Hvorfor har 45 trossamfund ikke registreret sig?

45 anerkendte trossamfund og menigheder har endnu ikke ladet sig registrere i Trossamfundsregistret. Der kan skitseres mindst tre forskellige forklaringer på, at der er trossamfund, som ikke ønsker anerkendelsen, skriver religionsforsker Niels Valdemar Vinding

Mandag den 2. september skrev Kirkeministeriet i en pressemeddelelse, at 45 anerkendte trossamfund og menigheder endnu ikke har ladet sig registrere i Trossamfundsregistret.

Derfor står de til at miste deres anerkendelse, hvis ikke de inden mandag den 9. september har reageret på ministeriets rykkere. Som Kristeligt Dagblad har dækket, er det første gang, der bliver gjort brug af muligheden for at fratage trossamfund deres anerkendelse.

Med trossamfundsloven, som trådte i kraft 1. januar 2018, er der blevet indført et trossamfundsregister, hvor anerkendte trossamfund skal gøre vedtægter, trosgrundlag, centrale læresætninger og årsregnskab tilgængelige. Registret er åbent for alle og afspejler en øget synlighed og et mere aktivt tilsyn med trossamfundene, som var et ønske med den nye lov.

Med pressemeddelelsen bliver det klart, at 45 af de trossamfund, som med loven nu nyder anerkendelse - og ikke blot godkendelse – af den ene eller anden grund ikke kan eller vil leve op til de øgede krav og følge retningslinjerne. Dermed også sagt, at de af den ene eller anden grund ikke er parate til at indlade sig på de krav som trossamfundsloven stiller.

Uden at vi ved mere fra kirkeministeriet eller trossamfundene, kan der skitseres mindst tre forskellige forklaringer på, at der er trossamfund, som muligvis ikke ønsker anerkendelsen.

Manglende registrering har flere årsager

Den første grund kan være ligetil, nemlig at det er for ressourcekrævende og omfattende at leve op til kravene set i lyset af fordelene, som følger med loven. Vedtægterne skal være i orden, der skal dokumenteres medlemslister og økonomien skal revideres. Hvis trossamfundet ikke er interesseret i at fastholde sin vielsesbemyndigelse eller ikke har en økonomi, der er stor nok til at drage fordele af anerkendelsen, bliver det ikke besværet værd.

Danske Kirkers Råd skrev i deres høringssvar fra 28 august 2017, at ”det bør overvejes, om lovforslaget lægger en for stor administrativ byrde på sådanne kirkesamfund – og mindre trossamfund i almindelighed". Dertil kommer, at trossamfundet måske slet ikke længere er aktivt, og derfor helt naturligt ikke skal være anerkendt.

Den anden grund kan være, at man af den ene eller anden grund ikke ønsker at fremlægge de oplysninger, der kræves. Måske er der rod med vedtægterne eller problemer med økonomien? Dermed får man svært ved at opretholde sin anerkendelse, som så også må fratages. Det er der dog ikke noget der tyder på, som det forholder sig nu.

Registrering kan ses som en glidebane

Endeligt kan det være, at trossamfundene af politiske, religiøse eller andre årsager, ikke vil underlægge sig lovkravene. Man kan mene, at loven og trossamfundsregisteret er for meget af en kontrol- og inspektionsmekanisme, der følger en generel tendens til at se trossamfund som potentielt problematiske.

Kravene om offentlige vedtægter og økonomi, kurser for forkyndere, og den udskamning, som må følge af en eventuel fratagelse af anerkendelse, er ikke noget, man vil indlade sig på. Registrering kan ses som en glidebane og et potentielt overgreb på trosfriheden. For trossamfund, der må tænke på den måde, kan fordelene som følger med anerkendelsen, dvs. vielsesbemyndigelsen og fradragsretten, ikke opveje ulemperne. Det bliver for meget pisk og for lidt gulerod.

Tilbage står dog, at vi med trossamfundsloven og -registret har fået klarlagt, hvad vi som samfund forventer os af danske trossamfund, og hvis man kan leve op til det, fortjener man også statens anerkendelse, samfundets tillid og de økonomiske fordele. Det er der kun få trossamfund, som ikke vil kan eller vil leve op til, hvorimod langt de fleste er indforståede.

På den måde er der grundlag for at tale om en gensidig kontrakt mellem det danske fællesskab og trossamfundene. En sådan samfundskontrakt kan være med til at vende den negative tendens, hvor trossamfund politiseres og problematiseres, og i stedet skabe en bredere enighed og tryghed og på det grundlag bygge et konstruktivt samarbejde inden for den nye lovs rammer.

Niels Valdemar Vinding er cand.mag., ph.d. og postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.