Lektor: Tal i debatter har ofte en forførende agenda

Tal taler til os på deres helt egen måde. At tælle sociale fænomener er også at fortælle om dem. Således gælder det også den nuværende debat om antallet af muslimer i Danmark, der har været oppe at vende en del gange i løbet af valgkampen, vurderer lektor Henrik Reintoft Christensen 

En af de bedste måder at markere et problem på er at tælle det, for en optælling viser tilsyneladende utvetydigt, om der er tale om et stort eller et lille problem, om det er vokset eller mindsket, og om udviklingen går hurtigt eller langsomt. På den måde sætter tal ord på samfundet. Nogle fortællinger er alarmerende, fordi antallet af antidemokratiske mørkemænd stiger, mens andre er beroligende, fordi integrationen klarer det.

Tal skal faktatjekkes

Med stadigt flere tal, som bliver stadigt vigtigere for fortællingen om samfundet, er faktatjek blevet væsentlig, for er tal nu også så utvetydige, som de giver sig ud for at være, eller siger tal ligesom billeder mere end 1000 ord?

Et af formålene med faktatjek er at holde en observation eller optælling op mod en anden. I mange tilfælde vil ophavet bag den oprindelige optælling have sine grunde til at fastholde optællingen selv i lyset af alternativer. Der er derfor grund til opmærksomhed, når det gælder tal.

For det første opstår tal ikke af ingenting. Bag alle tal ligger der overvejelser over, hvem der skal inkluderes og ikke inkluderes, det vil sige, hvad der tæller? For det andet betyder alene det at blive talt, at blive synlig, hvad enten det handler om mængden af udledt CO2, stressede studerende eller muslimer.

For det tredje signalerer tal også et behov for handling. Hvorfor tælle arbejdsløse, tungmetaller i Grindsteds undergrund eller antallet af muslimer, hvis det ikke skal bruges? Et stort antal muslimer kræver en form for handling – et lavt antal en anden. Behovet for handling bliver kun tydeligere, hvis optællingen sættes i forhold til tidligere optællinger, for det viser, om de oprindelige indsatser har virket, eller om der skal ændres noget.

Endelig signalerer en optælling, at der er tale om en tydelig identificerbar størrelse, der kan tælles, at det dækker over et fællesskab.

To faldgrupper i debatten om antallet af muslimer

Derfor er der mindst to faldgruber, som en offentlig debat om antallet af muslimer kan falde i. Den første er, at man kan tælle forkert. Det er den faldgrube, som faktatjekkerne tager sig af, når de tjekker, hvor mange muslimer, der er i Danmark, hvordan antallet har udviklet sig, og hvad de demografiske prognoser viser.

Den anden faldgrube, som faktatjekkerne ikke tager sig af, men selv er med til at opretholde, er, om optællingen i sig selv giver mening. Der er en del områder, hvor det giver mening at fokusere på et kendetegn som islam, men der er sikkert også områder, hvor det giver mindre mening at slå læger, ufaglærte, selvstændige, dørmænd, sygeplejersker, bankfolk, indonesere, ægyptere, tyrkere, albanere, kuwaitere, senegalesere, iranere, danskere, flygtninge, indvandrere, efterkommere, konvertitter, maksimalister (religion betyder alt) og minimalister (religion betyder intet) sammen, bare fordi de er muslimer.

Der er problemer med muslimer, der aktivt ønsker, at bekæmpe det samfund de bor i, men der er også muslimer, der aktivt ønsker at forsvare det samfund, de bor i. Selvom det har sin berettigelse at tælle muslimer, arbejdsløse, co2-niveauer eller partiformænds taletid, er det vigtigt at være opmærksom på, at tal har den magiske egenskab, at de signalerer nøjagtighed og objektivitet, selvom deres formål ofte er at forføre og fortælle bestemte historier.

Henrik Reintoft Christensen er lektor i religionssociologi ved Aarhus Universitet. Han skriver analysen ved religion.dk.