Kirker kan bruges til at opfylde 2015-målene

I arbejdet med at halvere fattigdom og sult i verden må man ikke undervurdere den kristne kirke som medspiller, skriver generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen

Hvordan ved vi, om vi er på rette spor når vi taler om en bedre verden? FNs otte mål for 2015 er en god målsætning for udvikling og menneskeliggørelse af vores fælles virkelighed:

Målene er at halvere fattigdom og sult i verden, at opnå grundskolegang for alle, at øge ligestillingen mellem mænd og kvinder, at mindske børnedødeligheden, at mindske mødredødeligheden, at bekæmpe hiv/aids og malaria, at sikre udvikling af bæredygtigt miljø, og at øge samarbejdet om bistand og gældseftergivelse.

LÆS OGSÅ: "Familien bliver beriget af at møde livet i fattigdom"

Den gode nyhed er, at disse mål er indenfor rækkevidde og at flere af dem allerede er så godt som opfyldt i det globale syd.

Spørgsmålet som denne analyse ser nærmere på, er nu hvilken rolle kristne kirker spiller for virkeliggørelsen af disse mål. Udfordringen er her, at vestlige politikere og flertallet af organisationer, som er involverede i udviklingsbistand og befrielse fra fattigdom, uvidenhed, sygdom og underernæring, forstår sig selv som sekulære aktører.

Religion er relevant for udviklingsindsatsen
Mens man anerkender, at fattige mennesker ofte er aktive deltagere i lokale trossamfund, betragtes dette som private og personlige anliggender, der er udviklingsindsatsen uvedkommende.

Men i det globale syd, hvor målene skal indfries, er livets religiøse dimensioner uomgængelige, også når det gælder udvikling. Med andre ord: Vi bliver nødt til at se på hvilken rolle kirkerne spiller for udvikling, og hvorvidt udviklingsbistand skal eller kan undgå religion eller kristendom.

Efter en lang karriere inden for udvikling og bistand indenfor Verdensbanken er Katherine Marshall nu forsker ved Georgetown University, hvor hun arbejder indgående med spørgsmålet om religioners rolle i udvikling.

I flere artikler har hun har gjort opmærksom på, at det som gør det vanskeligt at svare på spørgsmålet, er at religionerne ligesom kulturerne er dynamiske og forskellige.

Religionerne udtrykker det værdifulde og hjælper med at prioritere, og de skaber fællesskaber gennem ritualer og delte identiteter. Religiøse budskaber og religiøse organisationers strukturer kan derfor både befri og binde mennesker.

At kristendommen såvel som andre religioner har spillet en rolle for udvikling i de områder, hvor de har trivedes, er derfor utvivlsomt ifølge Marshall.

Religionerne har forskellige løsninger
Men fordi forskellige religiøse traditioners analyse af hvad problemerne med den menneskelige eksistens er, så er de løsninger og forandringer, de anbefaler, også forskellige. Der er med andre ord forskel på frelser! Og der er forskel på, i hvor høj grad de forandringer, som religionerne er med til at skabe, bidrager til eller modarbejder 2015-målene. Så vidt Marshall.

Når det gælder kristendommen, så er det klart, at de mål, som 2015-målene opstiller, ikke er sammenfaldende med frelse i kristen forstand. Spørgsmålet bliver derfor, hvor vidt kristendommen og kristne kirker kan medvirke til virkeliggørelsen af 2015-målene gennem individuel befrielse, social og politisk aktivisme, samfundsmæssigt engagement og fællesskabsopbyggende kapacitet.

Giver kristendom individuel befrielse? Her tænker jeg ikke i snæver forstand på forkyndelsen af det bibelske budskab om frelse ved tro alene, men på hvor vidt frelse i kristen forstand sætter mennesker fri fra kulturelle bindinger og sociale hierarkier. Her ser jeg forkyndelsen af evangeliet som en ny vision for, hvordan verden kan være.

Et menneske med Gud som Far kan blive et genoprettet menneske (det teologiske indhold), som har fået en værdighed som ingen fattigdom kan tage væk (den individuelle forandring). Fremtiden kan forme sig anderledes, og vil forme sig anderledes for den, der med dette perspektiv er befriet til at leve sit liv.

Hvordan værdigheden skal omsættes er ikke entydigt. Det vigtige i denne forbindelse er dog, at denne individuelle befrielse er i dyb samklang med de håndfaste 2015-mål: uddannelse gennem skolegang, kvinders og mænds ligestilling såvel som at mindske børnedødelighed og mødredødelighed.

Fører kristendommen til social og politisk aktivisme? Her tror jeg, at det er rigtigt at sige, at den teologiske analyse af de samfundsmæssige problemer sjældent former sig som en direkte politisk kritik. Samtidigt er kristne i det globale syd udmærket klar over magthavernes hykleriske retorik i forhold til antikorruption og prodemokratiske bevægelser. En interessant oversættelse af den teologiske analyse til politik finder vi derfor hvor kristne i Vestafrika taler om korruption og magtbrynde som okkultisme eller magi.

Fra de troendes synspunkt kan misbrug af penge og magt måske ses som tilgivelige forseelser, men når noget er okkult eller magi så er det synd, dvs. så har det en teologisk betydning og må afvises og forsages. Igen er dette i fundamental samklang med det måske mest vidtrækkende af 2015-målene: halveringen af fattigdom og sult.

Fører kristendommen til samfundsmæssigt engagement og nye fællesskaber? Omvendelse til kristendommen fører utvivlsomt til dannelsen af nye religiøse fællesskaber, nemlig kirkerne. Disse fællesskaber lærer medlemmerne at tænke, føle og handle i overensstemmelse med den kristne vision.

Mange steder er disse fællesskaber den eneste form for social organisation, der findes. Jeg tænker her på de stats-løse områder i Centralafrika, for eksempel Sydsudan eller den østlige del af Zaire.

Der er i flere udviklingslande opstået kristne partier, og enkelte lande er endda selverklærede kristne lande for eksempel Zambia og Uganda. Men alligevel er det tvivlsomt, om kristendommen i det globale syd fører til en egentlig samfundsmæssig mobilisering sådan som for eksempel metodismen gjorde det i 1800-tallets England.

De målsætninger som først og fremmest er berørt af det manglende samfundsmæssige engagement er udviklingen af bæredygtigt miljø og samarbejdet om bistand og gældseftergivelse. Disse vigtige områder tror jeg derfor ikke, at kirkerne selv vil kunne løfte. De alternative åndelige fællesskaber, som kristendommen i det globale syd skaber, er ikke nye samfund, men måske kan de tjene som inspiration for en ny samfundsmodel, som er mere demokratisk og mere solidarisk og mere fællesskabsopbyggende end den kendte virkelighed.

Kirkerne er uomgængelige partnere
Med andre ord: Hvis 2015-målene skal virkeliggøres i det globale syd så er kirkerne uomgængelige partnere. Det er de fordi de både af praktiske grunde og af indholdsmæssige grunde: Af praktiske grunde fordi kirkerne mange steder den eneste type social organisering, der eksisterer blandt de fattigste af de fattige.

Af indholdsmæssige grunde fordi kristendommens budskab fokuserer på individuel og kollektiv befrielse som fører til opbygningen af nye fællesskaber, og som kan omsættes til social og politisk aktivisme også selv om den ikke altid gør det. Men netop fordi potentialet er der, så er kristne kirker potentielt vigtige partnere i opfyldelsen af 2015-målene.

Kirkerne er derfor vigtigere end de sekulære vestlige udviklingsorganisationer og politikere normalt tænker sig, og gennem inddragelse kan de blive vigtige partnere for menneskeliggørelsen af vores fælles lidelsesfyldte verden.

Jonas Adelin Jørgensen
Ph.d og generalsekretær i Dansk Missionsråd