"Kristendom er en afrikansk religion"
Man kan finde spor af den tidligste kristendom i Afrika, lang tid før missionærerne ankom, fortæller generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen
Den afrikanske teolog Joh Mbiti har engang skrevet, at "kristendommen i Afrika er så gammel, at den egentlig kan kaldes en stedliggjort, traditionel og afrikansk religion."
Hvad Mbiti her opponerer sig mod er naturligvis den forståelse, at kristendommen i Afrika er en slags rest fra kolonitiden.
I Egypten og Etiopien finder vi nemlig ortodokse kirker, som daterer sig helt tilbage til den tidligste kristendom, til henholdsvis apostlen Markus og den etiopiske hofmand, som mødte apostlen Filip og blev døbt af ham. Her vil jeg se nærmere på, hvordan kristendommen i Afrika har udviklet sig både under kolonitiden og efter uafhængigheden.
Kristendommen måtte vige for islam
I de første syv århundreder efter Kristus var den nordlige del af Afrika, nord for Sahara, overvejende kristent. Efter den islamiske invasion i det ottende århundrede overtog arabiske herskere området, som de kaldte for maghreb,' fra det nutidige Libyen til Marokko.
En af de store udfordringer for kirkehistorikere er, hvordan dette område, som var et af kristendommens højborge, i løbet af de næste århundreder stort set holdt op med at være kristent.
Egypten var til dels en undtagelse, men også her blev kristendommen marginaliseret og gradvist erstattet med islam. Nogle har påpeget det økonomiske incitament, der var til at konvertere, mens andre har påpeget, at kristendommen var et byfænomen i Nordafrika, mens landbefolkningen stort set var uberørt af kristendommen.
Udbredelsen af kristendommen medførte også en kritik af kolonimagten
Ud over de ortodokse kirker er der i Afrika en række kirker, som er produkt af den moderne kristne verdensmission og globaliseringen af kristendommen.
Nutidens afrikanske romersk-katolske kristne, anglikanere, presbyterianere og lutheranere er resultatet af de sidste århundreders missionsarbejde blandt afrikanske stammefolk syd for Sahara.
De første missionærer i Afrika var portugisiske præster, som kom i forbindelse med handelsmænd, der i det 16. århundrede ledte efter en søvej til Asien uden om de islamiske områder i Mellemøsten. Portugisernes tilstedeværelse blev i Vestafrika begyndelsen på slavehandlen, og i løbet af de næste tre århundreder blev mellem 9 og 15 millioner slaver udskibet fra vestafrikanske lande hovedsageligt til Nord- og Sydamerika.
Det er egentlig på denne baggrund, at udbredelsen af europæisk kristendom blandt sorte afrikanere må forstås: Effekten af slavehandlen på de afrikanske samfund var endeløse krige mellem rivaliserende stammer og kongedømmer i jagten på nye slaver, såvel som opbygningen af en stor diaspora af afrikanske slaver og efterkommere i Nord- og Sydamerika.
Mange blev omvendt til kristendom under deres slaveri, og en del kom efter frigivelse eller frikøb til at virke som missionærer i deres tidligere, nu krigshærgede og socialt udpinte lande. Kristne tidligere slaver fra Jamaica drev således mission i Nigeria fra 1846 og tidligere slaver fra Vestindien virkede i Ghana på Guldkysten fra omkring 1850erne.
På denne måde opstod en vigtig forbindelse mellem kristen mission og ophævelsen af slaveriet: I slutningen af 1780erne oprettede kristne tidligere slaver Freetown i Sierra Leone, og med støtte fra det britiske Church Mission Society blev Freetown et center for missionærtræning for frigivne slaver.
Lokale konger, der så kristendommen som god for samhandel, inviterede de lokale missionærer, som snart forkyndte evangeliet om Kristus såvel som ophævelsen af slaveriet i hele Vestafrika. Dette blev en rod til konflikt mellem kristne missionærer og kolonimagternes handelsinteresser.
Historien om udbredelsen af kristendommen i Afrika er derfor på en og samme gang en del af kolonihistorien og en kritik af den samme kolonialistiske økonomi og politik, som reducerede afrikanerne til varer.
Jonas Adelin Jørgensen er ekstern lektor på Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet samt generalsekretær i Dansk Missionsråd