Lektor: Kristendomskundskab er en politisk kampplads
Skal skolen medvirke til trosoplæring eller være religiøst neutral? Faget kristendomskundskab har været en politisk kamplads i mange år, vurderer religionssociolog Brian Arly Jacobsen, som giver et bud på, hvorfor faget fortsat diskuteres politisk
”Er Troen virkelig en Skole-Sag?” således spurgte N.F.S. Grundtvig i en artikel i 1836. Grundtvig var stærk modstander af, at dannelse og viden i skolen skulle være styret af en bestemt religiøs lære. I artiklen tager han skarpt afstand fra at blande grundlaget for skolens læring sammen med trosoplæring.
Han skriver blandt andet, at det er hans opfattelse: ”at Troen, Gud skee Lov! slet ingen Skole-Sag er, men at den hele Religjons-Underviisning i Skolerne, som vi giennem Aarhundreder har plaget os selv og Børnene med, var en stor Vildfarelse, som vi skal glæde os over, den herskende Forvirring endelig har nødt os til at indsee.”
Grundtvigs artikel var et bidrag i en verserende debat om religionsundervisningens (og skolens) grundlag og indhold. Artiklen vidner om, at faget har været en politisk kampplads igennem mange år. Debattens indhold og argumenter har ændret sig over tid, men en grundlæggende skillelinje har domineret diskussionen, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt skolen skulle medvirke til trosoplæring, eller om skolen skulle virke på et religionsneutralt grundlag. En diskussion, der stadig pågår på trods af, at kristendomsundervisningens forkyndende element officielt forsvandt med folkeskolereformen af 1975.
Siden har kritikere peget på, at det er en sandhed med modifikationer. Fagets navn er ifølge kritikere en af problemerne, men ikke problemets kerne. Jeg vil i denne artikel analysere, hvad diskussionen handler om og give et bud på, hvorfor faget vedbliver med at være en af de vigtigste kamppladser, når der skal diskuteres folkeskolepolitik.
Eleverne undervises i kristendomskundskab fra første til niende klasse med én lektion om ugen undtagen det år, hvor nogle af eleverne går til konfirmationsforberedelse. I folkeskoleloven er det centrale kundskabsområde i faget den evangelisk-lutherske kristendom.
Et kort rids over fagets udvikling
Skolepligten indførtes i 1814, hvor et af fire fag var religion af tydelig forkyndende karakter med udgangspunkt i den evangelisk-lutherske kristendom. I 1937 ændredes navnet fra religion til kristendomsundervisning, og en fritagelsesparagraf blev indført.
I 1975, da Ritt Bjerregaard var undervisningsminister, adskiltes undervisning og forkyndelse sådan, at folkeskolen ikke længere måtte søge at påvirke eleverne til bestemte livsanskuelser eller særopfattelser. Samtidig ændredes navnet til kristendomskundskab, og det blev et kundskabsmeddelende fag, der ikke bekender sig til et bestemt trossamfunds lære. Bindingen til folkekirkens evangelisk-lutherske lære blev desuden flyttet fra den overordnede formålsparagraf til kristendomsfagets fagbeskrivelse.
I 1978 blev der igen sat fokus på de forkyndende elementer i folkeskolen i en kontrovers, hvor en kreds af forældre til børn på Mårum Skole i Nordsjælland ville vide, om det var foreneligt med den nye lov, at skolen fortsat holdt fællesbøn ved morgensamlinger.
Ritt Bjerregaard bad om en vurdering af den kristne bøns karakter fra den københavnske biskop Ole Bertelsen og de to teologiske fakulteter i henholdsvis København og Århus, repræsenteret ved teologerne P.G. Lindhardt og Theodor Jørgensen. Resultatet af vurderingen var samlet set, at den kristne bøn ikke var forkyndende i betydningen ikke indoktrinerende.
Ole Bertelsen afviste, at den kristne bøn er indoktrinerende, mest af alt fordi den ikke udtrykker andet, end det de fleste elever i forvejen er givet ved deres dåb. Lindhardt og Jørgensen var enige i, at bønnen ikke er indoktrinerende, men vurderede derimod Fadervor som bevidst religiøst påvirkende. De argumenterede for, at det er uundgåeligt at lave bevidst religiøs påvirkning i undervisningen af religion. De skrev således:
”Hvis man uden nærmere definition betegner ”forkyndelse” som utilladelig eller sætter den lig med ”bevidst religiøs påvirkning”, umuliggøres enhver rimelig anvendelse af ordet ”forkyndelse”. Det er ikke i noget åndsfag muligt at undervise uden at der foregår en påvirkning – det ligger simpelthen i fagenes ”humane” natur – og hvis denne påvirkning ikke må være underviseren ”bevidst” forudsætter det, at man som undervisere har søvngængeragtige lærerpersonligheder der – bevidstløs – ikke ved hvad de foretager sig, en sådan upersonlighed ville samtidig virke dræbende på eleverne. Da ingen af delene formentlig kan være hensigten, må man gå ud fra, at ordet ”forkyndelse” har en ren negativ eller afværgende funktion – at afværge indoktrinering”
Med baggrund i denne vurdering, ændrede Undervisningsministeriet altså ikke i tilladelsen til, at Fadervor gerne må optræde i undervisning, om end det foregår under frivillig deltagelse. Det er tilsyneladende denne forståelse af forkyndelse, som stadig anvendes af ministeriet. Senest af Bertel Haarder i 2010, da han afviste den socialdemokratiske politiker Christine Antorinis (m.fl.) ”forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bøn og anden forkyndelse i folkeskolen”.
Den normale kristendom og de afvigende fremmede religioner
Fremmede religioner og andre livsanskuelser indførtes i undervisningen, men blev først inkluderet i faget i 1989 på de ældste klassetrin. I 1995 blev begrebet ’den religiøse dimension’ introduceret i fagets formål. Faget får med indførelsen af det teologiske begreb et holdningsmæssigt og etisk sigte, hvor man forudsætter, at alle mennesker indgår i en betydningsmæssig sammenhæng med en religiøs dimension. Det centrale kundskabsområde Livsfilosofi og etik indføres på dette tidspunkt i målsætningen.
Både begrebet den religiøse dimension og kundskabsområdet har været en del af fagets mål siden 1995. Fra skoleåret 2015/2016 fik kristendomskundskab nye forenklede kompetencemål, men indholdet er uændret, hvor undervisningen stadig er inddelt i kompetenceområderne: Livsfilosofi og etik, Bibelske fortællinger, Kristendom og Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser.
Kompetenceområdet Livsfilosofi og etik i faget kristendomskundskab står centralt i ”Vejledning for faget kristendomskundskab” som en overordnet tilgang til hele faget. Den livsfilosofiske tankegang er inspireret af teologen K.E. Løgstrup (1905-1981). Begrebet knytter an til Løgstrups skabelsesteologi og opfattes som et værn mod meningsløshed. Det er forbundet med en mere omfattende fornufts- og modernitetskritik. Løgstrup taler imod pluralisme, som han anser demokratiet som et udtryk for. I denne tilgang har fortællingen en stor betydning, særligt de bibelske tekster, som har betydning på det eksistentielle plan og relevans for det moderne menneske.
Blandt religionsforskere har der i flere år været en kritik af faget Kristendomskundskab, som bunder i en kritik af fagets tilknytning til evangelisk-luthersk teologi, som i fagets mål særligt kommer til udtryk i begreberne livsfilosofi og den religiøse dimension, og at faget derfor ikke er et objektivt vidensfag i studiet af religion, men også bliver et studie i religioner, og hvordan man er religiøs.
Religionssociologerne Annika Hvithamar og Morten Warmind beskriver i en artikel fra 2007, som alternativ til den eksisterende undervisning, en religionsvidenskabelig tilgang til faget som en kritisk og pluralistisk religionsundervisning. Ifølge sociologerne vil det forvirrende mønster, de enkelte religioner kan synes at have, afmystificeres i afsløringen af fælles strukturer på tværs af forskellige religioner.
De er fortalere for en historisk-komparativ, værdineutral, religionsvidenskabelig metode, der er empirisk underbygget og målbar. Religioner skal fremstilles som pluralistiske, kulturafhængige og individuelle, hvor der ikke er én sandhed om religioner, eller en sandhed, der er mere sand end en anden.
De kritiserer de eksisterende undervisningsmaterialer: ”Kristendom fremstilles som det normale, naturlige nærmest ikke-religiøse kulturelle fænomen […]. Mens andre religioner kan beskrives i myter, ritualer og sære skikke.” Warmind og Hvihamar mener altså, at ikke-kristne religioner reduceres til eksotiske indslag. Dermed bidrager fremstillingen af den danske udgave af kristendom til en særlig forståelse af kristendom som den normale religion og andre religioner som afvigende.
Værdikampen om faget
Da tidligere statsminister Helle Thorning Schmidts regering kom til magten i 2011, opstod der et flertal for en ændring af kristendomskundskab til et obligatorisk religionsfag – et kulturelt og alment dannende fag, hvor undervisning i kristendom skulle fylde mest, men faget skulle samtidig afspejle det danske, multireligiøse samfund, så andre religioner og livssyn også skulle inddrages. Det var blandt andet uddannelsesordførerne i Socialdemokratiet og Radikale Venstres holdning.
Daværende undervisningsminister Christine Antorini, der ellers i 2010 ønskede, at faget kristendomskundskab blev ændret til et religionsfag, afviste i 2014 en ændring med den begrundelse, at det kunne udløse en værdikamp. Det er altså ikke første gang indenfor det seneste årti, at centrum-venstre partier ønsker at ændre fagets navn og indhold – eller at det afvises.
Det er netop spørgsmålet om ’værdikamp’, og hvad denne værdikamp indeholder, som tegner diskussionen om faget i dag. På den ene side argumenterer tilhængere for den nuværende ordning, at faget er et væsentligt dannelsesfag til et fundamentalt element i dansk national identitet, nemlig den evangelisk-lutherske kristendom. For nationalkonservative bliver det endvidere et væsentligt bidrag til at forsvare en bestemt form for danskhed overfor en forestilling om en stigende indflydelse fra islam i det danske samfund.
For tilhængerne af et ændret religionsfag (eller afskaffelsen af det) er det blot en naturlig udvikling, at faget ændrer sig og afspejler samfundets nuværende multireligiøse samfund i sin undervisning, samt at der undervises ud fra religionsvidenskabelige principper, således at ingen bliver religiøst indoktrineret.
Brian Arly Jacobsen er religionssociolog, lektor og ph.d. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.