Putin og Medvedev som kristendommens forsvarere?

Putin har siden systemskiftet åbenlyst og gerne omgåedes ledere i den russisk-ortodokse kirke, skriver Jonas Adelin Jørgensen. Her ses Putin ved en gudstjeneste i Blagoveshchensky-katedralen i Kreml efter hans genindsættelse 7. maj 2012. Foto: ALEXEY DRUZHININ Denmark

Ruslands støtte til Asad-regimet er måske tegn på en bredere tendens i russisk politik: ved at støtte sekulære arabiske ledere, går man i kamp mod de nye islamistiske partier, skriver generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen

En af dette forårs tophistorier om forholdet mellem den ortodokse russiske kirke og tandemmagthaverparret i Rusland Dmitry Medvedev og Vladimir Putin var historien om Putins hemmelige dåb.

Ifølge russiske medier, gengivet på diverse engelsksprogede blogs på internettet, fortalte en usædvanligt personlig Putin i forbindelse med sin og Medvedevs deltagelse i en julegudstjenste i Skt. Petersborg i januar, at han i 1952 i al hemmelighed var blevet døbt. Hans mor og en nabokone foranledigede angiveligt uden faderens vidende den nyfødte Putins dåb, og han voksede op med bevidstheden om denne familiehemmelighed.

Putin i god kontakt med kirken
Det paradoksale i denne historie er naturligvis Putins baggrund som tidligere KGB-agent og i den kapacitet som forfølger af kristne og af kristendommen i Rusland. Putin har siden systemskiftet åbenlyst og gerne omgåedes ledere i den russisk-ortodokse kirke.

Dette nye nære forhold mellem russiske magthavere og den russisk-ortodokse kirke har båret frugt i flere omgange, tydeligst i slutningen af 1990erne, hvor den russisk-ortodokse kirkes selvforståelse som garant for det russiske folks spirituelle sikkerhed blev officiel russisk politik.
Dette skete i 1997 med vedtagelsen af den skrappe lovgivning under Yeltsin Lov om Samvittighedsfrihed og Religiøse Foreninger mod udenlandsk religiøs proselytisme på russisk territorium.

Kirken skulle være garant for spirituel sikkerhed
Logikken bag denne lovgivning var følgende: Ligesom den russiske hær er garant for folkets fysiske sikkerhed, og staten er garant for folkets retssikkerhed, sådan var den russiske ortodokse kirke det russiske folks garant for spirituel sikkerhed.

I parentes bemærket har vi her at gøre med en opskaleret version af den tænkning, som ligger bag visse populistiske danske politiske bevægelser om folkekirkens og kristendommens rolle i det danske samfund, og med tilføjelsen af et nova lingua, et nyt sprog, som spirituel sikkerhed.

Som konsekvens blev det overordentlig vanskeligt for ikke-ortodokse internationale kristne organisationer - først og fremmest baptistiske og pentekostale at videreføre det forkyndende og diakonale arbejde, de havde begyndt i det post-sovjettiske Rusland.

Den russisk-ortodokse kirke støtter Assad
På denne baggrund er det interessant at læse det seneste års udtalelser fra den russisk-ortodokse kirkes officielle talsmænd for kirkens internationale forhold, og at sammenligne dem med den blokerende holdning som Rusland har lagt for dagen i forhold til det internationale samfunds muligheder for at begrænse Asad-regimentets desperate og brutale kamp for at beholde magten i Syrien.

Den officielle russiske politik har været stadige og stabile våbenleverancer og en international argumentation for Bashar Assad støtter hans massakrer på civile, senest i Houla, hvor maksimal vold uden nåde ser ud til at være styrets svar på oprøret. Samtidigt støtter den russisk-ortodokse kirke denne officielle politik, og poserer sammen med syriske ortodokse kollegaer til støtte for Asad-regimet.

Direkte adspurgt af Metropol Hilarion har Putin endda bekræftet, at Rusland vil sætte hårdt ind på at beskytte det 10 % store kristne mindretal i Syrien (se Ellen Barrys artikel i New York Times 1. juni 2012).

Spørgsmålet er nu, i hvor høj grad Ruslands blokering for internationalt indgreb i Syrien er motiveret af den russiske tænkning om spirituel sikkerhed. Sagt med andre ord: Ser Medvedev og Putin sig selv som forsvarere for kristendommen og for det kristne mindretal i Syrien, og er det denne selvforståelse, som motiverer den russiske politik?

Hvis det er tilfældet og det er ikke helt utænkeligt hvad betyder det så for Ruslands rolle i de andre kristofobiske og mere eller mindre ustabile stater i Mellemøsten, for eksempel Egypten eller Iran? Noget kunne tyde på, at Ruslands selvforståelse betyder fortsat støtte til korrupte, men sekulære arabiske ledere, som giver kristne tålelige forhold, og at Rusland derfor involverer sig en aktiv kamp mod de nye demokratiske (eller pseudo-demokratiske) islamistiske partier.

Jonas Adelin Jørgensen er ph.d. og generalsekretær i Dansk Missionsråd.