begrebet islamofobi blev defineret på baggrund af en undersøgelse af befolkningens opfattelse af muslimer i Storbritannien i særdeleshed og Europa mere generelt, og formuleret på grundlag af de idéer, som begrebet xenofobi (fremmedhad) og antisemitisme indeholder.

Rapporten pegede på fremherskende holdninger blandt den britiske befolkning i 1997, som indeholdte følgende overbevisninger:
· Islam er monolitisk og kan ikke tilpasse sig nye virkeligheder
· Islam deler ikke fælles værdier med andre store trosretninger
· Islam som religion er underordnet Vesten. Det er forældet, barbarisk og irrationelt.
· Islam er en voldelig religion og støtter terrorisme.
· Islam er en voldelig politisk ideologi.

Begrebet blev dog allerede introduceret af franske intellektuelle og kunstnere i begyndelsen af det 20. århundrede. Den franske koloniale embedsmand Alain Quellien introducerede begrebet i sin doktordisputats "La politique musulmane dans lAfrique Occidentale Française" ("Muslimsk politik i fransk Vestafrika") og hans forståelse af begrebet ligger tæt på den nuværende brug af ordet, når han skriver, at islamofober er alle de forfattere, som betragter islam som en uforsonlig fjende af europæerne (Quellien 1910, s. 135).

Brugen af begrebet i denne periode i Frankrig skal ses i lyset af landets koloniale interesser i muslimsk dominerede områder i Afrika og Mellemøsten. Det handlede altså om en fransk tilgang til de muslimske lokalbefolkninger, som kunne bevare en status quo for den franske stats koloniale interesser.

Er der behov for en betegnelse for angst for islam?
Ifølge den svenske rapport "Islamofobi" fra 2006 af de svenske religionsforskere Jonas Otterbeck og Pieter Bevelander er der tre måder begrebet islamofobi bliver anvendt på i den offentlige debat:

1. De som tager begrebet til sig
2. De som diskuterer begrebet skeptisk og pragmatisk
3. De som afviser begrebet

Den første gruppe er dem, der anvender begrebet og argumenterer for dette ved at hævde, at der er reelt behov for beskyttelse af muslimer, og for at ændre holdninger i befolkningen. Denne gruppe finder begrebet nyttigt, da det kan beskrive den diskriminering de mener, der foregår i samfundet mod muslimer.

Det er i denne første gruppe, vi finder debattører som den dansk-pakistanske Bashy Quraishy, som blandt andet har argumenteret for, at ordet islamofobi indskrives direkte i straffeloven. Desuden finder vi i den første gruppe også aktive muslimer, som anvender begrebet som et forsvar for islam.

LÆS OGSÅ: "Hvor langt rækker den fælles forståelse?"

I den anden gruppe finder vi eksempelvis den irske politolog Fred Halliday. Han var skeptisk overfor brugen af begrebet, da han mente at det snarere handler om antimuslimskhed end en fjendtlighed over for islam som en religion.

Problemet med begrebet islamofobi, ifølge Halliday, var, at når man anvendte begrebet islamofobi, risikerede man at opfatte islam som et homogent og monolitisk fænomen, hvilket det naturligvis ingenlunde er.

Hvor Halliday er enig i med den første gruppe i, at muslimer generelt bliver udsat for diskriminering, så mener han at begrebet islamofobi er misvisende.

Fobi eller kvalme ved islam?
Den tredje af Otterbeck og Bevelanders grupper ser helst begrebet islamofobi afskaffet eller erstattet af mere passende begreber, da de mener, at begrebet bruges til at beskytte muslimer.

Den amerikanske, neokonservative forsker og kommentator, Daniel Pipes er en af de mere fremtrædende advokater for denne betragtning. Han mener, at begrebet er med til at beskytte muslimer og dermed gør det sværere at kritisere islamismen, som han ser som den største årsag til usikkerhed og konflikt i dag.

I Danmark findes der kun få, der har diskuteret, om begrebet er anvendeligt, og de få, der gør, tilhører gruppen af højreorienterede såkaldte islamkritikere, som eksempelvis Nicolai Sennels.

Han argumenterede i et debatindlæg i 2012 for at erstatte begrebet islamofobi med islamonausea, som skal signalere, at man ikke er bange for islam, men at ens modvilje skyldes en kvalme (nausea) ved islam. Islamkritikerne er altså særligt kritiske overfor begrebet islamofobi, men hvem er disse islamkritikere og hvorfor finder de begrebet islamofobi så problematisk?

Den selvhævdende islamkritiker er en særlig kategori i den offentlige debat, som under dække af en kritisk stillingtagen til islam som religion udøver en særlig kritisk eksegese, hvor de kritiserer islam for at være et monolitisk fænomen som ikke kan tilpasse sig det danske samfund, hvis værdier er underordnede vestlige demokratiske værdier.

Islam er en politisk ideologi, som i deres kritik bliver reduceret til en forældet, barbarisk og irrationel religion. Den er karakteriseret som en voldelig religion, der støtter terrorisme.

Selvom islamkritikerne ofte forsøger at opretholde en skelnen mellem islam som en slags ideologisk politisk projekt og muslimer, er denne skelnen kunstig i og med at argumentet er, at islam får muslimer til handle ud fra de førnævnte påstande om islam.

I en dansk sammenhæng kommer den kunstige skelnen tydeligt til udtryk i Lars Hedegaard og Mogens Camres bog 1400 års krigen. Islams strategi, EU og frihedens endeligt fra 2009. En videnskabelig kritisk stillingtagen til en religion forudsætter nødvendigvis en nøgtern og fordomsfri vurdering.

LÆS OGSÅ: Religionsforsker: Skal vi lovgive os til håndtryk?

Analysen kan og skal have både positive og negative sider med. Hovedformålet med en religionskritisk analyse af eksempelvis islam er et forsøg på at fremstille en kritisk analyse i et retvisende perspektiv eller på en saglig måde til yderligere erkendelse vedrørende fænomenet islam.

Det kan en fordomsfyldt ideologisk eller religiøst baseret vurdering sjældent bidrage til. Følger vi dette perspektiv vil et mere passende forslag til benævnelse af de såkaldte islamkritikere fremover være islamvurderingsmænd.

Brian Arly Jacobsen, ph.d., adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, panelist ved religion.dk