"Kommercielle interesser gør tro til en hyldevare"

"Køb en lækker seng eller en smart, bærbar pc til en god pris - og søg så ind i dig selv og meditér dig til resten. Sådan lyder mantraet i en stadig mere google-buddhistisk tid," skriver generalsekretær og religionssociolog Morten Thomsen Højsgaard. Her er det en mediterende mand i det seneste IKEA-katalog. Foto: Screendump fra IKEA-katalog

Nyt katalog fra IKEA og annoncekampagne for bærbare computere henviser til buddhismen for at fremme salget. Det afspejler en tendens i tiden, hvor tro og alternativ spiritualitet er blevet varer, som skal fremme et liv i balance, vurderer ph.d. i religionssociologi Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær i Bibelselskabet

Det er dejligt at starte morgenen i fuldstændig balance, lyder det i IKEAs nye katalog, som viser en mediterende mand på et tæppe ved en dobbeltseng. Kataloget er ifølge IKEA trykt i 212 millioner eksemplarer på verdensplan og oversat til 29 forskellige sprog.

En stribe store danske virksomheder såsom Coloplast, Carlsberg og Novo Nordisk har ifølge gratisavisen MetroXpress sendt flere og flere medarbejdere på kursus i den såkaldte mindfulness-teknik, som med oprindelse i buddhismen nu især bruges til håndtering af stress.

Der er fyldte hold, og mindfulness er en bestseller i både København, Aarhus, Aalborg og Kolding, lyder det fra kursusvirksomheden Confex.

En ny bærbar computer fra firmaet Asus markedsføres i dette efterår i en storstilet kampagne med sloganet: Find din zen. Kampagnen, som henter inspiration fra zenbuddhismen, taler om en perfekt balance mellem skønhed og kraft, inspiration og innovation.

Alternative spirituelle teknikker, der søger at afhjælpe stress og fremme et liv i balance, er en kommerciel succes med vind i sejlene i Danmark.

Spirituelt bogmarked i fremgang
Den samme udvikling findes også i den ellers trængte bogbranche, hvor bøger om krop og sjæl med inspiration fra den alternative spirituelle verden ifølge Politiken ikke har oplevet den krise, som har ramt resten af markedet.

»Det er, som om de spirituelle bøger har været et fredet reservat på bogmarkedet«, sagde redaktionschef Hans Henrik Schwab fra Lindhardt og Ringhof forleden på forsiden af Politiken.

LÆS OGSÅ:Præst: Meditation er helende for krop og sjæl

Avisen kunne samtidig fortælle, at spirituelle bøger om personlig udvikling sidste år reddede økonomien for Forlaget Borgen. Gyldendals bogklub Psyke & Sjæl melder ifølge samme artikel om nærmest konstant fremgang.

»I dag har vi 20.000 medlemmer, som køber rigtig mange bøger, for de er virkelig interesserede i området«, sagde bogklubdirektør Tine Weppler med henvisning til bogtitler som Velsign dit liv og Succes for sjælen.

Succes avler kritik
Men i takt med succesen og udbredelsen af de alternative teknikker til at finde balance i tilværelsen følger også kritisk journalistik.

Kritikken handler dog ikke om troens væsen, men om teknikkens virkning: Får man et bedre liv? Bliver man virkelig afstresset af at følge de alternative, spirituelle råd? Sådan lyder nogle af spørgsmålene, som psykolog og arbejdslivsforsker på Aalborg Universitet, Einar Baldursson, er en af dem, der svarer på.

Hvis mindfulness bruges af amatører og kvaksalvere, er den i bedste fald virkningsløs, men den kan også medføre betydelige problemer på længere sigt, fordi der netop ikke gøres noget ved årsagerne til din stress, citeres Einar Bauldursson for at sige i MetroXpress.

En teknik, der handler om at skabe opmærksomt nærvær, bliver nu i arbejdssammenhænge brug til at effektivisere og optimere, advarer ledelsesforsker og antropolog Karen Lisa Salamon fra Københavns Universitet til MetroXpress.

LÆS OGSÅ
: Mindfulness er et tegn på tidsånden

Hun beskriver også, hvorledes de alternative spirituelle teknikker såsom mindfulness kan ses som led i en stor bølge af individualisering, der kan gå ud over fællesskabet.

Da Ikast-Brande Kommune for nylig via nogle kunstnere hyrede et alternativt spirituelt råd til at rådgive sig om bedre velfærd og mental frihed, kom kritikken også prompte.

Hvis kommunen bruger penge på sådan et råd, kan man begynde at tale om, hvorvidt det er legitimt. Jeg har svært ved at forestille mig, at der vil komme noget godt ud af det, udtalte Henrik Christoffersen, der er forskningschef i den liberale tænketank Cepos, til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Kritik af at kommune bruger penge på clairvoyante

Varer troen ved, når den bare er en vare?

Kritikken af den alternative spiritualitet understreger på sin vis blot dens gennemslagskraft. Fra overtegnede kurser i meditation over stort sælgende spirituelle bøger om selvudvikling til det voksende marked for alternativ terapi er området blevet så anseligt, at det nu påkalder sig opmærksomhed fra virksomheder, forskere og medier i bredeste forstand.

Engang kom de kritiske spørgsmål i pressen til den alternative spiritualitet især fra kirkelige organisationer såsom Dialogcentret, der imidlertid nu er nedlagt.

Den nye kritik adskiller sig fra den gamle ved ikke at handle om de dybe, åndelige eller religiøse aspekter af den spirituelle udvikling. I stedet retter kritikerne gerne fokus mod praktiske spørgsmål. Bruges pengene fornuftigt eller effektivt nok? Kommer der noget godt ud af det?

Den alternative spiritualitet bedømmes med andre ord ikke på dens udsagn om Gud eller dogmer. Den vurderes ud fra, hvad den kan gøre her og nu for dig og for mig.

I begyndelsen af det 21. århundrede handler tro i tråd hermed for de fleste ikke længere om, hvad der er sandt eller falsk, men om hvad der virker.

LÆS OGSÅ: Fra google-buddhisme til wiki-kristendom

Det er også derfor, at de store firmaers kommercielle interesser indtil videre går så ubesværet hånd i hånd med de alternative spirituelle budskaber om at finde ro og balance i en travl hverdag ved at søge tilbage til sindets inderste væsen.

Køb en lækker seng eller en smart, bærbar pc til en god pris og søg så ind i dig selv og meditér dig til resten. Sådan lyder mantraet i en stadig mere google-buddhistisk tid.

Men spørgsmålet er, om troen så varer ved i de tilfælde, hvor det så tydeligt viser sig, at det spirituelle netop bare er blevet et virkemiddel eller en vare på linje med alle de andre til nedsat pris på virksomhedernes vidtstrakte lagre?

Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Bibelselskabet og skriver Religionsanalysen.