Religionsanalysen

Opstandelsen minus en fysisk opstandelse er lig med nul opstandelse

Jesus minus Kristus er lig med Jesus uden Gud. Uanset, hvad Ramsdal tror eller ikke tror dybt inden i ham selv, så er det dette indtryk, der står tilbage i hans trosbekendelse, skriver Niels Henrik Gregersen, der er professor i teologi.

Hvis man som præst nærmest kun kan finde ud af at sige nej til Kristi opstandelse, så er der et problem. Forkyndelsen skal jo åbne for tro, håb og kærlighed, og ikke lukke ned for samme, mener teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

Der findes både plus-kommunikatorer og minus-kommunikatorer. De første åbner døre og nye horisonter. De andre lukker døre i.

De fleste af os gør lidt af hvert. Ind imellem er det nemlig på sin plads at være en minus-kommunikator. Man kan blive nødt til at sige nej, før man kan sige ja. Hvad betyder det for eksempel, at Jesus er virkelig opstanden? Betyder det, hans fysiske legeme er blevet transporteret op på en stol i himmelrummet til højre for Faderen? Eller betyder det, Jesus opstod ind i Gud, fordi Jesu liv hører hjemme i Guds liv, så man ikke kan skille Gud og Kristus ad? Mon dog ikke nærmest det sidste.

Men hvis man som præst nærmest kun kan finde ud af at sige nej til Kristi opstandelse, så er der et problem. Forkyndelsen skal jo åbne for tro, håb og kærlighed, og ikke lukke ned for samme.

For minus-kommunikationen gælder nemlig ligningen: 1 minus 1 = 0. Hvis man som Thorkild Grosbøll for cirka 10 år siden siger, at man aldrig har troet på en skabende og opretholdende Gud, så gælder ligningen: Skabelsens Gud minus Gud er lig med ingen Gud. Det er klart nok.

Mellem jul og nytår kørte jeg med nogle unge mennesker forbi IKEA på Helsingør-motorvejen, og her kom diskussionen om Gud og big bang op. På bagsædet sad en 30-årig dansk RUC-studerende, agnostiker og ikke medlem af Folkekirken. Han sagde følgende: Altså, det giver da ikke mening at tro på Gud, og så sige, Gud ikke har noget med skabelsen og verdens gang at gøre! Så ville Gud jo ligesom ankomme cirka 13,8 milliarder år efter og sige: ”Hey, jeg er her altså også!” Det var klar snak omme fra bagsædet.

I øvrigt er Per Ramsdal-sagen forskellig fra Grosbøll-sagen. Ramsdal tror på Gud, som større end noget vi kan forestille os. Gud er ”noget metafysisk og åndeligt”, som er ”inden i os, uden for os, oven over og under os”, skriver han i sin trosbekendelse på Facebook (bragt i Kristeligt Dagblad den 10. januar 2015). Det kunne også Luther have sagt.

Ramsdal har sågar ”lyst til at tro på Gud som en enorm kraft”, som ”måske” har sat hele verden i gang. Men så melder spørgsmålet sig: Hvor stor er egentlig Guds enorme kraft, hvis Gud kun ”måske” har skabt verden og ellers ikke har noget at gøre med kødets og materiens verden? Men et menneske er jo både kød og ånd.
 
Her går så minus-kommunikationerne i gang, helt uanset hvordan Ramsdal ”lige nu føler”. Ethvert menneske roder og bøvler med troen og tvivlen. Sådan var det også, da kvinderne forfærdede kom hjem fra graven, og disciplene ikke anede, hvad de skulle mene eller tro. Sådan er det fortsat. Men præster skal forkynde budskabet om den opstandne Kristus, gerne inklusive tvivlen. De skal derimod ikke forkynde om dem selv og deres følelsesliv.

Når Ramsdal siger, han ikke tror på en opstandelse i fysisk forstand, så høres dette på denne måde: Opstandelsen minus en fysisk opstandelse er lig med nul opstandelse.

Desværre bestyrkes denne tolkning af Ramsdals Facebook-bekendelse, hvori han bekender sig til Jesus som Menneskesønnen, hvilket tilsyneladende erstatter den kristne bekendelse til Jesus som Guds Søn.

I så fald bliver resultatet følgende: Jesus minus Kristus er lig med Jesus uden Gud. Uanset, hvad Ramsdal tror eller ikke tror dybt inden i ham selv, så er det dette indtryk, der står tilbage i hans trosbekendelse. En uklar fornemmelsesteologi bliver under hånden til en trosfornægtelse.

Men Ramsdal er en akademisk uddannet teolog. Der må derfor fra hans og andre præsters side forventes en vis viden om opstandelsestroens indhold og om dens forskellige fortolkninger op gennem den kristne tradition. Her kunne teologien komme ham til hjælp.

Det er derfor fint, at han nu den 20. februar er blevet sat i et efteruddannelsesforløb med professor emeritus Theodor Jørgensen som mentor. Må jeg her foreslå, at Ramsdal starter med at læse Regin Prenters lille skrift, Virkelig opstanden fra 1967.

Prenter, der ikke var nogen dogmatisk letvægter, ender sit skrift med følgende passus:
”Det bør huskes, at man kan fornægte opstandelsen ved at bestride den legemlighed (at det var Jesus selv, der virkelig opstod). Men man kan også bestride opstandelsen ved at misforstå den legemlighed, som om Jesus opstod med den forkrænkelige jordiske legemlighed, hvormed Lazarus og enkens søn blev vakt til live, og derfor med et sådant ”legeme” sidder ude i det ydre verdensrum på en ”trone”, en gudsbespottelig forestilling, som det i hvert fald ikke kan kaldes intelligent at tillægge Lukas eller Paulus”.

Når Kristus opstår fra de døde og ”sidder ved Faderens højre hånd”, tager han del i Guds almagt og allestedsnærvær. Kristendom uden opstandelsestro bliver til jesendom: Så bliver Jesus reduceret til en god healer og en fabelagtig historiefortæller.

Kirken bliver så tilsvarende til det sted, hvor vi mindes ham og alle hans gode historier. Og så kan Gud i øvrigt svæve rundt omkring os som en åndelighed, hvori der ikke rigtig er plads til sådan nogen som os.

Resultatet bliver, vi laver minus-kommunikation på Guds vegne, alt imens vi gør reklame for kirken, der ligger inde med ”verdens bedste historier om menneskelivet” og så videre. Hermed bliver kirken og den vestlige kristne kultur gjort stor, alt imens Gud bliver gjort cirka lige så lille som os selv.

Derfor går det heller ikke an at lave en smart teolog-snak ud af opstandelsestroen. For eksempel ved at sige, at Jesus er opstået ind i sproget. Eller at Jesus bliver ligesom levende i vores fortællinger om ham. Det ville svare til, vi skulle forestille os, Jesus pludselig skulle ankomme til en gudstjeneste og sige: ”hey, øh, jeg er her altså også!”.

At Jesus er opstået fra de døde betyder, at han er opstået ind i Gud og tager del i Guds almagt. Hele pointen er, at det guddommelige og det menneskelige er knyttet sammen i Kristus. Ikke en Gud uden menneskelighed. Men heller ikke en menneskelighed uden Gud.
 
 Niels Henrik Gregersen er professor i teologi og skriver religionsanalysen på religion.dk