Traditionelle myter forklarer store donationer til Nepal

Hvorfor vil danskere hellere donere penge til mennesker ramt af naturkatastrofer end støtte ofre for krig og sygdom? spørger lektor Marianne Qvortrup Fibiger sin religionsanalyse

Det er søndag formiddag, og det ringer på døren. Et ægtepar, som har meldt sig som indsamlere for SOS Børnebyerne, står uden for døren. De taler deres sag over for min mand, som åbner døren. De samler ind til forældreløse børn rundt omkring i verden, blandt andet til børn i Nepal, som er blevet hjemløse efter jordskælvet. Min mand er et generøst menneske. Han finder straks en hundredkroneseddel, som han putter i bøssen. Med ønsket om en god dag er de væk igen, men det er fænomenet ikke.

Hvorfor er denne lille hverdagshistorie interessant? Det er den af flere grunde; for det første er indsamling til verdens brændpunkter blevet mere og mere almindelig i Danmark; for det andet er danskere generelt velvillige, når det gælder nødhjælp; og for det tredje stiller en række frivillige op, når nye ulykker vælter ind over verden, senest til TV 2’s kampagne Smid tøjet Danmark, der støttede hjælpeorganisationen Røde Kors.

Når viljen er god, skulle man tro, alle formål er lige gode, men sådan er det langt fra. Danskerne vil hellere støtte nogle ulykkesramte frem for andre. Dette fænomen er denne lille religionsanalyses omdrejningspunkt. For kan der være forklaringer på, at ikke alle katastrofer sælger lige godt?

En katastrofe er ikke en hvilken som helst katastrofe

Nødhjælpsorganisationer, såsom Dansk Røde Kors og Læger uden Grænser, kan klart mærke forskel på, hvornår danskerne griber til lommerne, når der indsamles penge til mennesker i nød rundt omkring i verden.

Drejer det sig, om en naturkatastrofe, såsom jordskælvet i Nepal eller en tsunami, er folk meget mere tilbøjelige til at putte penge i bøssen, end hvis det drejer sig om en sygdomsepidemi, såsom spredningen af ebola i Vestafrika eller interne politiske eller religiøse kampe, sådan som vi oplever det i Yemen, Syrien og Afghanistan lige nu.

Efter Jordskælvet i Nepal kunne Red Barnet på to dage indsamle flere penge, end de havde skrabet sammen til Syrien på et helt år. Til Politiken udtaler generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl om den lave tilslutning til at støtte ofrene i Syrien: ”Medierne fokuserer på den politiske og militære situation i Syrien. Ved naturkatastrofer er der udelukkende fokus på det humanitære og de menneskelige lidelser.”

Medierne som meningsdannere

Hjælpeorganisationerne mener, det ofte er mediedækningen af katastroferne, som er en medvirkende faktor til folks lyst eller ikke lyst til at donere. Det er uden tvivl ganske sandt, at mediet ikke mindst tv og internettet i dagens Danmark spiller en meget stor rolle som meningsdannere.

Men det forklarer ikke nødvendigvis hele baggrunden for, at medierne fortæller to forskellige former for historier, når det gælder henholdsvis naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.

Læs også: Stor støtte fra danskerne til Nepals ofre

Når det gælder borgerkrige som de aktuelle i Syrien og Yemen, er det svært at finde ud af, hvem parterne egentlige er, hvem der er skyld i hvad, og hvem man skal hjælpe.

Hvis ulykkens årsag derimod er en voldsom naturkatastrofe, som leverer rystende billeder af bekymrede reportere, der laver stand ups foran ruiner og interviewer ofre, er situationen en anden. Så kan vi alle forstå gruens omfang og føle empati med ofrene.

Naturkatastrofer versus menneskeskabte katastrofer 

Ser man på menneskers forståelse af naturkatastrofer overfor menneskeskabte katastrofer op igennem historien, sådan som man blandt andet kan afdække det ved at læse religiøse myter, så spores der allerede helt tilbage til arkaisk tid en klar forskel på, hvordan mennesket tolkede forskellige former for katastrofer: de kultureksterne og de kulturinterne.

Naturkatastrofer kan overordnet karakteriseres som kultureksterne, det vil sige: en katastrofe, der kommer udefra, og som mennesket ikke selv er herre over, vil ske. Dem har man tidligere udlagt som en guddoms straf eller prøvelse, men det vil de færreste gøre i dag, da vi ikke opererer med en sådan kausalitet.

Læs også: Alle religioner og kulturer læser varsler i naturen

Prototypen på denne bevægelse er udlægningen af Lissabons jordskælv i 1755. Her døde 60.000 mennesker som følge af skælvet og den efterfølgende tsunami. I Brorsons lejlighedsdigt "Lissabons ynkelige undergang ved jordskælv" tolker salmedigteren jordskælvet som Guds straf over det syndige Lissabon. 

Modsat Brorson opfatter oplysningstænkeren Voltaire jordskælvet som bevis på, at vi ikke lever i den bedste af alle gudskabte verdner. Det sker i romanen Candide (1759), hvor der gøres tykt nar af filosoffen Leibniz’ theodicé-tænkning (red.: teodicé bruges om forsøg på at retfærdiggøre Gud over for det onde og lidelsen i verden). I dag tænker vi mere som Voltaire end som Brorson, når det gælder naturkatastrofer. Med krige er det noget andet.

Menneskabte katastrofer såsom krig kan i modsætning til naturkatastroferne karakteriseres som en kulturintern katastrofe; det vil sige, at det er menneskene selv, som er årsag til katastrofen. De bliver for eksempel beskrevet i myterne som et folkeslags nødvendige ekspansion for at overleve, og det er ofte først, når krigen er sat i gang, eller at det er besluttet, at den skal iværksættes, at en guddom involveres. For eksempel ved at anråbe guden for at sikre sig krigsheld - her er Mars i romersk religion, Athene i græsk religion, Thor i nordisk religion og Indra i vedisk religion gode eksempler.

Hvad myterne fortæller os 

En sådan mytelæsning siger ikke kun noget om tidligere tiders kulturer, men den kan også overordnet sige os også noget grundlæggende om, hvordan mennesket inddeler og forklarer verden; myter er med andre ord årsagsforklarende.

De kultureksterne katastrofer er noget, vi verden over på et eller andet niveau kan identificere som stort set uforskyldt; de kulturinterne kan nemmere forklares som noget for kulturen selvforskyldt – og her tænkes i overordnede og ikke nuancerede termer.

Læs også: Naturkatastrofer og nød kan have fremmet vores tro på guder

Derfor er det desværre lettere at identificere sig med jordskælvsofre end med krigsofre, lige meget hvor utilsigtet en sådan skelnen end er. Og netop derfor er en ud- og en opfordring også at få pengepungen frem, når der samles ind til de kulturinterne katastrofer. Her vil man nemlig gerne vide ikke hvad, men hvem man støtter.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.