Kinesere abonnerer gerne på mere end én religion

For mange mennesker i Asien rimer “religion” på sektlære. Men det forhindrer ikke kinesere i at bekende sig til buddhistiske traditioner og benytte kristne kirker, skriver Jørn Borup

“Jeg er ikke buddhist, men jeg tror på Buddas lære”, svarer kvinden mig, efter hun lige har bukket tre gange foran den store Buddhastatue på Yantou-templet i den sydkinesiske by Kunming.

De fire herrer, jeg ved frokostbordet bagefter spørger om det samme, svarer på samme vis.

De træner ellers kampkunsten kung fu og har været munke i et buddhisttempel, der er kendt for at undervise hundreder af børn og unge i både buddhisme og kung fu. De fire instruktører føler bare ikke helt, de gør sig fortjent til at kalde sig rigtige buddhister, da de praktiserer for lidt buddhisme ifølge idealerne.

Ligesom kvinden fra templet, er de typiske for mange kinesere; de kalder sig ikke buddhister, men de værdsætter Buddhas lære og kommer ind imellem i buddhistiske templer.

Måske besøger de også daoistiske templer for at få daoistpræster til at rense sig med ritualer eller for at købe beskyttende amuletter. De får måske en spåmand til at kortlægge deres fremtid.

Hvis de er unge par, bliver de måske gift i en kristen kirke, for det er romantisk, synes kineserne, der også ser Hollywood-film. Selvom de sikkert ikke har besøgt et af de relativt få Kong Fuzi-templer, vil de helt sikkert have kongfuzianske værdier siddende i kroppen som guidelines for det rigtige liv. 

Alt sammen uden (nødvendigvis) at kalde sig religiøse.

Dette kunne man jo tilskrive samme logik, som når kinesere fortsat forstår sig officielt som et kommunistisk land, selv om virkeligheden smager langt mere af beton-kapitalisme.

En vandring i moderne kinesiske storbyer ville give den gamle Mao et hjerteanfald. Han ville ikke finde mange røde partisoldater, men derimod forbrugsbevidste individualister.

Religion på kinesisk
Men det, at kineserne ikke nødvendigvis kalder sig religiøse, hænger ligeså meget sammen med, hvad der for kineserne ligger i begrebet “religion”, zongjiao.

Zongjiao betyder ordret “sektlære”. Det var et begreb, der blev oversat fra japanske “shukyo”, som blev konstrueret efter, at Japan havde åbnet sig op for omverdenen i slutningen af det 19. århundrede. Vesten afkrævede nemlig en asiatisk pendant til “religion”, for sådan noget måtte man da have.

Der har imidlertid aldrig været ret mange asiater, der helt har kunnet identificere sig med det kristent farvede begreb, der lægger så meget vægt på tro, og endda på sandhed med kun én transcendent gud.

I Asien rimer "religion" for mange på teologi og sekterisme. Den opfattelse gælder især den kristne form for religion.

Det er i Østasien (det vil sige Kina, Japan, Mongoliet, Sydkorea og Taiwan) derfor nærmest umuligt at sætte tal på religiøse i landet. Både fordi man typisk abonnerer på mere end bare én religion. Og fordi man måske slet ikke kan lide at bruge det vestligt eller kristent farvede religionsbegreb.

Måske er det også derfor, at officielle tal siger, at der kun er omkring en procent daoister, og at kongfuzianisme slet ikke tælles med som religion.

Kong Fuzi er dog efter maoismen igen kommet ind som en samfunds- og erhvervslivsnyttig helt, og de unge synes, at daoisten Zhuangzi er mega cool.

Selvom kun 18 procent af befolkningen kalder sig buddhister, vil langt flere alligevel have en vis tilknytning hertil. Det gælder især for de rigtig mange “kultur-buddhister”, der nok både tror, praktiserer og generelt værdsætter denne religion, men som nærmere forstår den som tradition.

Religion vinder frem
Selv om undersøgelserne er få og problematiske, er de fleste forskere enige om, at religion er på vej til at fylde endnu mere i fremtidens Kina. En undersøgelse viser, at en tredjedel værdsætter religion som noget vigtigt eller meget vigtigt, og hvis man bruger et bredere religionsbegreb, vil “kulturreligiøsitet” og “folkereligiøsitet” være noget, de fleste kinesere kan siges at være en del af.

Også de kriste, som vesterlændinge med en vis overlegen attitude tidligere kaldte “ris-kristne” (fordi man ikke var “rigtig kristne”), er der kommet langt flere af. Nu er det måske helt op til fem procent af befolkningen, der er kristne. Rodney Stark og Xiuhua Wang har i en ny bog anslået, at der vil være hele 295 millioner kristne i Kina i 2030. Det vil gøre landet til verdens talrigeste kristne nation.

Buddhismen er også blevet mere fremtrædende, selv om man skal lede helt anderledes længe for at se den i bybilledet, end det fx er tilfældet i Japan. Munke står for dannelse og lærdom, og flere templer bliver promoveret som nationale kulturperler.

Nogle af disse er blevet stenrige af turisme, for ofte giver kinesiske rigmænd mange penge i donation for at opspare god karma. Selv den tibetanske buddhisme er for mange kinesere blevet interessant. Unge læser om det mystiske Tibet, og mange tager til landet på Verdens Tag som pilgrimme. 

Begrænsninger for religion og ytringsfrihed
Populariteten gælder dog ikke Dalai Lama. Hans bøger er forbudte, for han bliver ikke, som i Vesten, betragtet som en sympatisk og spirituel mester, men som en politisk separatist. Kineserne kan ikke lide ham og forstår slet ikke hans popularitet i Vesten.

Ved nogle forelæsninger jeg holdt for nylig på kinesiske universiteter, blev jeg da også venligt bedt om (for ikke at træde nogen over tæerne) at slette power point slides med ham og ikke at nævne hans navn.

Det er selvsagt svært, når temaet var buddhisme i Vesten. Trods visse sprogbarrierer forstår de fleste unge kinesere dog godt referencen til “den kendte tibetanske lama, hvis navn ikke må nævnes på kinesiske universiteter”.

Kina er nemlig ikke et frit land, og religion er ikke frit på markedet. Der er fem anerkendte og lovlige religioner - nemlig buddhisme, daoisme, islam, protestantisme og katolicisme.

Der er nogle, der karakteriseres som “onde”, som eksempelvis den nyreligiøse Falun Gong. Og så er der dem med begrænset eksistensberettigelse, som eksempelvis nye evangelikanske grupper.

Der er censur overalt i Kina, og ytringsfriheden er ikke mindst på det religiøse område stærkt begrænset.

Til en anden forelæsning om religiøs diversitet blev jeg også høfligt bedt om helst ikke at nævne islam, og i ugen op til turen kom en mail fra et universitet, der aflyste en forelæsning, da man fandt emnet religion “for kontroversielt”.

Kina er ikke i økonomisk henseende kommunistisk. Men landet fastholder officielt kommunismens dyder om anti-demokrati og religionsmistænkelighed. Det vil givetvist være noget, kommende generationer af kinesere vil sætte store spørgsmålstegn ved. 

Jørn Borup er lektor i religionsvidenskab på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.