"Regulering af trossamfund er ikke et spørgsmål om religionsfrihed"

Sagen er nu, at religionsfriheden i dens centrale betydning slet ikke angår trossamfund i deres halvoffentlige funktion - den angår de enkelte borgeres ret til at forsamles og dyrke Gud, skriver filosofilektor Sune Lægaard. Foto: Uffe Weng

Det kan diskuteres, hvordan en regulering af forholdet mellem staten og trossamfundene skal se ud. Men der strengt taget ingen modstrid mellem et trossamfunds officielle status og den eventuelt hermed følgende kontrol fra staten - og religionsfrihed, vurderer filosofilektor Sune Lægaard

Kirkeministeren satte sidste år gang i arbejdet med at udvikle en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Det arbejde er i praksis et forsøg på at udfylde Grundlovens § 66, der siden 1849 har lovet, at Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

LÆS OGSÅ
: Tema om stat og kirke

Bag dette arbejde lurer spørgsmålet om lovgivning om de andre trossamfund. Grundlovens § 69 om, at De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov, er ligesom § 66 aldrig blevet udfyldt med en samlet lovgivning. Der er godt nok lovgivet drypvist på detailområder.

Men nogle af de vigtigste aspekter af forholdet mellem staten og de øvrige trossamfund, for eksempel den statslige godkendelse af trossamfund, er rent administrative ordninger, der hverken er udtryk for en samlet lovgivning eller har demokratisk legitimitet.

Privilegier og kontrol hænger sammen
Hvor der har været en del debat om forholdet mellem staten og folkekirken, har der stort set ikke været nogen debat om en mulig regulering af de øvrige trossamfund. Danske Kirkers Råd har prøvet at sætte gang i sådan en debat.

LÆS OGSÅ: Trossamfund efterlyser lovgivning

En arbejdsgruppe under Rådet har produceret en rapport og et debatoplæg, der skitserer nogle muligheder for en statslig regulering af trossamfundene. Der er blandt andet forslag om, at der skal være lovgivningsmæssigt fastlagte kriterier for godkendelse af trossamfund, og om at staten kan indsamle en slags kirkeskat på vegne af godkendte trossamfund fra deres respektive medlemmer.

Et interessant træk ved statslig regulering er, at de klare linjer og mulige privilegier for trossamfundene, der følger med lovgivning, samtidig involverer en grad af statslig kontrol af trossamfundene. Så spørgsmålet bliver, om trossamfundene foretrækker en tydeligere officiel status, som kan være forbundet med fordele, eller at være fri for kontrol og overvågning.

Kan religionsfriheden bevares ved regulering?

Der er her uenighed mellem de forskellige trossamfund baptisterne er for eksempel ikke interesserede i et tættere forhold til staten og den medfølgende kontrol. De sætter religionsfriheden over de mulige fordele ved en statslig regulering og kontrol.

Det samme slår Birthe Rønn Hornbech til lyd for i en kritik af professor Lisbet Christoffersens forslag om, at staten skal kontrollere, om trossamfund faktisk lever op til betingelserne for godkendelse og øvrig lovgivning.

LÆS OGSÅ: Sig nej til kontrol af vor religionsudøvelse

Rønn Hornbech mener, at når trossamfund først er regulerede, vil de blive kastebolde for tilfældige politiske stemninger og blot blive viklet endnu mere ind i statslig regulering, som vi af hensyn til religionsfriheden bør undgå.

Her er det vigtigt at gøre klart, dels hvad religionsfriheden angår, dels hvad officiel status og kontrol indebærer. Religionsfriheden angår individers ret til at forsamles og dyrke Gud efter deres egen overbevisning.

Dette er, som Rønn Hornbech påpeger, noget der kan foregå helt uden nogen godkendelse fra staten her er trossamfund private forsamlinger i civilsamfundet. Civilsamfundet er selvfølgelig reguleret af lovgivning. Men denne lovgivning sætter nogle generelle rammer op; den angår ikke trossamfund specifikt.

Trossamfund har allerede officiel status
Trossamfund kan derimod også anskues som størrelser med en officiel status. Dette er for eksempel tilfældet, når trossamfund godkendes af familiestyrelsen. Godkendte trossamfund får ikke blot en officiel status; der følger også bestemte privilegier med, for eksempel retten til at forrette vielser med borgerlig retsvirkning.

Så godkendelse involverer altså uddelegering af udøvende statsmagt til trossamfundene, der derfor i denne optik ikke kan forstås som rent private forsamlinger i civilsamfundet. Godkendte trossamfund er derimod halvoffentlige størrelser med statslige magtbeføjelser. Dette vil være endnu tydeligere, hvis staten direkte står for indsamling af kirkeskat for trossamfundenes medlemmer.

Sagen er nu, at religionsfriheden i dens centrale betydning slet ikke angår trossamfund i deres halvoffentlige funktion den angår de enkelte borgeres ret til at forsamles og dyrke Gud. Derfor er der strengt taget ingen modstrid mellem officiel status og den eventuelt hermed følgende kontrol, og religionsfrihed.

Så hvis trossamfund ønsker officiel status, er det altså ikke en indvending imod dette, at den hermed følgende kontrol vil begrænse religionsfriheden.

Omvendt er officiel status for trossamfundene ikke nødvendigvis uproblematisk. Men problemet vil her ikke angå religionsfriheden, men derimod om det er rimeligt, at staten hjælper med til at sikre trossamfund finansiering og udtrykker anerkendelse af trossamfund ved at give dem officiel status.

Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi ved RUC og skriver religionsanalysen ved religion.dk.