Politisk aftale mod religiøse forkyndere er lavet på uklar præmis

"Hvis motivationen for aftalen virkelig er bekymring for demokratifjendtlige synspunkter, hvorfor så kun fokusere på muslimske foreninger og trossamfund?" spørger Sune Lægaard, ph.d. og lektor i praktisk filosofi

Regeringen blev den 10. maj enig med blandt andet Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om to delaftaler i en samlet pakke, der skal ”dæmme op for ekstremistiske religiøse forkyndere i Danmark”.

Baggrunden for aftalerne er, at TV 2 dokumentaren ”Moskeerne bag sløret” ifølge aftaleparterne har vist, at nogle muslimske trossamfund og især visse af deres prædikanter ”modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds-og menneskerettigheder”. 

Partierne er som svar på dette blevet enige om at ændre folkeoplysningsloven og stramme kommunernes fuldmagt i forbindelse med støtte, så foreninger og trossamfund, der underminerer demokratiet, ikke bør kunne modtager offentlig, økonomisk støtte, eksempelvis ved at kunne holde arrangementer i offentlige lokaler. 

Desuden vil partierne lave en ”ekstremistliste” over ”radikale, religiøse forkyndere”, der ”bruger religionen som platform til at gå til angreb på vores samfund med antidemokratiske holdninger” og ”spreder hadefulde ytringer, der er en trussel mod de danske værdier og det danske frihedsfundament”. De skal nægtes indrejse i Danmark.

Radikaliseringsaftalen rejser en række spørgsmål, hvoraf nogle angår den underliggende idé om radikalisering, og nogle angår det specifikke fokus på religiøs radikalisering.

Helt generelt er radikaliseringsaftalen baseret på en antagelse om, at ytringer kan ”underminere” demokratiet og frihedsrettighederne. Men det er faktisk overordentligt uklart, hvad dette vil sige, hvilke mekanismer der skulle være tale om, og om de aftalte tiltag kan forventes at modvirke dem.

Der tales i aftalen både om at ”underminere” og ”modarbejde” demokratiet og frihedsrettighederne. Men det er to helt forskellige ting. Man kan her skelne mellem bestemte handlinger og deres forventelige konsekvenser. Man kan modarbejde demokratiet eller frihedsrettighederne ved simpelthen at udtale sig imod dem.

Det er et eksempel på en handling. Men den handling at ytre udsagnet ”jeg er modstander af demokrati” er ikke i sig selv det samme som, at handlingen har den effekt at ”underminere” demokratiet.

Så tanken må være, at de pågældende radikale prædikanter gør mere end at udtale deres modstand mod demokratiet, og at det er dette ”mere”, der har en underminerende effekt. Tanken må være, at deres ytringer faktisk har den forventelige konsekvens, at demokratiet vil blive undermineret. Men hvordan skulle de have det? 

En mulighed kunne være, at den offentlige udtalelse af modstand mod demokratiet vil få den danske befolkning til at tvivle på demokratiet. Men det er en overordentlig tvivlsom effekt – tvært imod har afdækningen af radikale muslimske grupper øjensynlig fået den helt modsatte effekt, nemlig at danske politikere og borgere i højere grad end længe erklærer sig som tilhængere af demokrati og frihedsrettigheder, og endda definerer dette som centrale ”danske værdier”. 

Umiddelbart har de radikale prædikanternes modarbejdelse af demokratiet altså den stik modsatte effekt – nemlig at tilslutningen til demokratiet styrkes i størstedelen af befolkningen. I forlængelse heraf vil den forventelige effekt af indgreb over for de radikale prædikanters demokratifjendtlige ytringer være, at de ikke længere vil ytre sig sådan offentligt, og at den mobiliserende effekt til fordel for demokratiet vil udeblive.

Det er dog mere sandsynligt, at radikaliseringsaftalen er baseret på en frygt for, at prædikanternes modstand mod demokratiet kan radikalisere mindre grupper, som kunne finde på at rejse til Syrien og støtte IS eller ligefrem blive terrorister i Danmark. Dette er der eksempler på i forbindelse med tidligere terrorangreb, hvor gerningsmændene ofte har været inspireret af ideologiske bagmænd. 

Problemet her er blot, at der ikke er grund til at tro, at radikaliseringsaftalens tiltag vil forhindre dette. Langt de fleste eksempler på radikalisering, der har først til terror, har fundet sted over nettet eller i mindre ikke-offentlige grupper. De farlige ytringer er ikke dem, der ytres ved offentlige møder eller fra talerstolen i de store moskeer, men den næste uendelige mængde propaganda på nettet og de personlige netværk, hvor personer fra eksempelvis bandemiljøet via private samtaler kommer til at se sig selv som hellige krigere.

Så igen vil aftalen forventeligt enten ikke have nogen effekt eller ligefrem have en utilsigtet negativ effekt, da de virkelig farlige forhold vil blive endnu mere skjult for myndighederne.

Ud over det generelle problem med ideen om ”underminering” af demokratiet og de foreslåede tiltag herimod, er der i radikaliseringsaftalen også et problem med det specifikke fokus på i praksis først og fremmest muslimske prædikanter. 

Hvis motivationen for aftalen virkelig er bekymring for demokratifjendtlige synspunkter, hvorfor så kun fokusere på muslimske foreninger og trossamfund? Inden for religionens område er det ikke kun radikale islamister, der er modstandere af demokrati. Faktisk var den største organiserede religion i verden, nemlig den katolske kirke, frem til det andet Vatikanerkoncil i starten af 1960'erne direkte demokratifjendtlig.

Store dele af den er stadig i dag yderst kritisk over for mange af frihedsrettighederne, herunder friheden til at kritisere religionen. Så skal vi også inkludere kardinaler og medlemmer af Opus Dei på regeringens ekstremistliste? Og hvad med konservative Lutheranere som for eksempel Søren Krarup, der i hele sit forfatterskab har kritiseret ”demokratisme” og selve ideen om menneskerettigheder?

Der er selvfølgelig ikke katolske eller lutheranske terrorgrupper i Danmark for tiden. Men hvis fokus er på forhindring af radikalisering og terror, hvorfor så fokusere på demokratifjendtlige synspunkter, når dette ikke er det virkelige mål? Så enten burde aftalepartierne droppe deres snak om at ”underminere demokratiet” og i stedet satse på effektive anti-radikaliseringspolitikker, eller også burde de ikke indskrænke deres tiltag til muslimske anti-demokrater.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.