Analyse

Lektor: Regeringens brug af kristendom truer folkekirken

Hvordan regeringen konkret vil underbygge påstanden om, at Danmark er et kristent land, bliver interessant at følge. Man kan forestille sig, at regeringen vil forsøge at styrke folkeskolens kristendomskundskabsundervisning, understrege folkekirkens placering ved officielle lejligheder, understøtte folkekirkens position i offentlige institutioner og måske ligefrem styrke folkekirkens økonomi, skriver lektor Brian Arly Jacobsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Hvis kirken fremover politiseres, som vi ser i det seneste regeringsprogram, risikerer den at blive en del af hverdagens partipolitiske kamp, mener lektor Brian Arly Jacobsen

Siden statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden” i slutningen af juni, er påstanden om, at ”Danmark er et kristent land” blevet heftigt diskuteret.

Det er et uimodsigeligt faktum, at hverken grave, smykker, billeder eller lande kan have nogen religion. Kun levende mennesker kan tænke religion ind i og ud af disse. Det vil sige, nogle mennesker kan godt opfatte en bygning, et billede eller endda et land som helligt.

På samme vis kan politikere naturligvis vedtage lovgivning, der symbolsk og institutionelt tilslutter sig og tilmed styrker fokus på og understøttelse af en given religiøs symbolik, praksis og mytologi i et lands institutioner - og noget tyder på, at det er den vej, regeringen vil gå.

Hvordan regeringen konkret vil underbygge påstanden om, at Danmark er et kristent land, bliver interessant at følge. Man kan forestille sig, at regeringen vil forsøge at styrke folkeskolens kristendomskundskabsundervisning, understrege folkekirkens placering ved officielle lejligheder, understøtte folkekirkens position i offentlige institutioner og måske ligefrem styrke folkekirkens økonomi.

Endelig er der i regeringsprogrammet en passus om en styrket indsats overfor kristne minoriteter i verdens brændpunkter – endnu en form for manifestering af 'den kristne position' landets regering åbenlyst indtager med Løkke Rasmussen som statsminister.

Selvom det er ganske vist, at kristne minoriteter, ligesom så mange andre minoriteter i verdens brændpunkter har det svært, mangler regeringen at forklare, hvorfor kristne minoriteter er vigtigere end eksempelvis homoseksuelle, ateister eller andre religiøse minoriteter, som er forfulgte forskellige steder i verden. 

Påstanden, om at ’Danmark er et kristent land’, har provokeret en stor del af de 1.283.000 danskere (22,6 procent af befolkningen), som ikke tilhører folkekirken, og for øvrigt også en hel del borgere, som tilhører folkekirken.

Omvendt må man forvente, at nogle af de mange kristne individer udenfor folkekirken (katolikker, ortodokse med flere) også kan tilslutte sig regeringens påstand.

Tema: Religion og politik

Det meste af den danske befolkning har i århundreder haft et tilhørsforhold til kristendom i en eller anden variant. Mange af landets institutioner har eller har haft en eksplicit relation til folkekirken.

Det gælder især folkeskolen, men sekulariseringen af den danske folkeskole har fjernet de mest åbenlyse relationer mellem folkeskole og folkekirke – om end der stadig findes forbindelser mellem de to institutioner (eksempelvis julegudstjenester).

Andre institutioner har undergået samme form for sekulariseringsproces som folkeskolen, men der er stadig spor af folkekirkens indflydelse og/eller tilstedeværelse i flere af landets øvrige institutioner.

Er Danmarks religiøse tilhørsforhold indlysende? 

Kommentatorer har bemærket, at regeringen blot fastslår det indlysende med påstanden om landets religiøse tilhørsforhold, men man kan undre sig over, at det så burde være nødvendigt.

Måske skyldes regeringens behov for at slå fast, at ’Danmark er et kristent land’, at det ikke er så indlysende mere, hverken hvad angår befolkningens tilknytning til folkekirken, institutioners symbolske relation til folkekirken eller helliggørelsen af landet som så?

Hvis vi starter med befolkningen, så falder andelen af medlemmer med et gennemsnitligt fald på cirka en halv procent om året. Der er ingen tegn på, at det vender indenfor de nærmeste år.

Tværtimod peger dåbstallene på, at medlemsandelen vil falde med en større procentdel de nærmeste år. Folkekirkens seneste dåbsprocent er på 63,9 procent og vedrører børn, der er født i 2013 og var døbt inden, de fyldte et år. Den falder med cirka to procent om året.

Antallet af konfirmationer falder, antallet af kirkelige vielser falder, og det samme gør antallet af kirkebegravelser. Selvom det kan lyde som en forfaldshistorie for folkekirken, så er det vigtigt at understrege, at folkekirken stadig nyder stor opbakning i befolkningen, men det er svært at se udviklingen som ligefrem positiv.

Folkekirken er altså udfordret, hvad angår befolkningens hidtidige selvfølgelige tilhørsforhold til den og medlemmernes brug af dens overgangsritualer.

Den symbolske relation mellem folkekirke og stat udtrykkes ofte ved kirkens selvfølgelige placering i offentlige ceremonier, såsom ved folketingets åbning, flagdagen for Danmarks udsendte og folkeskolernes julegudstjenester. Her synes folkekirkens position ligefrem at være styrket de seneste årtier.

Folkekirken er blevet et vigtigt element i politiske gruppers værdipolitiske kamp. Den opfattes i dette perspektiv som en vigtig institution i styrkelsen af en særlig udlægning af dansk national identitet.

Nationalstatens symbolske relation til folkekirken kommer i særlig grad til udtryk ved disse offentlige markeringer, hvor staten og samfundet legitimerer og privilegerer én særlig religiøs identitet frem for andre værdibaserede identitetsmarkører.

Regeringens helliggørelse af landet er en idémæssig forlængelse af dette og handler om en symbolsk religiøs legitimering af samfundet. Det er præcis, hvad regeringsprogrammets tekst har til formål at gøre – at det så ikke vil lykkedes qua store grupper i samfundet, der ikke vil anerkende regeringens påstand, er naturligvis en anden sag.

Politiseringen af kristendom 

Resultatet af regeringsprogrammets tekst er en (partipolitisk) politisering af den evangelisk-lutherske kristendom i Danmark. En politisering som folkekirkens græsrødder nok var foruden. En politisering som er et resultat af den nære relation, som Grundloven foreskriver, der gør det muligt for folketinget at politisere, hvis et flertal ønsker det. Konsekvensen er, at folkekirken nu er blevet gidsel i en værdipolitisk kamp mellem forskellige fløje i folketinget. 

Realiteterne er nok snarere, at regeringens påstand om, at ’Danmark er et kristent land’, både er en politisering af kristendommen (underforstået den evangelisk-lutherske), som har til formål at styrke en forståelse af nationen i et særligt vælgersegment, og et politisk-symbolsk forsøg på at vende en vigende opbakning til folkekirken.

Dermed er regeringens påstand i virkeligheden en større trussel for folkekirken, end den umiddelbart skulle tro. Folkekirken har siden 1920’erne været en afpolitiseret størrelse, hvilket har været en af de væsentligste årsager til dens relativt store succes som religiøs institution.

Hvis kirken fremover politiseres i en sådan partipolitisk grad, som vi ser i det seneste regeringsprogram, risikerer den at blive en (større) del af hverdagens partipolitiske kamp med de konsekvenser, det har for institutionelle forandringer, sparekrav, ændringer i privilegier etc.

Endelig vil den partipolitiske politisering af kristendommen i sidste ende skubbe endnu flere mennesker væk fra folkekirken, fordi den bliver gjort til en del af en særlig politisk identitet og dermed accelererer medlemsnedgangen.

Brian Arly Jacobsen er lektor og ph.d. på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.