Sociolog: Kirkelig debat om abort afspejler ikke almindelig praksis

Graviditet, fosterforståelse og abort er områder, hvor religiøse institutioners holdning og den almindelige troendes praksis ofte ligger langt fra hinanden, skriver religionssociolog Astrid Krabbe Trolle

Med Donald Trumps valg af Neil Gorsuch som højesteretsdommer i USA vejrer modstandere af den historiske retssag Roe mod Wade morgenluft. Roe mod Wade er den amerikanske højesteretssag fra 1973, der banede vejen for en legalisering af den fri abort i USA.

Kvinders ret til abort har længe været et omdiskuteret emne i USA, men med Trump har debatten fået nye dimensioner. Selvom abortdiskussionen herhjemme er mindre højlydt end den amerikanske, er der en stigende bevidsthed om pro-life og pro-choice positionerne - det vil sige abortmodstandere og abortforkæmpere.

Alligevel er debattens kernestof, altså holdningen til, hvornår menneskeligt liv starter, langt mindre entydig end den politiske debat lader ane. På individniveau har flere studier vist, at folk i almindelighed har mange og ret divergerende holdninger, når det kommer til fostre og abort.

Blandt urbane fattige katolikker i Filippinernes hovedstad Manila betragter kvinder for eksempel abort som en etisk rigtig handling ud fra ”redningsbådsprincippet”. Dette princip handler om at redde de børn, man kan. Manilas fattige har typisk flere børn, end de har råd til at brødføde, hvorfor flere vælger at sende deres børn til familiemedlemmer andre steder i landet. Derfor kan endnu et barn betyde, at familiens andre børn vil lide. Så abort bliver her en måde at tilgodese familien som helhed.

I Filippinerne er abort forbudt, og landets majoritetskirke - den katolske kirke - fordømmer det i alle tilfælde. Men Manilas fattige lever så langt væk fra både den statslige og den kirkelige institutions indflydelse, at hverken truslen om synd eller fængsel spiller en rolle i deres beslutning om at foretage abort for at kunne klare hverdagen. Snarere viser ”redningsbådsprincippet”, hvordan nogle sociale lag er relativt upåvirkede af samfundets normer.

På institutionelt niveau har de kristne retningslinjer for fosterets status historisk set også ændret sig i takt med samfundets viden om selve reproduktionsprocessen og graviditetens faser. I Middelalderens kristne Europa fulgte kirken Thomas Aquinas’ teori om fosterets gradvise udvikling. Ifølge Aquinas gennemgår fosteret tre stadier, og undervejs bliver det besjælet af Gud.

Denne besjæling har også haft et kønsaspekt, da drengefostre blev besjælet efter 40 dage, mens pigefostre blev besjælet efter 80-90 dage. I praksis har de tidlige kristne og græske idéer om fosterets sene besjæling gjort det muligt for folk at abortere uønskede graviditeter i de første måneder uden at blive dømt for drab. Abort har hele tiden været anset som en synd, men den katolske kirke vedtog først langt senere, at aborter på alle stadier er drab.

Fosterets status er heller ikke selvfølgelig. Eksempelvis ser vi i Danmark både fostre som en del af kvinden, som menneskeligt individ og som udstillingsfoster i glas med sprit. Her gennemgår fosteret en interessant udvikling fra menneskeligt væsen til biomedicinsk artsmateriale, der afspejler samfundets evne til at skelne mellem det religiøse og det medicinske systems logik.

Såvel historisk som i dag er uønsket graviditet en almindelig tilstand, som ofte klares nede på jorden, og som også i høj grad er afhængig af de ressourcer, den gravide er i besiddelse af. Både graviditet, fosterforståelse og abort er områder, hvor nogle religiøse institutioners holdning og den almindelige troendes praksis ofte ligger langt fra hinanden.

Forhåbentlig kan den fornyede abortdiskussion være med til at kaste lys over, hvor almindelige religiøse og ikke-religiøse mennesker placerer sig imellem abortmodstandere og abortforkæmpere.Astrid Krabbe Trolle
Religionssociolog, ph.d.