"Kun som institution kan folkekirken have et forhold til staten"
Folkekirken har selvfølgelig et teologisk formål. Men det er ikke det, strukturdebatten handler om, og her går nogle debattører galt i byen, skriver lektor Sune Lægaard
Kirkeministerens udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken skitserer i sit debatoplæg forskellige modeller for en styringsstruktur. Spørgsmålet er, om der skal indføres et kirkeråd, og hvilken magt det så skal tildeles.
Debatten går nu på, om et kirkeråd vil være tilstrækkelig rummeligt for minoriteter inden for folkekirken, og om det vil kunne udtale sig på vegne af folkekirken og dermed komme til at politisere den.
LÆS OGSÅ: Oplæg om folkekirkens styring: Et kirkeråd skal have klare grænser
Men der er også andre debatter sideløbende med spørgsmålet om hvilken af modellerne, man i givet fald skal vælge. Det er en slags meta-debatter, altså debatter om debatten, der sætter spørgsmålstegn ved selve debatten om styringsmodeller.
En velkendt meta-debat handler om, at arbejdet om en styringsstruktur er et skridt i retning af en adskillelse af stat og kirke. Denne debat blev rejst allerede da kirkeministeren annoncerede arbejdet for over et år siden. Kirkeministeren har forsikret, at han ikke ønsker en adskillelse, og udvalgets debatoplæg tager udgangspunkt i, at folkekirken fortsat vil være knyttet til staten.
Anklagen ligner derfor en konspirationsteori, der mest er baseret på mistillid til en radikal kirkeminister eller et forsøg på at miskreditere udvalgets arbejde på forhånd.
LÆS OGSÅ: Ingen ny folkekirke - blot små justeringer
Er folkekirken en organisation eller ej?
En anden meta-debat er mindre velkendt, men mere interessant. I et interview i programmet Religionsrapport på DR P1 den 7. maj kritiserede sognepræst Torben Bramming arbejdet med en styringsstruktur ud fra påstanden at et kirkeråd som han kalder en synode vil gøre folkekirken til en organisation. Med organisation mener Bramming øjensynlig en formel institution.
Brammings pointe er, at folkekirken slet ikke er en organisation, men det gudstjenestefejrende fællesskab. Så debatten går her på, hvad kirken overhovedet er er den en organisation med en styringsstruktur, eller er det et fællesskab, hvor Ordet forkyndes, og sakramenterne modtages, som Bramming (og Steffen Ravn Jørgensen, red.) hævdede i en kronik i Kristeligt Dagblad den 27. februar?
Dette er et interessant spørgsmål, for det handler om indhold, ikke konspirationsteorier. Det er vigtigt at skelne mellem et institutionelt og et teologisk syn på folkekirken. Men Bramming blander måske selv de to sammen.
Kritik af kirkeråd er forfejlet
Folkekirken betragtet som institution har selvfølgelig et teologisk formål og indhold det er den evangelisk-lutherske kirke. Men strukturdebatten handler om institutionaliseringen af kirken. Det er kun som institution, at folkekirken har og kan have et forhold til staten.
Grundlovens § 4 fungerer som en vedtægt gør for en forening. Det er kun i kraft af denne vedtægt, at den evangelisk-lutherske kirke som kirkeligt fællesskab bliver den danske folkekirke i en forstand, hvor staten kan understøtte den økonomisk og tildele den retlige privilegier og kompetencer.
Så folkekirken er nødvendigvis og allerede det, Bramming kalder en organisation. At der kommer en formel styringsstruktur, herunder muligvis en synode, vil ikke ændre noget i denne henseende. Styringsstrukturen vil heller ikke ændre på det teologiske formål eller indhold. Ud fra den teologiske opfattelse af kirken vil styringsstrukturen slet ikke handle om det gudstjenestefejrende fællesskab eller i sig selv ændre på det.
Her mødes de to meta-debatter: For selv om styringsstrukturen intet har med adskillelse af stat og kirke at gøre, så forudsætter et institutionelt forhold mellem stat og kirke, at man adskiller det institutionelle og det teologiske blik på kirken.
Derfor er Brammings debat vigtig og derfor er hans kritik af et kirkeråd samtidig forfejlet, fordi den teologiske og institutionelle forståelse af kirken her blandes sammen.
Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitets Center og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.