"Kirken står over for en tiltagende fragmentering"

I de kommende år vil vi formentlig opleve, at bølgen af valg- og frimenigheder med baggrund i missionske og karismatiske kredse vil vokse markant, skriver konsulent og ph.d. Mogens Mogensen

I efteråret udkom to interessante jubilæumsbøger: "En bevægelse i bevægelsen," der markerer Indre Missions 150 års jubilæum, og "Fra tropehat til iPad," der markerer Luthersk Missions 100 år som ydre missionsbevægelse.

Netop i disse dage er der god grund til at reflektere over, hvad der er sket i disse bevægelser og i hele folkekirken i den nyere historie.

Det går tilbage for de frie kirkelige organisationer
Både Idre Mission og Luthersk Mission repræsenterer vækkelsesbevægelser inden for folkekirken, som førte til dannelsen af nye strukturer. I sidste halvdel af det 19. århundrede udvikledes den ellipsestruktur for det kirkelige arbejde, som også har præget det meste af det 20. århundrede.

Det ene brændpunkt i ellipsen udgjordes af sognekirken omkring præstens søndagsgudstjeneste, og det andet brændpunkt var missionshuset (eller et andet hus), hvor man samledes om børne- og ungdomsarbejde, indre- og ydremissionsarbejde og diakonalt arbejde.

I de seneste årtier er det kun gået én vej for de frie kirkelige organisationer, nemlig tilbage, og dermed er ellipsestrukturen blevet undermineret.

Det kirkelige arbejde bliver centraliseret
Enhver kan ved selvsyn konstatere udviklingen ved at se sig omkring i landskabet. Mens der tidligere i mange områder var et missionshus i hver by og landsby, og også mange grundtvigske forsamlingshuse, så er de fleste af disse i dag lukket.

Tidligere var kirken den eneste bygning, sognemenigheden samledes i, men i dag har næsten ethvert sogn med respekt for sig selv en sognegård, hvor mange af de aktiviteter, som tidligere foregik i missionshuse eller i de grundtvigske forsamlingshuse, foregår, og der er blevet ansat sognemedhjælpere til sammen med præsterne at udføre undervisningsmæssige og diakonale opgaver.

Profilmenigheder vinder frem
Denne udvikling falder sammen med ønsket hos især mange unge i blandt andet Indre Mission og Luthersk Mission om at have ét centrum for hele deres kirkelige engagement, nemlig en gudstjenestefejrende menighed.

Blandt andet som følge heraf er der i de senere år opstået en række profilmenigheder i folkekirken. I alle større byer kan man udpege menigheder, som på tværs af sognegrænser samler mennesker om kirkeliv af henholdsvis indremissionsk, karismatisk (Dansk Oase), grundtvigsk, KFUM&KFUK præg osv.

Alle dens åbenbare fordele til trods har denne struktur imidlertid en grundlæggende svaghed. Den retning, som menighedsrådet og de præster, som det har valgt, repræsenterer, er sjældent i overensstemmelse med hele befolkningens holdninger i sognet, og i forbindelse med en konflikt kan menighedsrådet ved et valg blive skiftet helt ud, således at den retningsprægede gruppe, som i praksis har udgjort den aktive menighed, efterhånden vil føle sig hjemløs.

Reaktionen vil i mange tilfælde være, at de utilfredse så danner en valg- eller frimenighed.

Der vil komme mange flere valg- og frimenigheder
Der har altid været spændinger mellem forskellige retninger inden for folkekirken, så de konflikter, vi i denne tid oplever omkring holdningen til vielse af homofile er ikke noget principielt nyt.

Det nye er, at mens for eksempel indremissionsk og luthersk-missionsk orienterede folkekirkemedlemmer i praksis accepterede teologiske og etiske holdninger i folkekirken, der var dem inderligt imod, fordi de havde deres primære fællesskab og identitet i missionshuset, så er sognemenigheden og dermed folkekirken som sådan kommet til at spille en langt større rolle for dem.

Derfor vil vi efter al sandsynlighed i de kommende år opleve, at bølgen af valg- og frimenigheder med baggrund i missionske og karismatiske kredse vil vokse markant.

For Indre Mission indebærer det et historisk brud med det, som har været den folkekirkelige linje lige siden Vilhelm Beck. For folkekirken indebærer det en tiltagende fragmentering i den historiske situation, hvor det tyder på, at båndene mellem stat og kirken vil blive løsnet.

Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent