Religiøs modstandskraft hjælper katastrofeofre videre

Efter katastrofen drejer det sig ikke bare om at få det godt igen. Det drejer sig om at artikulere smerten på en sådan måde, at den personlige smerte føjes ind i fællesskabets smerte, og i sidste ende overlades til Gud, skriver teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

Katastrofer er noget, vi ikke kan forestille os, men som alligevel sker.

Anden juledag 2004 oplevede verden den østasiatiske tsunami. Uforudset kostede den mere end 230.000 menneskeliv. Sådanne katastrofer rammer hele samfund og regioner.

På det mere personlige niveau taler vi om tragedier, som da tunge halmballer faldt ned og dræbte tre legende børn i Hee i juli 2012 – med akkurat lige så ubærlige konsekvenser for de efterladte.

Religioner tænker det utænkelige

Hvad har alt det med religion at gøre, kan man spørge? For det første er religioner et sted, hvor det utænkelige tænkes. Bibelen fortæller eksempelvis om hele spektret af katastrofer (fra syndfloden til verdens undergang), ligesom der fortælles om det ensomme menneskes tragedie (Job) og den sociale fiasko (Jesus). 

Dertil kommer, at religion spiller en betydelig rolle for måden at omgås katastrofer og tragedier på. Det har en naturlig forklaring. Når 84 procent af verdens befolkning definerer sig religiøst (Pew Research, 18. december 2012), så rammes også religiøse mennesker af katastrofer, ligesom de selv er aktive i forebyggelsen af katastrofer og den efterfølgende nødhjælp. 

Læs også: "Kristendommen giver ikke enkle svar på lidelsen"

Statistikker fortæller endda, at religiøse mennesker er overrepræsenteret både blandt ofrene og hjælperne. Det har dels noget med demografi at gøre, da mennesker, der lever i udsatte positioner, er mere religiøse end andre, globalt set. 

Dels har det med motivation at gøre, da en religiøs tilgang til tilværelsen er en stærk kilde til skabelsen af etiske engagementer. Heldigvis uden at være den eneste kilde! 

Hvad gør man, når katastrofen er sket?

Københavns Universitet har længe haft et COPE-center (Copenhagen Center for Disaster Research, red.), der blandt andet uddanner ”masters of disasters” (kandidater i katastrofer, red.). Her ved man godt, at katastrofer ikke sådan lige lader sig ”mestre”. Meget kan forebygges. Men hvad gør man, når katastrofen er sket? 

Københavns Universitets nye forskningsprogram Changing Disasters er et ambitiøst forsøg på at stille disse spørgsmål på et både principielt og praktisk niveau. Hvad kan gøres? Og hvordan kan vi forholde os til det, som vi ikke forudså? Og hvordan leve med det utænkelige, der ikke desto mindre er sket? 

Længe har katastrofeforskningen været centreret om naturvidenskab og socialvidenskab. Af gode grunde. Vi skal vide, hvad der forårsager katastrofer for at kunne forebygge dem. Vi skal også finde ud af, hvordan vi samfundsmæssigt kan opfange katastrofer, så deres virkninger begrænses. 

Men midt i det hele spiller også kulturelle faktorer en rolle. Tvangsevakueringer er eksempelvis nemmere at gennemføre i lande som Kina og Indien end i USA og Europa, hvor individets egne valg opfattes som nærmest hellige og ukrænkelige rettigheder. 

Humanistisk og teologisk refleksion er fra starten tænkt ind i Changing Disasters. Det dominerende paradigme i katastrofeforskningen har længe været ledet af organisationssociologer, der er optaget af social styring. Herefter fulgte et sårbarheds-paradigme, der satte fokus på samfunds infrastrukturer til at imødegå og håndtere katastrofer. Changing Diasters-programmet er nu i gang med til at udvikle et tredje paradigme, centreret om samfunds og individers dannelse af modstandskraft. 

Modstandskraft har mange dimensioner

Modstandskraft (resiliens) har mange dimensioner. Vi har brug for en teknologisk modstandskraft, eksempelvis i bygningen af resonans-opfangende broer og huse. Vi har brug for social modstandskraft, så dele af samfundet kan fungere, selvom andre dele af samfundet rammes af katastrofer. Vi har brug for kulturel modstandskraft, så det politiske system hverken overreagerer eller underreagerer, når der opstår kriser såsom terrorangreb eller naturkatastrofer. Men vi har vi også brug for den personlige modstandskraft. 

Læs også: Buddhister tror ikke på uskyldig lidelse

I spændingsfeltet mellem den kulturelle og den personlige modstandskraft ligger den religiøse modstandskraft. Denne har naturligvis flere former alt efter religiøs tradition. Men overordnet (og helt sekulært) betragtet synes religioner at kunne tre ting. 

For det første er religioner med til at opbygge en parathed for det utænkelige, der lige pludselig bliver til noget højst virkeligt. Trostraditioner kultiverer for eksempel en bevidsthed om, at den fortovsflade forstandighed ikke rummer den eneste eller dybeste virkelighed. Til sidst vil vi alle blive mødt af modstand og mure, som vi helst ville have været foruden. I sådanne situationer er det irrationelt at tro på fornuften. Virkeligheden har en større båndbredde end som så. 

For det andet ligger der en modstandskraft i opdagelsen af, at katastrofer og tragedier ikke er rent private problemer. I ritualernes sprog tales der i et fælles sprog om den forfærdende erfaring af, at tilværelsen slår revner. Det religiøse sprog bevæger sig her mellem det fælles eller gemene og den eksistentielle ramthed. 

For det tredje taler det religiøse sprog ikke bare om Gud, men også til Gud. Bønnen henvender sig ikke bare til andre mennesker, som man beder for, fordi de har det værre end én selv. Bønnen henvender sig også til Gud i en appel om at finde en vej ud af den udvejsløshed, man er sat i. Derfor er bønnens sprog fuld af en gudstale, der går langt ud over det, man kan måle og veje. 

Læs også: Jeg faldt på knæ og bad for mit liv under jordskælvet

Det religiøse sprog lukker døren op til en guddommelig virkelighed, der er hinsides alle uoverstigelige mure, alle teknologiske fremskrift og sociale reformer - og alle psykologiske bemestringsstrategier. 

Efter katastrofen drejer det sig ikke bare om at ”få det godt igen”. Det drejer sig om at artikulere smerten på en sådan måde, at den personlige smerte føjes ind i fællesskabets smerte, og i sidste ende overlades til Gud. Kun derigennem kan man også selv komme videre. Uden nogensinde at blive sig selv igen, sådan som man var dengang, før alting slog revner. 

Kun den, der opgiver at mestre smerten, kan mestre den. 

Niels Henrik Gregersen er professor i teologi og skriver religionsanalysen på religion.dk. Han desuden med i ledelsen af Changing Disasters programmet på Københavns Universitet. Religionsanalysen bygger på materiale fra bogen Disaster Research: Multidisciplinary and International Perspectives, der udkommer til efteråret (London-New York: Routledge 2015).