Må man kritisere folkekirken i det offentlige rum?

Efter Ateisitisk Selskabs buskampagne er religion i det offentlige rum igen til debat, men denne gang drejer diskussionen sig om, om man kan tillade sig at bruge offentlige rum til at kritisere religion, vurderer lektor Marianne Qvortrup Fibiger

”Vi skal passe på, at religionen ikke kommer til at fylde for meget i det offentlige rum. Jeg vil gerne have et samfund, hvor vi bedømmer det enkelte menneske på det enkelte menneskes personlige kvaliteter, vilje og evne, og ikke på, om man er kristen eller muslim eller jøde”, sådan sagde Anders Fogh Rasmussen i 2006 i forlængelse af Muhammedkrisen. 

I den forløbne uge - ikke mindst i Kristeligt Dagblad, men også i Politiken - er religion i det offentlige rum igen til debat. Denne gang drejer diskussionen sig dog ikke om, hvorvidt religiøse symboler og religiøs adfærd skal præge det offentlige rum, men om man kan tillade sig at kritisere religion med anti-religiøse budskaber i det offentlige rum.

Det drejer sig om Ateistisk Selskabs busreklamer, hvor de med udsagn som: ”Hvorfor tro på en gud?” og ”Hvorfor koster tro noget?” henvender sig til folk i Aarhus. Bemærk at ordet Gud staves med lille. Det er en del af reklamens strategi, der går ud på at tale gud ned. Busreklamerne har ud over budskaberne en reference til hjemmesiden www.tænkselv.dk, der med sit navn i sig selv har stor signalværdi, og hvor kampagnen forklares, og budskaberne uddybes af afsenderen Ateistisk Selskab. 

Debatten har taget en ny drejning

Det interessante ved Ateistisk Selskabs anti-religiøse kampagne, som af visse folkekirkepræster er blevet kaldt ”folkekirkemobning,” er, at den debat, som Anders Fogh Rasmussens indledte i 2006 om religion i det offentlige rum, nu har taget en helt anden drejning.

Og selvom den første del af Anders Fogh Rasmussens udtalelse, om at religion ikke må fylde for meget i det offentlige rum, passer meget godt til dele af Ateistisk Selskabs ærinde, så gør anden del af hans udtalelse ikke. Her uddyber Fogh Rasmussen netop sit standpunkt, ikke ved at anfægte religiøse mennesker, men ved at ville ligestille dem – vel at mærke dem, som er medlemmer af de Abrahamitiske, monoteistiske religioner. Ateistisk Selskabs ærinde er derimod at få folk til at tage deres tro op til revision. 

Dette er en interessant forandring, og det udfordrer ikke kun folkekirken, men den generelle faglige diskussion om religion og ikke-religion i et moderne individualiseret samfund, hvor folkekirken godt nok er majoritetsreligion, men er det i en kulturkristen, sekulariseret og sekvenseret form. 

Religionen flytter ud i det offentlige rum

Hele diskussionen om religion i det offentlige rum viser, at religion er andet end tro. Også selvom det er det, Ateistisk Selskabs ”religions-bashing” primært fokuserer på. Det er også symboler, ritualer, adfærd og performance (udøvelsen af religionen). Netop det sidste, som i mange andre religioner spiller en stor rolle, synes at blive tillagt større og større værdi i dagens Danmark, hvilket ikke mindst den øgede interesse for pilgrimsvandring er et eksempel på. 

Her performes religion i det offentlige, men ikke-institutionaliserede rum, og med den enkelte som sin egen autoritet eller ”udlægger” af handlingen. I denne sammenhæng er religionen flyttet fra det institutionaliserede rum til det offentlige rum. Fra ordet til en performativ handling. 

Pilgrimsvandringer flytter religion ud i det offentlige rum og fra institutionen til individet. Det er også det, som udtrykkes på pilgrimspræst Elisabeth Lidells hjemmeside, hvor indledningen til en manchet til et foredrag om pilgrimsvandring afholdt i Hyllested kirke på Djursland den 14. april lyder som følger (men med mine fremhævninger): ”Pilgrimsvandringen er en grundmenneskelig måde at udtrykke sin søgen på for den, der leder efter mål og mening med sin livsvej”.

Dette uddybes lidt længere nede med følgende: “Landskabet og kulturhistorien kommer tæt på. Det er som et spændende eventyr at trænge ind i hjertet af det ydre landskab, som har så meget at fortælle om det indre landskab.” 

Teksten afsluttes med at understrege, at en pilgrim dermed kan beskæftige sig med eksistentielle grundspørgsmål, og således får vandringen en religiøs dimension: Hvad er min tro? 

Det offentlige rum bliver en kampplads 

Det offentlige rum er en religionens (kamp)plads med flere dimensioner: For det første pågår der en diskussion om, hvorvidt man skal tillade religiøs symbolik i skoler og på arbejdspladser, for eksempel om tørklæder, bederum eller bøn skal være tilladt. 

For det andet er diskussionen med Ateistisk Selskab buskampagne blevet til et spørgsmål, om hvorvidt en åbenlys religionskritik i det offentlige rum kan accepteres. 

Endelig er det offentlige rum for det tredje blevet et område for religiøs performance, som ikke kun appellerer til mange danskere, men som også udfordrer den institutionaliserede religion. 

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.