Omskæringsdebat: Skal religionsfriheden være individuel eller kollektiv?

Ved omskæring foretager fællesskabet et religiøst valg på vegne af barnet - vel at mærke et valg med følger, der ikke kan gøres om, skriver filosofilektor Sune Lægaard.

Sagen om omskæring af små børn er et eksempel på, hvordan udøvelsen af kollektiv religionsfrihed kan komme i konflikt med den individuelle religionsfrihed, skriver filosofilektor Sune Lægaard

Den 26. juni afsagde landsretten i Köln dom om, at omskæring af drengebørn er legemsbeskadigelse og et overgreb på barnets rettigheder. Det har affødt en debat om omskæring i flere europæiske lande, herunder Danmark, hvor politikere og debattører har talt for et forbud.

Både dommen og forslagene om forbud er blevet mødt med modpåstande om, at de er udtryk for krænkelse af religionsfriheden.

Fordi omskæring foretages af jøder og muslimer, er det blevet hævdet, at et forbud vil være antisemitisk eller racistisk. Det er noget vrøvl, som afsporer debatten. Et forbud, der begrænser jøder eller muslimers traditioner, er ikke antisemitisk eller racistisk, hvis der er en god begrundelse for det, der ikke er, at traditionen er jødisk eller muslimsk.

LÆS OGSÅ: Omskæring bliver et menneskeretsspørgsmål

Indsnævrer omskæringsforbud religionsfriheden?

Om der er en god grund til et forbud afhænger af, hvad følgerne er af omskæring, og vil være af et forbud. Men der er også et andet spørgsmål, nemlig hvordan et forbud vil forholde sig til religionsfriheden?

Dag Øistein Endsjø har over for Kristeligt Dagblad påpeget, at der er hensyn til religionsfriheden på begge sider. Omskæring er udtryk for forældrenes religionsfrihed, men barnets religionsfrihed kan tale imod omskæring, før barnet selv kan træffe beslutningen.

Én ting er her, hvordan den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i givet fald vil afveje disse hensyn. Noget andet er, hvad man principielt bør mene om religionsfriheden her?

Problemstillingen kan ses som et eksempel på en mere generel forskel mellem individuel og kollektiv religionsfrihed. Spørgsmålet er, om religionsfriheden kun er en beskyttelse af det enkelte individs samvittighed og religiøse valg, eller om den også beskytter det religiøse fællesskab?

Nyt vielsesritual krænker ikke individuel religionsfrihed
Ideen om kollektiv religionsfrihed er nødvendig for at forstå mange debatter. Påstanden om, at Kirkeministeren krænkede religionsfriheden, da han påtvang folkekirken et vielsesritual for homoseksuelle, giver kun mening ud fra en ide om, at folkekirken selv må bestemme over sine interne anliggender.

Regeringen lod det netop være frivilligt for alle præster, om de ville benytte ritualet. Så der var ingen krænkelse af individuel religionsfrihed her.

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads tema om vielse af homoseksuelle

Selve den individuelle religionsfrihed kræver faktisk en vis grad af kollektiv religionsfrihed. For individets ret til at forsamles med andre for at dyrke Gud og overholde religiøse forskrifter er jo ikke meget værd, hvis de konkrete forsamlinger og forskrifter umuliggøres af forbud. Så en vis grad af kollektiv religionsfrihed er nødvendig ud fra hensynet til individets religionsfrihed. Spørgsmålet er, hvor omfattende den kollektive religionsfrihed, for eksempel til at omskære små børn, skal være?

Hvem skal bestemme over den kollektive religionsfrihed?
Der er her flere problemer med kollektiv religionsfrihed. Hvem skal bestemme dens udøvelse på vegne af det religiøse fællesskab? Hvordan sikre, at angivelige repræsentanter for det religiøse fællesskab faktisk taler på vegne af det?

Det centrale problem er, at udøvelsen af kollektiv religionsfrihed kan komme i konflikt med den individuelle religionsfrihed. Dette er omskæring et muligt eksempel på, da fællesskabet, her i skikkelse af forældrene, foretager et religiøst valg på vegne af barnet vel at mærke et valg med følger, der ikke kan gøres om, hvis barnet senere skulle ønske det.

LÆS OGSÅ: Et forsvar for jødernes ret til omskæring

Ligeledes ville afvisning af et vielsesritual for homoseksuelle for hele Folkekirken gøre det umuligt for enkeltindivider at blive gift i kirken med personer af deres eget køn og for individuelle præster at foretage vielsen.

I sådanne tilfælde understøtter begrundelsen for kollektiv religionsfrihed ud fra, at den er nødvendig for at sikre værdien af individets religionsfrihed, ikke fællesskabets ret, da den jo netop begrænser den individuelle religionsfrihed, som den ellers skulle sikre værdien af.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.