"Pinsekirker gør op med traditionelle kønsroller"

Pentekostalisme er den hurtigst voksende form for kristendom i det globale syd, og det vurderes at der er et sted mellem 350 og 500 millioner kristne som er pentekostale kristne eller er teologisk inspireret af dem, skriver generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen.

Hvis social forandring og nye kønsroller skal begynde et sted i det globale syd, så kunne pinsekristendommen meget vel være stedet, skriver generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen

Pentekostalisme eller pinsekristendom er en form for kristendom, som vægter erfaringen af Helligånden højt i kristenlivet. Det kommer til udtryk i tungetale, helbredelse ved bøn og gennem profetier og visioner.

LÆS OGSÅ
: Pinsekirken har ændret kristendommen

Samtidigt er pentekostalismen kendetegnet ved den bogstavelige forståelse af de bibelske skrifter, og ved en konservativ etik, som fokuserer på familiecentrerede værdier og fremhæver mandens rolle som kvindens hoved, som Paulus taler om det.

Pentekostalisme er den hurtigst voksende form for kristendom i det globale syd, og det vurderes, at der er et sted mellem 350 og 500 millioner kristne som er pentekostale kristne eller er teologisk inspireret af dem.

Disse fakta har fået forskere til at spørge til grundene til pentekostalismens succes. I den forbindelse er det specielt interessant, at hovedparten af de pentekostale kristne er kvinder.

For hvordan skal vi forklare, at en tilsyneladende konservativ og patriarkalsk form for kristendom specielt tiltrækker kvinder? Eller sagt med andre ord: Hvorfor omvender flere kvinder end mænd sig til pentekostale former for kristendom, når pentekostalismens læreindhold synes at favorisere mænd ved at fremhæve deres rolle som kvindens og familiens hoved?

Men nyere forskning tyder på, at selve spørgsmålet fra forskere, der selv overvejende kommer fra en vestlig og ofte sekulær baggrund, afspejler vanskeligheden i at forstå, hvordan religiøs omvendelse og kønsroller er forbundet med hinanden på en positiv måde.

For at forstå dette tilsyneladende paradoks et paradoks, hvis omvendelserne er set fra et sekulært vestligt synspunkt er det nødvendigt at se nærmere på de forandringer, der faktisk sker ved omvendelse til en pentekostal form for kristendom.

Her har nyere forskning i, hvad der faktisk sker i Latinamerika, Afrika og Asien vist, at kvinder, der omvender sig til pentekostalismen, hverken er ofre for religiøs manipulation eller bliver pentekostale kristne på grund af deres marginaliserede roller.

Snarere har de både værdighed og er aktive, når det gælder om at forandre sine egne vilkår, sådan som Elizabeth Brusco argumenter for det i sin bog The Reformation of Machismo.

For det første er omvendelsen af kvinderne også ofte omvendelsen af familien: i første omgang børn, og til sidst mænd. Og hvad der er vigtigst i forbindelse med at forstå, hvorfor pentekostalisme kan tiltrække kvinder, så er omvendelsen begyndelsen på et nyt kønsrollemønster:

Opgør med machiosmo-idealet, hvor en rigtig mand drikker ugelønnen op og går på bordel, og til gengæld fremhævelsen af mandens ansvar for familien og især for børnene og deres uddannelse og fremtidsmuligheder.

For det andet tilbyder pentekostale former for kristendom kvinder nye muligheder i form af offentligt anerkendte roller: nye kvindefællesskaber i pentekostale kirker, tjenester som profeter, forbedere eller healere og en platform til at forandre familielivet.

Omvendelse til pentekostalisme er på den måde en forandring både af kvindelige og af mandlige familie- og kønsroller: For kvinder gælder det, at en passiv accept af livets omstændigheder forandres til et aktivt engagement og på den måde en befrielse for den undertrykte.

For mænd gælder det, at omvendelse er befrielse fra kulturelt bestemte machismo-idealer og dermed en befrielse for undertrykkeren.

Det er på dette punkt, at den vestlige og sekulære ramme for forandring af kønsroller ultimativt fejler: For der er i pentekostalismen naturligvis ikke tale om feminisme i vestlig forstand. Derfor sigter pentekostalismen ikke på at omgøre det mandsdominerede offentlige liv, og pentekostale kirker udfordrer ikke traditionelle patriarkalske kønsroller. Tværtimod!

Med fremhævelsen af mandens ansvar for hjemmet, kvinden og børnene, så gør pentekostalismen derimod op med machismo-idealet. Dette er som sagt ikke feminisme i nogen vestlig, strategisk forstand, men vi ser i pentekostalismen forandringen af mænd og kvinder i hjem og familie.

Denne forandring formåede den historiske vestlige feminisme vel at mærke ikke, selv om den grundlæggende forandrede kvinders offentlige muligheder.

Derfor: hvis social forandring og nye kønsroller skal begynde et sted i det globale syd, så kunne pentekostalismen meget vel være det sted.

Jonas Adelin Jørgensen
Generalsekretær i Dansk Missionsråd

Jonas Adelin Jørgensen Foto: Leif Tuxen