Er muslimer virkelig mere religiøse end andre danskere?

Er muslimer mere religiøse end 'os', eller er der snarere tale om, at vores fokus på kultur og religion fører til en bestemt forståelse af muslimer? spørger religionsanalysen i dag

I kølvandet på 11. september identificerede samfundsforskeren Mahmood Mamdani en gennemgående tendens i vestlige nyhedsmediers måder at omtale muslimer på. Han kaldte tendensen 'kultursnak'. 

Mens det ikke-muslimske, vestlige majoritetssamfund anser sig selv for at have en dynamisk kultur, som er i kreativ dialog med den omgivende verden, så bliver den muslimske minoritet anset for at være en uforanderlig, statisk kultur, forankret i gamle religiøse tekster og utidssvarende traditioner.

Derved skildres kultur og religion for muslimer som iboende. Forestillingen er, at de styres af disse indkodede størrelser, mens majoriteten af borgere i højere grad styrer deres kultur og religion ud fra et samtidsfokus.

Kultursnak lever i bedste velgående
Kultursnak findes stadig i den hjemlige, offentlige debat om muslimer, integration, ghettoer, vold, radikalisering og kvindeundertrykkelse, for blot at nævne nogle eksempler.

Stud.jur. og debattør Tarek Hussein skrev tidligere på måneden et debatindlæg i Politiken, hvori han med udgangspunkt i TV2's dokumentarserie 'På røven i Nakskov' reflekterer over den offentlige kategorisering af sociale problemer. Fjernsynsprogrammet formidler et indblik i den majoritetsdanske underklasses liv i udkantsbyen Nakskov med problematikker såsom arbejdsløshed, vold og alkoholmisbrug.

LÆS DEBATINDLÆGGET I POLITIKEN HER

I debatindlægget langer Hussein ud efter den måde, hvorpå det danske samfund præsenterer, definerer og derved kategoriserer muslimers sociale problemer, og han revser offentligheden for ikke at se lighederne ved de sociale udfordringer, som også danske muslimer i såkaldte ghettoer kan stå overfor:

"I dagens debat ville den palæstinensiske far Khalil blive præsenteret som en middelalderlig muslimsk mand, som opdrager sine børn til vold, da det er det, han kender fra sin egen kultur, alt imens mekanikeren Mustafa er en kvindeundertrykkende islamist, som udøver social kontrol over for sin kone, som sikkert ikke må bevæge sig ud af hjemmet."

Hussein fortsætter: "Den somaliske familie kommer fra en tilbagestående kultur og religion, hvor man ikke engang har lært at vise sine egne børn omsorg. For ikke at glemme, at de alle lever i et parallelsamfund eller i såkaldte ghettoer, hvor jungleloven hersker, og islam og beboernes middelalderlige kulturer er roden til alle problemer."

Husseins kritik er sammenfaldende med Mamdanis iagttagelse på to områder: For det første er det i majoritetens optik alene minoriteten, der har kultur og religion. Og for det andet, bliver den kultur- og religionsbærende minoritet udelukkende opfattet som en 'god' og hensigtsmæssig samfundsborger i det danske samfund, så længe hverken kulturen eller religionen fylder for meget i det offentlige rum eller står i vejen for integrationen.

Kultursnak som tendens er også blevet løftet frem for nylig i ph.d.-afhandlingen 'Et spørgsmål om ære', hvor omdrejningspunktet var det danske samfunds kategorisering af æresrelateret vold som en afgrænset, minoritetsetnisk vold, der beskrives som væsensforskellig fra vold mod etnisk danske kvinder såsom 'kærestevold'.

Fællestrækket er, at sociale forskelle betragtes fra en kulturvinkel og derved bliver til kulturforskelle – når eksempelvis vold mod kvinder og andre samfundsproblemer udelukkende kobles til islam eller etnisk minoritetskultur mere generelt.

Selvom det er særdeles problematisk at adskille kulturelle og sociale problemstillinger fra hinanden, er det dog ikke desto mindre iøjnefaldende, at problemer, der defineres som sociale iblandt etniske danskere såsom vold i nære relationer, arbejdsløshed og andet, fremstilles som kulturelt betingede, når det gælder minoriteten.

De mexicanske indianere oplever også kultursnakken
Tendensen til kultursnak er dog et langt bredere fænomen, der ikke er begrænset til moderne tid eller til skildringer af muslimer, men blandt andet også er udbredt i dominerende beskrivelser af amerikanske indianere fra den tidlige kolonitid og frem.

Da de europæiske munke i 1523 kom til, hvad der i dag er, Mexico, gik de i gang med at lære indianske sprog, skrive grammatikker og oversætte bibelske tekster, så de kunne forkynde og derved omvende folk.

Men en vigtig del i bestræbelserne på at omvende bestod tillige i at dokumentere indianske samfunds kulturformer og religiøse praksisser, så munkene kunne identificere hedenske traditioner og 'helbrede' de indianske sind. Flere munke skrev i indledningen til deres værker om behovet for at opsøge og beskrive de kulturelle og religiøse rødder, for kun ved at rykke planten op med roden ville de kunne komme indiansk hedenskab til livs.

Bestræbelserne med at omvende indianerne førte fra start til en række skildringer, der var formet af et stærkt fokus på religiøse traditioner. Det religiøse fokus smittede i første omgang af på skildringerne som genre – stort set alle samfundsforhold kunne kædes sammen med kulturelle traditioner eller religiøse forestillinger – og siden er det religiøse fokus smittet af på store dele af den forskning, der har benyttet munkenes skildringer som kilder.

På denne måde præger skildringer fra kolonitiden ikke kun vores syn på indianske samfund før den europæiske invasion og i kolonitiden, men de har også grundlagt en art kultursnakgenre, hvorigennem samtidens indianske samfund betragtes.

Denne type kultursnak sætter begrænsninger for, hvordan disse grupper kan organisere sig politisk, fordi de derved bevæger sig ind i risikozonen for at blive skildret som 'ikke rigtige indianere'. Blandt andet af denne årsag ser man tit, at indianske grupper i politiske manøvrer benytter velkendt 'indiansk' – i bred forstand – symbolik, der forankrer politiske projekter i velkendte kultur- og religionsforståelser, hvilket igen tilbagevirker på kultursnakken.