Asien og Europa har en multireligiøs historie

Jesus and Ganesha appear together on poster, Kerala,

Omvendt skal man heller ikke romantisere de multireligiøse samfund som nødvendigvis mere harmoniske og fredelige end andre. I både Indien, Kina og Japan har der været religionskrige og forfølgelser af konkurrerende religioner. Det har sjældent været dogmatiske stridigheder, der har afstedkommet disse, men religiøs identitet har ofte været rammerne herfor, skriver lektor Jørn Borup. Foto: Frans Lanting. / Scanpix

Religiøs diversitet er ikke er et nyt fænomen. Selv Danmark har gennem historien været præget af diversitet, migration og hybride kulturer, vurderer lektor Jørn Borup

Læser man danske medier skulle man tro, at der kun fandtes to religioner; kristendom og islam. Nogle gange forstås de som ’vores’ og ’deres’ religion, og set i lyset af de sidste års mange terrorhandlinger i islams navn er det da også forståeligt, at eksistensen af flere religioner sammen kan synes som en udfordring.

Religiøs diversitet, det at der er flere religioner i samme kultur, er for mange sociologer et typisk udtryk for nutiden og den globale verden. Verden er ikke længere ’derude’, men er på mange måder kommet ’herind’ til os selv. Både via medier og via mennesker, der vandrer. Migration er nemlig også en del af vores verden, hvilket den aktuelle, massive vandring fra konfliktfyldte steder viser med al tydelighed.

Religionshistorikere kan dog hurtigt påpege, at religiøs diversitet på ingen måder er et nyt fænomen. Selv nok så monokulturelle og monoreligiøse Danmark har gennem historien været præget af diversitet, og af migration, transnationalisme og hybride kulturer.

Selv om ideen om kun en religion per kultur oftest fungerer som ideologisk konstruktion, er det dog også rigtigt, at diversiteten har taget andre former i dag. Det kulturelle og religiøse landskab i dag er forandret, og Danmark er i dag langt mere multietnisk og multireligiøst end tidligere.

Der er igennem historien forskellige perioder og forskellige regioner, hvor det har været mere eller mindre udbredt med (accepten af) en pluralistisk verden. I den hellenistiske periode i det antikke Grækenland var religionsblanderi (synkretisme) ganske udbredt. Guder kunne antage forskellige former og identiteter fra forskellige religioner, og man kunne sagtens deltage i rituelle handlinger fra forskellige religioner.

Ideen om én religion med én Gud og én religiøs identitet for brugeren er typisk kun udbredt blandt de monoteistiske religioner, hvor antagelsen af kun én sandhed har været brugt til legitimering af kun én hersker eller ét folk. Selvom der også i monoteistiske religioner har været ’religionsblanderi’ i folkereligiøs praksis, er det især de polyteistiske religioner, der i højere grad har accepteret religiøs pluralisme også på officielt niveau.

I Asien har religiøs diversitet gennem det meste af historien været en del af virkeligheden. Både på samfundsniveau, som når herskere har regeret landet ved at insistere på pluralisme som grundlag. Og for den enkelte, der sagtens kan abonnere på flere religioner samtidig. Det gælder i Kina. Og det er typisk i Japan, hvor man bruger shinto til fest og farver, buddhismen til død og filosofi, og eventuelt nye religioner til konkrete, rituelle handlinger.

Religionerne er dér del af en underforstået ’arbejdsdeling’ med funktioner til de enkelte religioner, der på individniveau ofte er blandet helt sammen. PEW Research Center kunne i en rapport sidste år vise, at halvdelen af de religiøst mest diverse lande er i Asien, med Singapore som nummer ét.  

Omvendt skal man heller ikke romantisere de multireligiøse samfund som nødvendigvis mere harmoniske og fredelige end andre. I både Indien, Kina og Japan har der været religionskrige og forfølgelser af konkurrerende religioner. Det har sjældent været dogmatiske stridigheder, der har afstedkommet disse, men religiøs identitet har ofte været rammerne herfor. Det ses også i dag, hvor konservative og fundamentalistiske kræfter forsøger at ’hinduisere’ Indien og ’buddhificere’ Myanmar og Thailand, gerne med islam som påskud for nødvendig afgrænsning fra ’de andre’.

Kulturel, etnisk og altså også religiøs forskellighed er en udfordring, der ofte får politisk opmærksomhed som noget, der skal håndteres. Religiøs og kulturel diversitet er blevet del af den politiske dagsorden også i Danmark, men den er også blevet et felt indenfor forskningen som noget, der skal undersøges (og alene af den grund kan man sige, at politikere, der dyrker humaniora-bashing, ikke synes at have speciel megen realitetssans). Forståelse af, hvordan kulturer og religioner sameksisterer (eller ikke gør), er relevant til forståelse generelt af verden, også den politiske.

Jørn Borup er lektor i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk.

Hvad religiøs diversitet er, hvordan det tager sig forskelligt ud i tid og rum, hvordan den håndteres og konstrueres er nogle af de spørgsmål, der stilles i forskningsprojektet Critical Analysis of Religious Diversity (CARD) på Aarhus Universitet (projektledet af Lene Kühle) og underprojektet med speciel fokus på Asien, Religious Diversity in Asia (projektledet af Jørn Borup).