Pinsekirken hjælper kvinders rettigheder på vej

Omvendelse til pinsekirkerne får kvinder til at sætte spørgsmålstegn ved machokulturen i Latinamerika. Kirkerne giver et nyt fællesskab og viser andre måder at leve på, vurderer generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

Den 8. marts er det som bekendt kvindernes internationale kampdag. Det er en god anledning til at tænke over, hvad tilstanden for kvinders rettigheder er, og hvordan de kunne være.

I de nye mål for bæredygtig udvikling, som blev lanceret af FN i september 2015, fylder ligestilling og kvinders rettigheder og pigers muligheder ganske meget. Viften af problemer er bred: Diskrimination, tvangsægteskaber, trafficking og andre former for udnyttelse, kvindelig omskærelse, manglende ejerskab over økonomiske ressourcer og manglende familieplanlægning.

Hvilken rolle spiller religion så i forhold til kvinders rettigheder eller mangel på samme? Her tænker jeg ikke på enkelttilfælde, men på den generelle tendens, som religion giver anledning til: Hindrer eller fremmer religion kvinders rettigheder?

Spørgsmålet er relevant, hvis vi ser på det globale syd, hvor flere undersøgelser viser, at mellem 80 og 90 procent af befolkningerne betegner sig selv som religiøse. Desuden mener cirka 85 procent af afrikanerne, at religiøse ledere har en positiv indflydelse i samfundene. Endvidere er tilliden til religiøse ledere meget højere i mange udviklingslande end tilliden til politikere – ofte med god grund! Religion og religiøse ledere spiller derfor en stor rolle i forhold til kultur og selvforståelse, traditioner, moral, etik, opdragelse, uddannelse, ligestilling og seksuelle spørgsmål, herunder reproduktiv sundhed.

Lad os se nærmere på kristendommens betydning for kvinders rettigheder i denne analyse. Pentekostalisme er den hurtigst voksende form for kristendom i det globale syd, og det vurderes, at der er et sted mellem 350 og 500 millioner kristne, som er pentekostale kristne eller er teologisk inspireret af dem. Det interessante i forhold til spørgsmålet om kvinders rettigheder og religionens rolle er nu, at et klart flertal af disse pentekostale kristne er kvinder.

Pentekostalisme er kendetegnet ved en konservativ etik, som fokuserer på familiecentrerede værdier og fremhæver mandens rolle i familien som ’kvindens hoved’, sådan som også apostlen Paulus talte om det. Vi har med andre ord at gøre med en form for kristendom, som tilsyneladende er etisk konservativ og samtidig fremhæver en patriarkalsk familie og samfundsstruktur som ideal.

Det tilsyneladende paradoks er derfor, hvordan denne form for kristendom, som ikke umiddelbart ser ud til at fremme kvinders rettigheder, alligevel er populær blandt kvinder i det globale syd. Er kvinderne ofre for religiøs manipulation? Er det på grund af kvindernes marginaliserede status, at de tiltrækkes af pentekostalismen?

De senere års forskning peger på, at de kvinder som bliver pentekostale kristne, hverken er marginaliserede eller ofre, men derimod er værdige og aktive kvinder. Den amerikanske sociolog Elizabeth Brusco studerede i 1980’erne og 1990’erne pentekostalisme i Columbia og koncentrerede sig specielt om kønsroller. Hun boede i lang tid hjemme hos pentekostale kristne, og hendes bøger og forskning bekræfter, at omvendelse til pentekostalisme skaber bedre vilkår for kvinderne.

Omvendelse betyder en forandring for familien som helhed, hvor kvinder, såvel som børn og især mændene, får nye roller og møder nye forventninger. Som i mange latinamerikanske lande er der i Columbia en machismo-kultur, der fremhæver en ’rigtig’ mand, som en der bruger ugelønnen på alkohol, tobak og udenomsægteskabelige affærer.

Omvendelsen af kvinderne får dem til at sætte spørgsmålstegn ved denne kultur, og de får et nyt fællesskab i pinsekirkerne, som fremholder alternativer. Dette medfører, at mænd og kvinder begynder at samarbejde om familiens velfærd.

Brusco mener derfor, at kvinders omvendelse har et større potentiale til forandring end vestlige, politiske former for feminisme. Grunden er – måske modsat vores vestlige intuition – at forandringerne, for i første omgang kvinderne, men i næste skridt også familierne og mændene, ikke sker i protest mod en patriarkalsk familiestruktur eller konservativ kristen etik, men i anerkendelsen af den og en fremhævelse af mandens ansvar for familielivet. Manden bliver dermed en aktiv medspiller i forandringerne.

Brusco konkluderer: ”Machismo-rollen og den maskuline rolle, som evangelikale definerer den, er stort set diametrale modsætninger. Aggression, vold, ære, selvhævdelse og en individualistisk orientering i offentligheden erstattes med fredsslutning, ydmyghed, selvtilbageholdenhed og en kollektiv orientering og identitet inden for kirken og hjemmet… Grænserne for offentligt (maskulint) liv og privat (feminint) liv trækkes på ny”.

Hvis vi skulle fortsætte Bruscos argument, og udbrede det til at gælde spørgsmålet om, hvilken rolle pentekostalisme spiller for kvinders rettigheder: For kvinderne gælder det, at en passiv accept af livets omstændigheder i machismo-kulturen forandres til et aktivt engagement ved deres omvendelse. Samtidig er omvendelsen jo også en befrielse for mændene fra machismo-kulturen, en befrielse fra rollen som undertrykker. Den populære form for kristendom i det globale syd – pentekostalisme – er i den forstand ikke en del af problemet, men en del af løsningen på kvinders manglende rettigheder og ligestilling.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.teol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.