"Kristne i Asien kæmper for deres tro"

I Indien er mange kristne kasteløse og bliver mødt med voldelige sanktioner, skriver ph.d Jonas Adelin Jørgensen

Asien er i sig selv en uoverskuelig geografisk betegnelse omkring 1/3 af jordens overflade fra Suez og Uralbjergene i vest til Stillehavet i øst, og med mere end 2/3 af verdens samlede befolkning.

Også når det gælder religion er Asien enormt, og ikke blot er kristendommen selv opstået i Asien nemlig i Mellemøsten, men også hinduisme, buddhisme, jødedom, taoisme, konfucianisme og islam er alle opstået her.

Antallet af kristne er i Asien det laveste af alle kontinenter, nemlig omkring 10%. Selv om det er et stort antal kristne (500 millioner) så betyder det, at kristne i Asien er en minoritet, og at kristendommen er en minoritetsreligion. Kristendommen øst for Eufrat er med andre ord en kristendom i konstant dialog og forhandling med sine omgivelser.

Kristendommens tidlige historie i Asien
Den indiske syrisk ortodokse kristendom nåede fra Syrien over det nuværende Irak til Sydindien senest i løbet af det 3. århundrede. Ifølge den lokale sydindiske tradition var det selve disciplen og apostlen Thomas, som i år 52 omvendte en række sydindere og grundlagde 12 kirker langs Sydindiens kyst, fra Cochin i vest til Madras i øst.

De syrisk-ortodokse i Indien anerkendte patriarken i Antiokia som deres åndelige overhoved (det vil sige, at de var monofysitter) og holdt fast i en aramæisk liturgi, den såkaldte qurbana, offeret.

Da portugiserne i slutningen det 15. århundrede nåede til Indien ad søvejen syd om Afrika, blev der gjort en række forsøg på at få de syrisk-ortodokse kristne til at acceptere den romerske paves overhøjhed, hvilket dog kun lykkedes delvist.

I det 18. århundrede ankom protestantiske missionærer, hvoraf den første var Ziegenbalg, som i 1706 ankom til den danske koloni Tranquebar i det nuværende Tamil Nadu.

De protestantiske missionærer forsøgte at reformere den ortodokse kirke, hvilke dog også kun lykkedes delvist. Større held havde de med at omvende folk fra de nederste lag i samfundet, og medlemmerne af de katolske og protestantiske kirker er derfor i dag primært fra samfundets bund.

I takt med den begyndende kolonitid og med etableringen af faktorier og handelskolonier i det 18. og 19. århundrede, kom et stigende antal kristne missionærer både katolske og protestantiske til Asien.

Især baptistiske og metodistiske missionærer kom til at spille en hovedrolle i Indien såvel som i Kina. I Indien var det William Carey og en række andre baptistiske missionærer, som omvendte stammefolk i det nordøstlige Indien.

Nutidens Indien: Omvendelse og kastesystemer
Det 20. århundrede i Indien bød på store omvæltninger, specielt med overgangen fra at være britisk kronkoloni til at være en uafhængig dog tilnærmelsesvist demokratisk retsstat.

Dermed kom forståelsen af det sekulære til at spille en stor rolle i Indien. For de måske 2,5% kristne af Indiens befolkning (30 millioner) har den indiske forståelse af det sekulære som det fælles nationale været af stor værdi, og de indiske kristne stod i opgøret med det britiske kolonistyre ganske entydigt på nationalkongressens og Gandhis side.

Selv om kastevæsenet er blevet delvist nedbrudt af urbanisering, markedsøkonomi og positiv diskrimination fra statens side i forhold til uddannelse og jobs, så står de mange kristne kasteløse stadig over for store udfordringer.

Specielt på landet må de stadig finde sig i både beskyldninger for at være anti-traditionalister såvel som mere voldelige sanktioner i form af udelukkelse fra brug af fælles brønde eller fælles veje.

Kristendommen har derfor i det 20. århundrede ligesom islam og buddhisme spillet en væsentlig rolle som udvej ud af kastevæsenet gennem gruppeomvendelse.

Den berømte dalit-leder Ambedhkar udtalte, at selv om han var født hindu, "så har jeg ikke tænkt mig at dø som hindu" og konverterede derfor sammen med omkring 2 millioner andre kasteløse i slutningen af 1950erne til buddhismen.

Dette har betydet, at spørgsmålet om omvendelse har været det mest politiserede område for kristne i Indien, og i flere delstater er der love mod "omvendelse gennem svigefulde metoder."

Hvilke metoder der er svigefulde, uddybes ikke, så lovgivningen bidrager udelukkende til at stresse de kristne og til at stemple mission som antinationalisme.

Men heller ikke i kirkerne er kastevæsenet overvundet, og de ortodokse kirker, den katolske kirke og de forskellige protestantiske kirker fungerer i høj grad stadig som kastefællesskaber. Dette betyder dels, at denominationerne følger kasteskel, og at embeder i kirkerne ofte er de relativt højere placerede kasters privilegium.

Mange kristne kirker og mange kristne er engageret i uddannelse og udviklingshjælp, og kristne skoler har generelt et godt ry i Indien. Både børn af velstående højkasteforældre og børn af fattige lavkasteforældre går her i skole sammen.

Men i praksis ser dette dog ikke ud til at betyde meget for dialogen mellem kasterne, eller for problemerne med fattigdom og traditionel kultur.

Jonas Adelin er ph.d og generalsekretær i Dansk Missionsråd samt ekstern lektor på Københavns Universitet